Er homo-baren Nevermind kun for hvide?

LGBT Asyl er en frivillig gruppe af LGBTere, en blanding af folk med dansk opholdstilladelse og folk, der ansøger om i asyl i Danmark. I gruppen hjælper vi hinanden: Vi snakker med myndigheder og advokater, diskuterer asyl-sagerne, forbereder til interviews, finder dokumenter og hjælper hinanden med alt det praktiske. Hvor kan man få en praktikplads? Hvordan finder man en tandlæge? Hvem er en god advokat?

Udover det praktiske hænger vi også ud sammen. Drikker øl og hører musik. Snakker om hjemlande og nye lande, om mad, og om det svære danske sprog. Vi snakker også en del om trans- og homofobi, både i Danmark, i lejrene og i hjemlandene. Og om hvordan det er ikke at være hvid, når man bor i Danmark.

Mange af asylansøgere i gruppen er flygtet til Danmark, fordi det er ekstremt svært at være homo, bi eller trans, i deres hjemlande. De fleste har voldsomme historier bag sig, historier om forfølgelse og vold fra både familier og myndigheder.

I Danmark er det heller ikke altid lige nemt at være homo, bi eller trans. Men trods alt, er det nemmere. Og langt mindre risikabelt. Ikke for at sige, at der ikke er strukturel og konkret homo- og transfobi i Danmark, og i asylsystemet. Det er der. Men situationen er i sammenligning lettere, og du har krav på og får ofte, beskyttelse fra myndighederne i forbindelse med homo- eller transfobiske overfald eller problemer. 

Når man møder en homo eller trans som lige er kommet til Danmark, er det selvfølgelig fedt athave adgang til homo-barer og queerfester, hvor det er helt ok og problemfrit at være homo eller trans. Man kan feste, hygge og snakke med andre, om de problemer, som vi deler.

Desværre bliver det igen og igen tydeligt, at LGBT miljøet ikke altid er lige åbent. Og at racismen trives ligeså godt i LGBT miljøet, som alle andre steder i Danmark. I medier, i debatter og fra LGBT-organisationernes side tales der ofte om, hvor frygteligt LGBT-gruppen er undertrykt i mange lande, om seksualitet og kønsidentitet som asylbaggrund, og om de særlige behov for LGBT-personer med anden etnisk baggrund. Alligevel er der tilsyneladende en grænse for de åbne arme og tolerancen, og åbenbart er ikke alle LGBT’ere velkomne i vores homo-fællesskaber. 

Det oplevede vi i LGBT-Asyl i fredags.

Nevermind er for hvide

I fredags mødtes vi i gruppen til en fest. Kvinderne til vores fest ville gerne ned i Kvindehuset, der samme aften holdte en støttefest for LGBT-Asyl og eftersom Kvindehuset kun er for kvinder, så aftalte resten af os at vi ville tage på homo-barer i Pisserenden.

En af os ville gerne finde en bear og lege med, så vi gik på JailHouse, drak øl og havde det sjovt. Ved et-tiden fik vi lyst til danse, så nogle af os gik over på Nevermind.

Her var der ikke nogen kø endnu – det var trods alt tidligt i Nevermind-tid, og dørmændene sagde vi bare kunne komme ind.

Vi var fem, fire, der er hvide og så Walid, han er arabisk. Vi er alle omkring de tredive. De tre første hvide drenge gik ind. Walid snakkede i telefon med en ven, så jeg ventede på ham, men da jeg kom ind var Walid alligevel ikke bag mig. Jeg åbnede døren for at se, hvor han blev af og mens blev flere hvide drenge lukket ind. Ingen af os skulle vise id.

Men det skulle Walid.

Asylansøger-id

Mange asylansøgere har ikke et pas, når de kommer til Danmark. Hvis man har et pas, så afleverer man det til myndighederne. I stedet udsteder de danske myndigheder et asylansøger-kort. Det er et fuldt gyldigt billed-id udstedt af de danske myndigheder. Men det var åbenbart ikke nok for Neverminds dørmand.

Dørmanden Jesper ville nemlig se enten et pas eller et kørekort. Walid og jeg forklarede Jesper, at når man er asylansøger, så har man asylansøger-kort i stedet for et pas. Og at Walid ikke har noget kørekort. Selvsagt ikke noget dansk, da Walid er flygtet fra Nordafrika for et lille år siden. 

Vi stod og diskuterede med dørmanden i længere tid, men han fastholdt, at han ikke kunne lukke Walid ind, fordi han ikke havde noget gyldigt id. Jeg spurgte dørmanden, hvorfor Walid skulle vise id. Walid ser godt ud, men han ligner ikke en på under 20. Og ingen andre blev bedt om id.

Tilsyneladende var det heller ikke et spørgsmål om alder, for dørmanden skiftede nu til argumenter om, at det var fordi Walid snakkede i telefon og at det id-kort, som staten har udstedt til ham, ikke er gyldigt.

Vores tre venner kom nu ud fra Nevermind igen. Vi gad faktisk ikke være der, men jeg blev ved med at diskutere med dørmanden. Jeg nægtede simpelthen at forstå, at dørmanden ikke ville lukke Walid ind, selvom det stod uhyggeligt klart hvad det handlede om: Walid måtte ikke komme ind, fordi han ikke var hvid.

Walid selv gad ikke snakke med dørmanden. Sådan er det, sagde han. Endnu en påmindelse om, hvordan han, og så mange andre ikke-hvide, altid først bliver set som race og derefter som problem.

Vi andre var harmdirrende af raseri. Vores første møde med racistisk diskrimination på en homobar. Vi kunne ikke tro, hvad der skete!

Her bagefter står jeg med en masse spørgsmål som hverken dørmanden Jesper, eller andet personale på Nevermind i fredags kunne besvare for mig.

Mener dørholdet på homo-baren Nevermind det alvorligt når de ikke godtager statslig udstedt legimitation? Er det forbudt at tale i telefon før man går ind og drikker øl?

Eller handler det her mon om at Neverminds dør-politik er, at man ikke lukker asylansøgere ind som gæster? Og begrænser adgangen for ikke-hvide gæster?

Jamen… Really?

For Walid var det her business as usual. For os andre var det et chok.

Hvad var det for Nevermind? Og hvordan ser det ud i resten af homo-nattelivet?