Et forslag om afskaffelse af mulighed for dobbelt partimedlemsskab i Enhedslisten er ikke et forsøg på at knægte en venstreopposition, men et forsøg på at løse et organisatorisk problem.
11 medlemmer af Enhedslisten har foreslået at lave en vedtægtsændring, sådan at man ikke samtidig med sit Enhedslistemedlemsskab kan være medlem af et andet parti. Det kan man nemlig i dag.
Det er noget særligt for Enhedslisten. Er man medlem af SF, kan man ikke også være medlem af Socialdemokraterne, og er man medlem af DKP, kan man ikke samtidig være medlem af IS.
At vi har denne åbenhed i Enhedslisten, har naturligvis historiske årsager. Enhedslisten blev stiftet af partierne VS, SAP og DKP i 1989.
Senere tilsluttede maoisterne fra KAP sig også, og så meldte IS'erne sig ind som enkeltmedlemmer. En del medlemmer fra partiet Fælles Kurs meldte sig også ind i Enhedslisten i 1990'erne.
At IS'erne meldte sig ind som enkeltmedlemmer skyldtes, at Enhedslisten på det tidspunkt allerede havde defineret sig som en forening af enkeltmedlemmer, ikke af partier.
Det er mange år siden, at noget parti har være medlem af Enhedslisten, og det er mange (men ikke helt lige så mange) år siden, at medlemmerne af SAP, VS og DKP udgjorde flertallet i Enhedslisten.
I år er det 25 år siden, vi stiftede Enhedslisten. Det har været en lang forlovelse mellem de forskellige partier og tendenser, som tog initiativet, og det er da ærligt talt ikke så mærkeligt, at nogen nu synes, det er ved at være tid til at 'komme op på rådhuset' og få forbindelsen befæstet.
Vi har haft virkelig lang tid til at tænke over, hvilken organisation vi ville satse på. Og mange har da også for længst taget valget og valgt Enhedslisten.
Selv meldte jeg mig ud af resterne af VS for snart tyve år siden. Det gjorde jeg netop, fordi Enhedslisten var ved at udvikle sig til et rigtigt parti, og endda et jeg blev mere og mere enig med. Og jeg syntes ikke, det gav mening at være medlem af to.
Det må være muligt at tage denne diskussion af Enhedslistens organisatoriske fremtid. Og det må være muligt at ændre på et praktisk vilkår, som er opstået ud af en konkret historisk situation, der ikke er gældende længere.
Eller skal der for tid og evighed være denne reminiscens af 1980'ernes krise på den revolutionære venstrefløj i vores vedtægter?
VS nedlagde sig i realiteten for mange år siden, men et mindretal opretholdt altså navnet og en diskussionsklub med tilhørende magasin indtil efteråret 2013.
Nu findes VS ikke længere, hverken på den ene eller anden måde. Jo, magasinet Solidaritet findes, men ikke med en ren VS-redaktion. Det er faktisk et stykke tid siden, at det blev sådan.
KAP nedlagde sig i 1990'erne.
SAP har neddroslet partiopbygningsambitionerne og opfatter i dag sig selv som en fraktion i Enhedslisten. Ikke mere end det.
Fælles Kurs findes mig bekendt heller ikke længere.
DKP var engang en stort parti. Det er de ikke længere. Nu er de på størrelse med andre leninistiske smågrupper, og de fleste tidligere DKP'ere er kun medlem af Enhedslisten, ikke af DKP.
Men der er en gruppe DKP'ere tilbage, som vil gensammenlægges med de gamle DKP-udbrydere i KPiD. Problemet er, at KPiD ikke vil være med i Enhedslisten.
Derfor må DKP'erne under alle omstændigheder nok på et tidspunkt vælge, om de vil satse på Enhedslisten eller det genforenede Sovjet-museum.
IS kommer aldrig til at opløse sig selv. Det er mit nøgterne gæt. De er revolutionens fortrop og ledelse, og for dem er målet med at være med i Enhedslisten at skrabe medlemmer sammen til deres eget parti.
Tilsammen er vel under 8 procent af Enhedslistens medlemmer medlem af DKP, SAP eller IS.
Jeg har set en IS'er argumentere mod forslaget ved at sige, at Enhedslisten ikke er et parti, men et samarbejde mellem partier, som ikke selv kan komme i Folketinget, altså et kompromis.
Jeg mener, det er helt forkert at se det sådan i dag. Allerede da IS'erne meldte sig ind, var dette som sagt fortid.
Enhedslisten er på alle relevante måder et parti. Vi er ikke noget samarbejde mellem partier. Ingen partier er medlem af Enhedslisten.
Vi har vores egne partiafdelinger med en selvstændig praksis, vi har vores egen ledelse, vi har vores egne vedtægter og vores eget program, vi opstiller selvstændigt til parlamentariske valg og er repræsenteret i Folketing, regionalråd og kommunalbestyrelser over hele landet.
Og nok så vigtigt: Hvis Enhedslisten er et kompromis mellem partier, hvordan stiller dette så alle os (altså det store flertal af Enhedslistens medlemmer), som ikke er medlem af et af disse partier? Vi står jo så uden for dette angivelige kompromis og altså som sådan uden for indflydelse i Enhedslisten!
Det er heldigvis ikke tilfældet. Enhedslisten har kun enkeltmedlemmer, som alle principielt har lige stor indflydelse.
IS, SAP og DKP forhandler intet på plads bag om ryggen på os andre. Sådan er virkeligheden ikke. Og det skal den sandelig da heller ikke være.
Mange har argumenteret mod forslaget ved at påstå, at forslagsstillerne blot vil skille sig af med kritiske røster på partiets venstrefløj. At der er tale om et forsøg på at tækkes alle de nyindmeldte medlemmer, som kommer fra SF, gøre partiet mere højreorienteret, uniformt og kæft trit og retning.
Det er for mig at se noget polemisk vrøvl.
Nu ved jeg naturligvis ikke, hvad forslagsstillerne har tænkt og villet, men forslaget siger i hvert fald ikke noget om, at bestemte holdninger skal være uvelkomne i Enhedslisten.
Og de tre leninistiske partier er da heller ikke på nogen måde identisk med Enhedslistens venstrefløj. Slet ikke.
IS forholder sig stort set taktisk til alle politiske spørgsmål i Enhedslisten. Deres ytringer og forslag har til formål at udstille ledelsen og de parlamentariske repræsentanter som forrædere af den revolutionære sag og således bringe IS selv i spil som alternativ til Enhedslisten.
IS's mål er at opbygge et leninistisk-trotskistisk kadreparti, som skal lede revolutionen. Og dette parti er vel at mærke ikke Enhedslisten, hvor de kun befinder sig for at samle medlemmer til deres eget parti.
Sådan er det i Enhedslisten, sådan var det i VS i 1980'erne, hvilket ødelagde dette parti fuldstændig, og sådan var det, da IS'erne intervenerede i ATTAC-bevægelsen i 1990'erne og lagde denne bevægelses danske afdeling død.
Jeg husker fx, hvordan IS druknede det stiftende møde i ATTAC-Århus, hvor mange hundreder af især unge mennesker var kommet for at høre Susan George tale om ATTAC-bevægelsen og dens mål, aktionsformer og måde at organisere sig på i Frankrig.
Men den diskussion, hun forsøgte at få op at stå at disse konkrete emner, blev konstant afbrudt af IS'ere, som afkrævede Susan George, at hun forskrev sig til en bestemt marxistisk analyse af den internationale situation, nemlig IS's egen. Ville hun ikke det, var alt forkert.
Det er blot et enkelt eksempel på en generel arbejdsmåde for IS.
Derfor var det mig også meget imod, da IS i sin tid blev optaget i Enhedslisten.
Man kan godt placere IS på Enhedslistens venstrefløj, men det er en taktisk og ukonstruktiv position, de indtager. De kommer næppe til at ændre denne linje, da den er dikteret af den internationale IS-tendens, som fx i England er repræsenteret af SWP.
Sådan optræder IS jo ikke, fordi partiet er befolket af onde mennesker eller mennesker, som i bund og grund ønsker noget dårligt for progressive bevægelser eller for det socialistiske perspektiv.
De gør det tværtimod, fordi de mener, at et leninistisk kadreparti af den type, som de selv forsøger at opbygge, er en nødvendig forudsætning for at gennemføre en socialistisk revolution.
Den socialisme, som de ønsker sig, kan endda sagtens tænkes at ligne den socialisme, som flertallet af Enhedslistens medlemmer ønsker sig. Der er altså først og fremmest tale om en strategisk uenighed.
Ifølge IS's politiske strategi kan Enhedslisten kun bruges som et opsamlingssted for mennesker, som er utilfredse med kapitalismen. Og i Enhedslisten kan de så rekrutteres til IS, hvor de kan skoles og bevidstgøres til den virkelige kamp for socialismen.
Formelt set kan IS vel godt betragtes som venstrefløj, hvis man accepterer, at det er særligt venstreorienteret at hævde, at reformpolitik under kapitalismen og i samarbejde med en socialdemokratisk regering nødvendigvis står i modsætning til at være revolutionær.
SAP er for mig at se politisk placeret i Enhedslistens midte. Der er intet i deres politik, som for alvor stikker ud til den ene eller anden side.
Og de arbejder mere konstruktivt i Enhedslisten, end IS gør, selvom også SAP internt i Enhedslisten fx forsøger at fremme deres egne medlemmers position til ledelsesvalg og kandidatopstillinger. Og selvom SAP udarbejder egne politikforslag, som de som oftest i intern enighed forsøger at få gjort til Enhedslistens politik, og selvom også SAP'ere med jævne mellemrum hopper med på de taktiske drillerier, som IS'erne lancerer.
Men SAP er ikke nogen venstrefløj i Enhedslisten. De er altså centrum. De abonnerer ikke på IS'ernes retoriske modstilling af »reform eller revolution«, men forholder sig konstruktivt til udarbejdelsen af en progressiv reformpolitik uden at give køb på det revolutionære perspektiv.
Og de har bidraget i programarbejdet på lige vilkår med resten af partiets medlemmer og har fx bidraget til Folketingets arbejde med et par seriøst arbejdende parlamentarikere.
Ja, det er en leninistisk organisation, som baserer sig på demokratisk centralisme, men dels praktiserer de den ikke lige så rigidt, som IS gør. Dels er der ikke noget specielt venstreorienteret ved den demokratiske centralisme. Dansk Folkeparti praktiserer den fx også. Og masser af andre Enhedsliste-medlemmer går uden tvivl ind for den (måske også stillerne af det forkætrede forslag?).
Det er vanskeligt at forestille sig, at SAP skulle arbejde på at skabe en afskalning fra Enhedslisten for således at skaffe flere medlemmer til deres eget parti. De arbejder for mig at se primært for at styrke Enhedslisten.
Så hvis SAP opløste sig selv og blot fungerede som løs fraktion, fx uden formelle bånd til 4. Internationale, ville næppe nogen opfatte dem som udpræget venstrefløj i partiet. Og vel heller ikke som noget problem.
DKP hører for mig at se til Enhedslistens højrefløj.
Hvad angår reformpolitikken, er de sig typisk på linje med de mest kompromisvillige parlamentarikere i Ø. De hører mig bekendt ikke til de mest aktivistiske medlemmer.
Hvad angår kampen mod magtkoncentration i partiet, er de typisk tilhængere af at opbløde vores restriktive praksis, fx rotationsreglerne. De er med andre ord stærkere tilhængere af en traditionel, topstyret partistruktur, end flertallet i Enhedslisten er.
Det vælger jeg at opfatte som en højreposition. Men ikke længere til højre, end at de politisk vel sagtens kan rummes af Ø.
Til gengæld er det helt indlysende et problem, at DKP arbejder på en sammenlægning med KPiD, som ikke ønsker medlemsskab af Enhedslisten.
Og under sidste kommunalvalg var der Enhedslistemedlemmer fra DKP, som anbefalede at stemme på kommunistiske fælleslister i Århus og København. Altså i konkurrence med Enhedslisten, hvilket sgu er ret langt ude, hvis man vil være medlem af Enhedslisten.
Alt i alt er det således noget vrøvl at påstå, at det stillede forslag har til formål at udrense venstrefløjen.
Eller: Hvis det virkelig er formålet, rammer forslagsstillerne i hvert fald ved siden af.
At lukke munden på kritiske røster? Ja, måske i den forstand, at den taktisk orienterede og ukonstruktive kritik, som i særdeleshed IS bærer frem, er en anstødssten for mange. Ja, ødelæggende for Enhedslisten, som den før har være for andre organisationer.
Men at forestille sig at sådan en flok oprørske, røde bavianer, som vi er i Enhedslisten, med eller uden de tre pågældende partier, skulle blive mundlamme eller ukritisk leflende for vores ledelse eller parlamentariske repræsentanter, er sgu også langt ude i skoven.
Det vil aldrig blive tilfældet, og det ved forslagsstillerne da godt.
Ensretning? Overhovedet ikke. Den politik, som DKP og SAP repræsenterer, vil være stærkt repræsenteret i Enhedslisten, uanset om de to partier findes eller ej.
Og det vil fx de anarkistiske og økologiske også. Og de reformistiske, såmænd.
IS's politik vil selvfølgelig ikke være repræsenteret uden IS, for deres politik er rent taktisk og handler om IS selv.
Det er et organisatorisk spørgsmål, ikke et politisk.
Nogen har argumenteret mod forslaget ved at sige, at man ikke kan undgå at ramme medlemmer af SUF og Folkebevægelsen mod EU-unionen også. For hvis SAP, IS og DKP er partier, så er SUF og Folkebevægelsen da også.
Jeg mener, det er et uhyre svagt argument. Folkebevægelsen er en græsrodsbevægelse, som stiller op til et valg, hvor Enhedslisten ikke stiller op. SUF er ikke et parti, men en ungdomsorganisation.
Kan man ikke finde ud af at skelne principielt mellem disse størrelser (er vi virkelig så dårligt kørende i vores lovudvalg, at dette er helt uoverkommeligt? Næppe!) kan vi da bare skrive i vedtægterne, at vi ikke opfatter SUF og Folkebevægelsen som partier. Det er altså et rent skinproblem!
Nogen har polemisk spurgt, hvem der skal stå for at ekskludere dem, der ikke vil melde sig ud af SAP, DKP eller IS. Om der skal være en lille, stalinistisk eksklusionskomité.
Hvis det skulle komme dertil, hvad jeg ikke håber, er det naturligvis Årsmødet, som tager stilling til eksklusionssager. Og alle kan rejse sådanne sager. Så er det heller ikke mere mystisk.
Men der er et andet problem i det ikke særligt godt formulerede forslag, eller rettere: i begrundelsen, nemlig at man forsøger at skelne mellem på den ene side SAP, som angiveligt ikke er et problem, og DKP og IS, som er.
Det er helt uklart, om man så faktisk mener, at SAP'erne godt kan fortsætte som dobbeltmedlemmer eller ej. Jeg forstår det i hvert fald ikke.
Jeg er enig i, at SAP udgør et mindre problem end de to andre partier. Det har jeg allerede argumenteret for. Men man må have klare vedtægter også på dette område.
Min største indvending mod forslaget er dog, at jeg mener, processen skal være anderledes.
Vi skal løse et organisatorisk problem, som vi har med nogle af vores kammerater. Sådan skal vi se på det.
Derfor mener jeg, at vi, måske til næste år (for dette forslag bliver afvist på Årsmødet til maj, det er jeg sikker på) skal gøre den principvedtagelse, at man ikke kan være medlem af andre partier ved siden af sit Enhedslistemedlemsskab.
Men denne vedtagelse skal så først gælde fx fra om et år ude i fremtiden. I den mellemliggende periode skal Enhedslistens ledelse og lovudvalg holde møder med IS, DKP og SAP for at afklare, fx om SAP sætter gang i en proces for at nedlægge sig selv eller omdanne sig selv til en mere uformel fraktion inden for Enhedslisten.
Fx om DKP vil satse på en sammenlægning med KPiD eller på at blive en tendens inden for Enhedslisten. Sådan noget.
Går de samtaler godt, kommer der ingen eksklusioner ud af det.
Nogen finder måske på en ny måde at være medlem af Enhedslisten på. Der kan jo også opstå selvransagelse hos fx DKP'ere med hensyn til anbefaling af konkurrerende lister til kommunalbestyrelser og sammenlægning med partier uden for Enhedslisten.
Andre bliver måske enige med sig selv om, at de alligevel ikke hører hjemme i Enhedslisten og melder sig ud og satser på opbygningen af deres eget parti uden for Enhedslisten.
Det er da ingen katastrofe. Det kan være en god afklaring at få. Sådan som en stor del af IS'erne meldte sig ud af VS, inden de blev ekskluderet.
Og sådan kan vi måske fortsætte med at arbejde sammen med disse konkurrerende, men nærtstående partier fra sag til sag.
Hvis man efter 25 års nært samarbejde ikke tør satse fuldt og helt på Enhedslisten som parti, er det vel på tide at erkende, at man faktisk har det sådan. Men afklaringen skal ske i en nogenlunde kammeratlig dialog.
Endelig kan man vel diskutere, om ikke Enhedslistens navn skulle ændres, hvis de sidste vedtægtsmæssige rester af partisamarbejdet skal fjernes. Men det har jeg egentlig ingen mening om lige nu.
Jens Peter Kaj Jensen er medlem af Enhedslisten
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96