Annonce

Fagligt
17. august 2012 - 16:17

Fagforeningsstrid udløser massedrab i Sydafrika

Etniske og fagforeningsmæssige stridigheder udløser voldelige sammenstød mellem minearbejdere i platiniumsmine i Sydafrika. Torsdag blev over 30 minearbejdere desuden dræbt af politiet.

Voldelige sammenstød mellem politi  og demonstranter under en faglig konflikt i mineområdet Marikana i Sydafrika kulminerede torsdag den 16. august i mere end 30 dræbte og 90 sårede, da sydafrikansk politi skød direkte ind i en gruppe strejkende minearbejdere.

Ifølge det sydafrikanske politi åbnede betjente ild mod demonstranterne, da de blev angrebet af strejkende minearbejdere. Minearbejderne skal have angrebet politiet med knipler og macheter, og politiet svarede igen med tåregas og vandkanoner.

Demonstranterne skal derefter have skudt på politiet med skydevåben, som de havde erobret fra to dræbte betjente tidligere på ugen, inden politiet skød ind i menneskemængden.

Voldelige episoder kostede allerede i sidste uge ti mennesker livet, herunder to politibetjente og to sikkerhedsvagter, efter minearbejdere i Lonmins platiniumsmine begyndte en ulovlig lønstrejke den 10. august.

Minearbejderne kræver deres løn hævet fra 5.000 rand (3.700 kroner) til 12.500 rand (godt 9.000 kroner).

Strid mellem fagforeninger

Strejken handler imidlertid også om en konflikt mellem to konkurrerende fagforeninger, nemlig National Union of Mineworkers (NUM) og en nydannet konkurrerende fagforening, Association of Mineworkers and Construction Union (AMCU).

Det er AMCU, der ser ud til at have organiseret og have opbakning blandt de strejkende.

Daluvuyo Bongo, der er bancheformand i NUM, siger på den sydafrikanske hjemmeside allafrica.com, at AMCU efter protesterne blandt de 3.000 minearbejdere ikke kunne bruges til at komme i forhandlinger med ledelsen af minen, derefter vendte konflikten mod NUM.

Bongo siger, at NUMs tillidsfolk er blevet ofre for AMCU voldelige fremstød, og at flere tillidsmænd fra fagforeningen har måtte flygte fra deres hjem. Fire NUM-medlemmer er blevet dræbt inden for den sidste uge.

Det benægtes dog af AMCU's leder Jeffrey Mphahlele.

Det sydafrikanske LO, COSATU, har fordømt volden i Marikana. Allerede før massakren efterlyste COSATU en uafhængig undersøgelse af volden i området og opfordrede arbejderne til at være på vagt overfor en »politisk strategi beregnet på at splitte og svække deres positioner over for minedirektørerne og kapitalisterne«.

COSATU bakker i flere udtalelser op bag NUM og fordømmer udbryderorganisationer, hvor den sætter citationstegn omkring betegnelsen »fagforeninger«.

Arbejdsgiverere udnytter strid mellem fagforeninger

Ifølge Morten Nielsen, aktivist i den danske solidaritetorganisation Afrika Kontakt, er det det uklart i hvor høj grad konflikten i Marikana handler om løn eller organiseringsforhold. Men konflikter mellem stridende fagforeninger har mange år på bagen i Sydafrika, forklarer han.

– NUM er den største og ældste fagforening for minearbejdere i Sydafrika. Ved siden af den er der en række mindre fagforeninger, hvoraf nogle er domineret af hvide arbejdere, andre er udbrydere fra NUM – og andre igen er etniske fagforeninger, eksempelvis for zulu-talende arbejdere. Der har altid været en konflikt mellem de faglige organisationer, siger han.

Er det konflikter, der minder om den traditionelle fagbevægelses stridigheder med gule fagforeninger herhjemme?

– Ja. Mineindustriens arbejdsgivere har systematisk arbejdet på at underminere NUM. Minearbejderne er kontraktansatte, der meget tit ikke bor i mineområderne, men som bliver huset i såkaldte »hostels«. Mange arbejdere er derfor fremmede fugle, og mange er unge, der ikke er opdraget med en fagforeningskultur. Det bruger arbejdsgiverne til at svække de faglige organisationer.

– Sydafrika har desuden et system, hvor det er arbejdsgiverne, der trækker fagforeningskontingent direkte af arbejdernes lønninger. De penge fordeles så mellem fagforeningerne. Systemet giver arbejdsgiverne muligheder for at indmelde ansatte i fagforeninger uden deres vidende og opbygge forhandlingspartnere, der tækkes ejerne og ser ud til at repræsentere mange arbejdere. Mineselskaberne har desuden bevidst brugt det etniske våben som splittelsesmiddel mellem arbejderne.

Er striden med zulu-fagforeninger en konflikt, der strækker sig tilbage til apartheid-tiden?

– Både ja og nej. De fleste zuluer stemmer i dag på regeringspartiet ANC, der eksempelvis opnår flertal i Natal-provinsen i Sydafrika. Men der eksisterer stadig mange netværk, der blev opbygget under apartheidregimet, blandt andet inden for efterretningstjenesten, der stadig kan aktiveres. Mange efterretningsfolk fra apartheidregimet er blevet hyret af virksomheder til privat sikkerhedsarbejde, for eksempel kropsvisiteringer, gennemlysninger og  undersøgelser af kropsåbninger hos ansatte. Og mange voldelige adfærdsmønstre fra apartheidtiden bliver her fortsat.

Er der en direkte sammenhæng mellem de private sikkerhedskorps og sikkerhedstjenesten under apartheid?

– Ja, mange tidligere efterretningsfolk arbejder i dag i private sikkerhedsfirmaer, ikke kun i Sydafrika, men også nabolandene.

Hvordan er situationen generelt i forhold til brugen af vold ved sociale stridigheder i Sydafrika?

– Volden er eskaleret. Selv om det nu er 17 år siden, demokratiet blev indført, slås der nu flere ihjel ved sociale uroligheder end under apartheid. Strejker og social utilfredshed – ikke kun om arbejdsvilkår, men også om boligforhold – slås af politiet ned med usædvanlig hård hånd. Det er helt almindeligt, at der bliver skudt på demonstranter, først med gummikugler og tåregas, siden med skarp ammunition, siger Morten Nielsen.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce