Faglig strategi og antikapitalisme: Mod systemet – en kamp ad gangen

Uden for Danmark er den faglige venstrefløj flere steder i offensiven.

I USA har en bølge af protester og strejker rejst sig og skabt en bevægelse for at hæve mindstelønnen til 15 dollars.

Irland har oplevet den største folkelige modstand længe, imod beskatning af vandforsyningen og kampen mod EU’s neoliberale doktriner.

Disse bevægelser står til at påvirke det politiske klima på hver sin side af Atlanten. Men hvad er de langsigtede mål?

Hvordan sikres det, at resultater og aktivitet ikke blot løber ud i sandet? Og hvilken rolle spiller venstrefløjen i kampen?

Andy Snoddy er leder af UNI Globals Organiseringsafdeling og chef for den Grafiske Sektor i UNI Global Union.

UNI repræsenterer mere end 900 nationale fagforeninger og 20 millioner arbejdere inden for servicefag og faglærte områder. UNI laver organiseringskampagner og globale aftaler med multinationale selskaber i et samarbejde med de involverede landes faglige organisationer og medlemmer. 

Ifølge Snoddy er der en tydelig sammenhæng mellem kampene i henholdsvis USA og Irland. De viser, hvordan progressive faglige organisationer og venstrefløjen kan spille en hovedrolle i opbygningen og mobiliseringen til sociale bevægelser, og medvirke til at ændre den politiske dagsorden.

Irland: Kampen om vandet

Bevægelsen Right2Water  startede som en modstand mod afgifter på drikkevand i Irland.

Den irske regering havde som følge af EU's neoliberale sparepolitik indgået en aftale om en delvis privatisering af vandforsyningerne. I 2014 blev der etableret et halvstatsligt selskab, til at indkræve vandafgifter.

Det har mødt massiv modstand i landet. I december 2014 var 100.000 mennesker på gaden i Dublin for at vise deres utilfredshed med en uretfærdig skat på vand og mod den stigende privatiseringstendens.

R2W mener, at adgang til vand er en menneskeret og forsyningerne skal ikke drives af markedskræfter, hvis eneste mål er profitforøgelse.

I begyndelsen var modstanden spontan og spredt rundt i landet. Når statens folk skulle ud og sætte vandmålere op, mødtes de af blokader og vrede beboere, hvilket flere steder førte til voldelige sammenstød. Flere endte i fængsel.

Der var ingen tvivl om, at den politiske dagsorden og mandatet til politiet var klar: Befolkningen skulle ikke høres i dette spørgsmål, fortæller Snoddy.

– Politiet vandt kampen om installering af vandmålere, selvom det er sket med massive forsinkelser. Nogle steder har folk virkelig stået stærkt og kæmpet, men som det også er i Danmark vil det måske være lettere at mobilisere til modstand på Nørrebro i København end det er i en lille by, siger han.

– Og derfor blev vandmålerne, på trods af modstanden, installeret de fleste steder. Men det interessante er, at i mellemtiden er en samlet befolkning begyndt at sige fra over for de nye skatter på vand og de politiske vinde har ændret sig.

Snoddy fremhæver, at den samling kun er sket, fordi protesterne blev organiseret og koordineret. Forrest i kampen gik fem irske fagforeninger, som alle har en venstreorienteret ledelse.

De havde indset at vandskatterne kunne være et nøgleområde til at mobilisere befolkningen og derved sætte en progressiv politisk dagsorden i landet: Det handler ikke længere kun om vandbeskatning, men om privatisering og de neoliberale doktriner, som tidligere havde været noget nær umulig at rejse en folkelig modstand mod.

Samling af venstrefløjen?

Right2Water-bevægelsen har allerede taget et skridt i retning af, at åbne op for andre sociale spørgsmål, eksempelvis retten til et arbejde og retten til en ordentlig bolig.

Snoddy vurderer kort og godt, at man ser optakten til et nyt venstrefløjsparti.

– Jeg vil næsten vædde på, at næste skridt er et parti. Lidt som spanske Podemos spiller en rolle i mobilisering af befolkningen på helt basale spørgsmål, som påvirker alle. Den kan give venstrefløjen en revitalisering og en reel mulighed for at samle befolkningen bredt, og omsætte dette til magt ved næste valg.

Den irske venstrefløj har gennem historien været en fortælling om intern splittelse. På trods af, at faglige organisationer har haft tradition for velfungerende venstrefløjsnetværk, har uenighederne ført til handlingslammelse.

Også med modstanden mod vandbeskatningen, var det i begyndelsen svært at danne fælles front. Sinn Fein var meget tøvende og begyndte først at støtte kampagnen, da partiet kunne se den brede opbakning.

ICTU (det irske LO) meldte sig også først på banen dagen før den første store demonstration. Altså først da de var sikre på, at det ville blive en succes.

Snoddy, der selv har været politisk og faglig aktiv i Irland gennem det meste af sit liv, glæder sig over de langsigtede perspektiver for bevægelsen. Og at den hver dag skaber nye aktive, og er med til at puste nyt liv i de forstenede venstrefløjsfraktioner.

USA: En kamp for overlevelse

I USA har kampagnen Fight For 15 medført massive strejker over hele landet i kampen for en højere mindsteløn.

Fight for 15 kæmper for en mindsteløn på 15 dollars i timen. I dag er den gerelle mindsteløn i USA på 7,25 dollars (svarende til knap 49 kroner).

Bevægelsen startede blandt de amerikanske fast food-arbejdere fra forskellige multinationale selskaber, med et krav om en løn, som man kan overleve på.

Bevægelsen har over det seneste år samlede hundredetusindvis af aktivister og gennemført strejker, demonstrationer mv. over det meste af USA. Fight for 15-kampagnen har indtil videre resulteret i, at tre store byer: Los Angeles, San Fransisco og Seattle har hævet deres minimumslønninger.

Det er en form for offentlig hemmelighed, at fagforeningen SEUI (Service Employees International Union) er primus motor i arbejdet.

SEIU er en fagforening med to millioner medlemmer – en stor del er privatansatte. Den organiserer indenfor tre hovedområder: sundhedssektor (sygeplejersker, læger, plejehjemsansatte, hjemmehjælp) serviceindustrie(sikkerhed, rengøring mm.) og den offentlige sektor (lærere, pædagoger, buschauffører).

Snoddy fremhæver, hvordan FF15-kampagnen er en nødvendighed. Det handler ikke om at få nye medlemmer til SEIU. Det handler simpelthen om hele fagbevægelsens overlevelse, mener Snoddy.

– Organiseringsgraden er faldet til omkring 12%, hvor det overvældende flertal er i den offentlige sektor. I den private sektor er det nok under 5%, som er medlem af en fagforening. Retten til at organisere sig i USA hænger i en tynd tråd.

Alle faglige organisationer er presset til det yderste. Mange af de multinationale selskaber, som FF15 i øjeblikket lægger arm med, er direkte modstandere af fagforeningerne og anerkender ikke deres legitimitet.

Dertil kommer et massivt politisk pres. De konservative har barslet med lovgivning, der reelt vil gøre det umuligt at organisere folk, som arbejder i den private servicesektor. Det er navnlig her SEIUs medlemmer befinder sig.

Ifølge Snoddy var der ingen andre fagforeninger, som var visionære, progressive og modige nok til at kaste sig over så stor en kampagne.

– SEIU nåede i 2011 til en konklusion; med så lav en organiseringsgrad kunne selv ikke den bedste organiseringskampagne hæve organiseringsgraden eller sørge for, at de forsat kunne eksistere og spille en rolle for deres medlemmer. Der var behov for at lave en kampagne, som kunne ændre det politiske klima fuldstændigt og gøre en mærkbar forskel på det amerikanske arbejdsmarked. De måtte satse på en »vind eller forsvind«-strategi. Folkestemningen skal vindes før det er for sent.

Det amerikanske dilemma

Hvilken strategi, der vælges i kampen for en højere mindsteløn i USA, må den kommende tid vise. For bevægelsen og de faglige organisationer står overfor store udfordringer, som der ikke findes nogen let løsning på, fortæller Snoddy.

– Jeg mener ikke, man kan tale om en venstrefløj i USA. Der er mange progressive folk rundt omkring, men uden partitilknytning eller et ordentligt netværk. Det vil få en betydning, da en bevægelse hurtigt kan dø ud, hvis ikke den får ordentligt fodfæste. Dermed skal det overvejes meget nøje, hvad stemningen er rundt omkring i landet og hvordan kampen føres videre.

– Det er i sig selv en kæmpe succes, at Los Angeles, Seattle og San Fransisco har vedtaget en mindsteløn. Men USA er stort og lige nu kæmpes kampene fra by til by. Det er en ressourcekrævende strategi, der måske vil virke i de mest progressive storbyer – men hvad med alle de andre delstater og alle de mindre byer rundt omkring? spørger han.

– Det er jo millioner af medarbejdere, vi taler om. Derfor skal kampene tages op på det nationale niveau – gennem føderal lovgivning eller overenskomster med de største firmaer. Det vil virkelig kunne mærkes.

Snoddy vurderer, at SEIU kommer til at stå i et dilemma, fordi fagforeningen er en del af en kampagne, som tager udgangspunkt i en lavtlønsgruppe, som fagforeningen faktisk slet ikke organiserer.

- Det er slet ikke usandsynligt, at McDonalds og nogle af de store kæder inden for kort tid bukker under, og tegner en overenskomst, der vil sikre en mindsteløn for alle deres medarbejdere. Men hvem skal de tegne den med? spørger Snoddy.

Hvis SEIU tegner overenskomst på vegne af de mange kæmpende, risikerer fagforeningen at lægge sig ud i en omfattende strid med UFCW (som organiserer fødevaremedarbejdere).

Derved er bevægelsen i fare for enten at drukne i interne sværdslag eller ebbe ud efter en enkelt delsejr. En anden mulighed er at kæmpe videre som et politisk netværk, der har som formål at ændre den føderale dagsorden – men findes der fælles fodslag og kræfter nok til det?

Tråde til Danmark

Uanset om det gælder kampen for mindsteløn i USA eller vandforsyninger i Irland, så må det være venstrefløjens rolle at koordinere, facilitere og sørge for at holde sig målet for øje: At det handler om at gøre op med det kapitalistiske system – en kamp ad gangen, mener Snoddy.

Han mener, at Danmark står i en helt anden situation.

Venstrefløjen er langt mere samlet og stærk, så man starter ikke fra nul. På trods af, at de faglige organisationer ikke formår at involvere deres store medlemsbase og derfor har et lavt aktivitetsniveau, er de i en position, hvor de kunne gøre en kæmpe forskel. Snoddy vurderer, at det vil kræve noget af venstrefløjen.

– Fagbevægelsen og venstrefløjen i Danmark er jo naturligt påvirkede af den danske arbejderhistorie og en model, der bygger på et klassekompromis.

– De tætte bånd mellem bevægelse og Socialdemokratiet kan begrænse viljen til at kaste alle kræfter ind i mobilisering af befolkningen på sociale spørgsmål. Frygten for at miste magt i den nationale kontekst kan desværre betyde, at de globale kapitalistiske kræfter styrkes og underminerer forhold, som der historisk er blevet kæmpet for at opnå i Danmark. Det gælder ikke kun toppen af fagbevægelsen, men også på store dele af venstrefløjen, siger han.

– Men som andre steder bør socialister være med til at ændre den politiske diskurs og mobilisere til modstand – og det mener jeg faktisk I lykkes med i Danmark på flere centrale områder, siger Snoddy.

Marta Helleskov er medlem af redaktionen for magasinet Solidaritet, hvor artiklen også bringes. Nummer 3/2015 har tema om fagligt arbejde.