»Du, hvide antiracist, hvis du vil bekæmpe racisme, så start med at hjælpe os med at blive empowered«

Jeg er på en konference i Sverige, organiseret af Interfem – en forening for ”transpersoner og kvinder, der racialiseres”*. Foreningen startede i 2006 som en tænketank, et resursecenter og en platform for feministisk og antiracistisk forandring. Vi skal mødes for at tale om vores nordiske samarbejde, og på dagsordenen står blandt andet ”Antiracistisk feminisme – organisering og aktivisme” og en åben paneldebat under navnet ”Redefining Nordic Feminism”.

Jeg er taget fra København til Stockholm sammen med medaktivist Nazila Kivi og 13 andre, der har rejst fra Finland, Norge, Sverige og Åland. Vi har alle sammen forskellige erfaringer og kontekster i de nordiske lande, men alligevel har vi én ting til fælles – vi føler os nødsaget til at bruge separatisme som redskab for at komme videre i vores arbejde med antiracistisk feminisme, da vi føler at vores erfaringer bliver usynliggjorte af den hvide og mandsdominerede venstrefløj.

For hvide mennesker er antiracisme en politisk interesse

Det er kun en snæver kreds på den yderste venstrefløj og få humanister, der kritiserer og gør modstand mod det racistiske og national-konservative narrativ. Det fik jeg at vide for et stykke tid siden, da jeg blev inviteret til at deltage i et nyt antiracistisk initiativ. Da jeg har bevæget mig i miljøet siden jeg kom til København, vidste jeg med det samme, at der var tale om en gruppe, domineret af hvide mennesker.

Påstanden stod i invitationens første paragraf, og det var nok for mig til allerede der, at vælge ikke at deltage i initiativet. Det var som et slag i hovedet efterfulgt af et ondt grin. Det er en utrolig usynliggørelse af de mange aktivister, der hver dag bekæmper racisme. For mange af os, er vores blotte udseende, sprog, kultur, historie og religion en modstand mod de koloniale og racistiske fortællinger om os.

For hvide aktivister er det at være ’anti’-racist blot en titel, en politisk interesse eller en social sammenhæng. Os, der hver dag bliver racialiserede, har ikke den luksus. Vi kan ikke tage uniformen på, og vigtigst af alt, så kan vi ikke tage uniformen af.

Den strukturelle racisme har mange ansigter. Ét af dem, er default-gørelsen af det hvide menneske; et hvidt menneske har ikke en etnicitet, en religion, en specifik kultur eller en subjektivitet og bliver derfor aldrig formindsket til kun at have én personlig egenskab. I modsætning til dette bliver vi andre andet-gjort – vi bliver ambassadører for vores etnicitet, vores religion og vores kultur.

Vores stemmer bliver altid set som irrationelle, følelsesladede og subjektive, og vores erfaringer bliver derfor latterliggjorte og ikke troet på. Vi bliver sat spørgsmålstegn ved, og får ikke plads i medierne til at dele vores vidnesbyrd og endnu mindre plads til at fortælle om vores organisering og hverdagskampe.

Så når aktivister på venstrefløjen påstår, at de er de eneste, der tør at organisere sig mod den racistiske politik i det danske samfund, har de adopteret det racistiske narrativ om, at det hvide menneske med sin objektive stemme, kan fortælle verden om hvordan vores diskriminationserfaringer baseret på religion, etnicitet og kultur egentlig hænger sammen. Vi bliver anklaget for at være stille og passive, uden at der bliver taget hensyn til, at det er den strukturelle racisme, der tvinger os til tavshed og prøver at passivisere os.

Den hvide venstrefløj dobbelstraffer racialiserede aktivister

Når vi så sætter ord på den racisme vi oplever, som også tit foregår på venstrefløjen og ikke kun inde i DFs mødelokaler, bliver vi anklagede for at være for akademiske. Det er ikke lang tid siden, at jeg kritiserede en gruppe hvide antiracister for at have white-saviour kompleks.

Meget hurtigt fik jeg at vide, at jeg ikke kunne forvente, at de skulle forstå, hvad de gør forkert, når jeg bruger et sprog, der udspringer af akademiske teorier. Jeg blev rasende.

Jeg er opvokset i en arbejderfamilie, der kom som flygtninge i 80’erne og lærte et helt nyt sprog, en ny kultur og startede fra nul. Så hvide aktivister, der gennem hele deres liv og familiehistorie har forstået den sproglige og kulturelle kontekst, fortæller mig, at jeg bruger for mange fremmedord?

Det passer ikke. Det er en herskerteknik, og den bliver så tit brugt mod os, der racialiseres og forventes at være stille og passive, men som har lært at skabe og sætte ord på tingene, for at kunne fortælle om den undertrykkelse vi lever med i vores hverdag. Da jeg var teenager, havde jeg ikke ordene for det, og i stedet for at argumentere i situationer, hvor jeg oplevede racisme, blev jeg vred og råbte, og jeg blev gjort til den ”vrede og irrationelle latina”.

Nu er jeg voksen og har lært mange nye ord for det, jeg tidligere udtrykte med vrede, og nu bliver jeg anklaget for at bruge et for akademisk sprog? Jeg har ikke lært ordene på universitetet eller i akademiske bøger. Jeg har selv opsøgt viden og er blevet nødt til at lære ordene, for ikke længere at blive set ned på som den vrede og irrationelle pige.

Det, der sker, er altså, at vi, på den ene side bliver anklaget for, at være for stille og passive, men på den anden side, når vi gør det modsatte, råber op og sætter ord på den undertrykkelse vi oplever i et racistisk patriarkat, bliver vi bragt til tavshed, fx ved at blive fortalt, at vi bruger for mange fremmedord over for den helt almindelige hvide person. Har I nogensinde hørt om dobbeltstraf? Her har I det live - direkte fra den danske venstrefløj.

»Venstrefløjen er urovækkende hvid«

Vi bliver nødt til at komme videre og bevæge os væk fra den hvide objektivitet, den racistiske usynliggørelse og de stillegørende herskerteknikker. Fordi venstrefløjen har et problem.

Venstrefløjen er urovækkende hvid. Ved I hvad, jeg siger det som det er – venstrefløjen er ekstremt racistisk. Det er for mig helt ubegribeligt, hvordan man kan tro, at det er ok at stifte en ’anti’-racistisk gruppe, hvor majoriteten af medlemmerne er hvide og ikke selv oplever racisme.

Hvordan forholder venstrefløjen sig til eksklusivt mandlige grupper, der laver feministisk aktivisme? Vi bliver nødt til, at problematisere begrebet ’anti’-racisme. Hvad betyder det, og kan en hvid person overhovedet påstå ikke at være racist, i en verden, der er bygget på et racialt hierarki, med en kolonial historie, hvor det hvide menneske har skaffet sig hegemonisk magt, ved at undertrykke alt det, der ikke anses for at være vestligt.

En hvid person kan være imod racisme. Men at aktivt modarbejde noget, som man selv har produceret, og hele tiden reproducerer, kræver meget mere end en titel som ’anti’. At tage ’anti’-racist hatten på som hvid person, er at frasige sig det ansvar det indebærer at have nogle privilegier, som undertrykker andre.

Så du, hvide antiracist, hvis du virkelig vil bekæmpe racisme, så prøv at sætte dig ind i de mangesidede racistiske strukturer, i de undertrykkelsesmekanismer, som blev født med kolonialismen. Forstå forskellen mellem hverdags- og strukturel racisme, og lær at identificere racismen i forskellige situationer. Forstå din egen position i hvidhedens hegemoni og lær de ord, som for mange af os betyder empowerment, og som giver os sprog, når racismen vil bringe os til tavshed.

Vi skal kunne tale om andet end at være minoriteter

Tilbage til Stockholm. Efter paneldebatten drikker jeg te med Wendy Francis, én af dem, der gennem et stykke tid har inspireret mig til at organisere mig på en ny måde. Wendy er 26 år gammel, hun er poet og aktivist og arbejder inden for forskellige medier. Sammen med Nora Dome Nelson, 17 år, har hun startet podcasten Arga Flickor, Vrede Piger, som skrev historie, ved at være det første program i Sverige nogensinde, der har to sorte kvinder som programledere.

I podcasten snakker Wendy og Nora, om at være sort pige i det racistiske Sverige, om musik, om politik og andre aktualiteter. Navnet Vrede Piger hentyder til flere ting; dels er det en opfordring til kvinder, der racialiseres, til at bruge den vrede som racialiseret sexisme skaber, og til at organisere sig. Samtidigt prøver Wendy og Nora, at bryde med den gamle stereotyp om ”den vrede sorte kvinde”. Podcasten er samtidigt en kritik af det hvide antiracistiske miljø og det mandsdominerede poetmiljø.

Jeg spørger Wendy om hvis ansvar det er, at repræsentationen bliver bredere i forhold til manglen på kroppe, der bliver racialiserede, i det offentlige rum:

– Det er helt klart en balancegang mellem, at vi som feminister, der racialiseres, skal forstå og indse, at vi kan starte vores egen kamp og gøre tingene på vores måde. Men selvfølgelig har hvide mennesker et ansvar for, at magten fordeles mere lige. Og at finde den balancegang bliver nødt til at være en proces, der kommer fra både hvide og dem der racialiseres, siger hun.

Wendy og Nora er kun nogle af de brune og sorte kvinder, der det sidste stykke tid har krævet plads i de svenske medier.

Judith Kiros, Mireya Echeverría Quezada, Valerie Kyeyune Backström, Camilla Astorga Díaz og Athena Farrokhzad og musikere som Mapei og Seinabo Sey, har alle sammen forandret billedet af den stille og undertrykte brune og sorte kvinde.

Jeg har længe fundet inspiration i projekter som Rummet, Hämndens Timme, BlatteQueers, Svart Kvinna og tv-program som What’s up Allihop.

Det er alle sammen projekter, hvor vores stemmer er i centrum og sætter dagsordenen. Hvor vi ikke kun bliver gjort til diversitets-ambassadører, der skal snakke om at være minoritet. Hvor vi kan snakke om alt muligt lort og al mulig politik, og faktisk bruge vores alsidige viden og vise vores mangefoldige interesser.

De svenske tilstande findes ikke

Så hvorfor i Sverige, og ikke i Danmark? Nej, det handler ikke om ”svenske tilstande”. Det eksisterer ikke. Dem der bliver racialiseret i Sverige er gennem længere tid blevet ofre for chikane og gadevold – fra de brændte moskeer og brændte asylcentre, til de uledsagede flygtningebørn, der i januar blev slået ned på Stockholms gader af maskerede racister. Så, lad os ikke invalidere mine svenske venners og families erfaringer ved at påstå, at Sverige er mindre racistisk end Danmark, for det passer ikke.

Mine svenske medaktivister har intet at takke den ”mindre racistiske” hvide majoritet for. De har selv organiseret sig, og skabt den plads de har.

Præcis som i Danmark, er de feministiske og queerede kredse i Sverige domineret af en hvidhed, som fortæller os, at vores fædre og brødre er problemet. At kampen om feminisme samler os, mens kampen mod racisme skiller os ad. At feminismen og queerkampen tilhører et sekulariseret samfund, og at vores antiracistiske feminisme er for ”nichet” eller et sidespor til den større og vigtigere kamp.

Sæt dig bagerst i lokalet og lyt til vores stemmer

Wendy, hvad vil du sige til de kvinder, der lever med den danske racisme i deres hverdag og som gerne vil organisere sig mod den?

– Hmm. Jo, altså, har du en tanke, en følelse eller bare noget, der ligger og gnaver inde i dig – brug det. Det kan være hvad som helst. Undersøg hvilken støtte du kan få, og hiv fat i dem i din nærhed, eller dem du ikke kender endnu. I kan godt. Man skal altid begynde et eller andet sted.

Og ja, det kan være hvad som helst. En podcast, en Youtube-kanal, en baraften, en performance eller en artikel i Modkraft.

Men vi skal i gang, venner. Vi skal organisere os, og vi skal tage plads. Har vi ikke ventet længe nok, på at det bliver skabt plads til os?

Det har jo ret åbenlyst ikke virket og det er tid til, at vi gør det her for os selv og ingen anden. Og det er i gang. Langsomt er alliancer blevet skabt, venskaber stiftet, paneldebatter og poesiaftener afholdte, muslimske kvinder i fjernsynet, der taler om islamofobi. Syriske kvinder, der er eksperter på Syrien og artikler om mennesker på flugt, skrevet af folk med flygtningebaggrund. Lad os se hinanden og støtte hinanden.

Jeg ser jer, Nazila Kivi, Farhiya Khalid, Laura Na, Pardis Pourahmad. Og jer, Helen Whitney Werle, Sade Johnson, Lesley-Ann Brown, Sabitha Söderholm, Apinya Jatuparisakul og alle jer andre. Vi er alle sammen derude og råber op, arbejder med repræsentation, fremmer hinandens stemmer og skaber plads for os selv, og for andre, der ellers nemt bliver glemt.

Vil du som hvid, kalde dig antiracist, så start her. Starte med at hjælpe os med at blive empowered. Kom til vores arrangementer, sæt dig bagest i lokalet og lyt til vores stemmer. Del vores statusopdateringer, tak os for vores rants og inviter os til at holde foredrag. Vi skal ikke hjælpe jer med at blive bedre antiracister. I skal hjælpe os med at komme videre fra de racistiske forestillinger om os. 

* Racialiseres: Racialisering er den proces, hvor mennesker, på grund af etnicitet, hudfarve, religion eller kultur, bliver pålagt - ofte negative - egenskaber. Begrebet bør ikke bruges som et adjektiv (altså ”en racialiseret person”), da det risikerer at blive endnu en identitet eller en personlig egenskab, såsom ordene ”udlænding” eller ”indvandrer” er blevet. Ved at bruge begrebet som et verbum, fjerner man ansvaret fra personen, der oplever racialiseringen, og lægger det i stedet for, på den udefrakommende handling – altså den strukturelle proces.

Violeta Ligrayen Yañez Hidalgo er 27 år gammel, studerer migration og etnicitet på Malmö Högskola og er aktivist inden for queer-, feministiske og antiracistiske initiativer.

Hun er mentor hos Indvandrer Kvindecentret på Nørrebro og har det sidste stykke tid været med i paneldebatter og skrevet kritiske tekster for flere kanaler, både i Danmark og Sverige.