Annonce

Support. Don’t Punish
27. juni 2014 - 16:00

FN’s narkotikadag omdannet til international protest mod ’war on drugs’

Over hele verden gik rettighedsaktivister torsdag på gaden for at protestere over de menneskelige konsekvenser af krigen imod narkotika. I Danmark var Gadejuristen i aktion blandt stofbrugere på Vesterbro.

I flere end 100 byer over hele verden var der torsdag den 26. juni markering af den voksende folkelige modstand mod den globale ’krig mod stoffer’ under overskriften »Support. Don’t punish«

Happeningen var organiseret af en lang række græsrodsorganisationer, som kæmper for at sætte de menneskelige konsekvenser af den globale nul-tolerance politik overfor ulovlige euforiserende stoffer og ikke mindst brugerne af samme på dagsordenen.

Dagen er samtidig FN’s officielle internationale dag mod narkotika og i Danmark benyttede Gadejuristen anledningen til at holde debatmøde og dele kage ud til stofbrugere på Vesterbro i København.

Læs mere på hjemmesiden ’Support Don’t punish’.

Læs artiklen og se fotos: »Pussy Riot Lead Day Of Global Action In Call To End The War On Drugs (PICTURES)« hos Huffington Post.

Læs bloggen »Global Day of Protest Against the Drug War« hos The Drug Policy Alliance.

Video om ’Support. Don’t punish’-kampagnen.

 

Nul tolerance, nul effekt

Det er andet år i træk at FN’s narkotikadag omdannes til en protestdag for modstanderne af war on drugs.

At årets happening allerede har vundet så stor udbredelse afspejler en stigende bekymring blandt fagpersoner, politikere og NGO’er i hele verden over, at de mange milliarder af kroner, som hvert år bruges på militær, politi og fængselsvæsen tilsyneladende har en kontraproduktiv effekt på udbredelsen og brug af ulovlige stoffer.

Det er således dokumenteret, at prisen på de ulovlige stoffer de seneste årtier har været konstant faldende mens kvaliteten og antallet af brugere er stigende til trods for, at alverdens myndigheder presset af særligt USA og FN har ført en nultolerance-politik på området.

Læs artiklen »Tidl. FN-chef Kofi Annan: 'Stop war on drugs'« hos Modkraft.

Læs artiklen »Amerikanerne enige med eksperter: Legaliser cannabis« hos Modkraft.

Læs artiklen »Danske politikeres uvidenhed om hash udstilles på ny hjemmeside« hos Modkraft.

Gadejurister: Krigen er en fiasko

I København var græsrodsprojektet Gadejuristen på pletten torsdag med både et debatarrangement, en kronik i Politiken om emnet og uddeling af kaffe og kage blandt stofbrugere på Vesterbro.

Juristerne, der til hverdag hjælper stofbrugere med deres juridiske rettigheder, inviterede til oplæg i deres lokaler på Frederiksberg.

Her kunne man møde Annie Mai Nielsen, som er mor til en stofbruger, der blev skuddræbt af politiet i 2009 og som nyligt har udgivet bogen »Det fjerde skud« samt den tidligere betjent Lars Andersen, som gav gode råd og vejledning vedrørende mødet med politiet på narkotikalovgivningens konto.

Derudover var der debat med Jørgen Kjær, formand for BrugerForeningen og Anja Bloch, formand for Brugernes Akademi ligesom de fremmødte kunne blive fotograferet ved et skilt med teksten ’Support. Don’t punish«.

– I mere end 40 år har verdenssamfundet været i krig mod narkotika. Alligevel har stofferne aldrig har været billigere eller nemmere at få fat på, og krigen er i praksis blevet rettet mod brugerne. Det er en global fiasko, der hver dag koster menneskeliv og milliarder af kroner, siger leder af Gadejuristen, Nanna W. Gotfredsen i en pressemeddelelse sendt til Modkraft.

Hun mener, at der er brug for en mere humanistisk indgang til problematikken med ulovlige stoffer.

– Vi har fuldkommen mistet kontrollen. Heldigvis kan den genvindes ved en ny politik, der fokuserer på liv, helbred og rettigheder fremfor straf og nultolerance, siger Nanna W. Gotfredsen.

– Mennesker, der er afhængige, kan i værste fald dø af abstinenserne, hvis de ikke får deres stof. Så nytter det jo ikke at jagte og straffe dem. Det bliver man kun mere desperat af. Og når hjælpeapparatet ikke fungerer, er de helt efterladt til en brutal underverden, hvor gældsinddrivelse sker med boltsaks og man aldrig ved, præcist hvad det er for et stof man køber, hvor stærkt det er, og om der er rottegift eller endda miltbrand i det, siger Nanna W. Gotfredsen.

Læs debatindlægget »Krigen mod narkotika kan ikke vindes« hos Politiken.

Besøg Gadejuristens hjemmeside her.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce