Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
Om racisme
7. november 2016 - 15:08

En hyldest til glædesdrabet!

ANMELDELSE: »Jeg følte, at du igennem din tale rakte ud, tog mig ved hånden, og sammen diagnoserede vi et racistisk klassesamfund. Og sammen begik vi et smukt, vredt glædesdrab.«   

»Talen er en tale. Den er sand tale. Og hvis I gerne vil diskutere forholdet mellem æstetik og politik, så bliver det uden mig. Den slags pis har jeg ikke tid til.«, sådan skriver Emil Elg i udgivelsen »Om racisme«

Læs artiklen »Bortvist værk laves til bog: Det er et angreb på vores nationalistiske forståelse« hos Modkraft 

Så blev tonen sat, og det gør min anmeldelse til en svær opgave. Men jeg vil respektere din (Emil Elgs red.) opfordring, og derfor ikke sige en skid om forholdet mellem æstetik og politik.

For et par måneder siden sad jeg derhjemme på min sofa og så din tale fra Arbejdermuseet. På det tidspunkt var det en blanding af rynken på panden og skepsis, der mødte mig før latteren fossede ud af mig som en tiltrængt orgasme, da du »outede« Mette Frederiksen som den racist hun gør sig selv til. 

Nu har jeg læst ’Om Racisme’, og må ærligt indrømme, at jeg grinte en del. Bogen er ikke et humoristisk værk som sådan. Latteren stammede nok primært fra en følelse af genkendelighed: lige fra dine anekdoter om hvide, der skuer efter store sorte pikke i svømmehallen for at se, om historierne nu er sande; til folk der insisterer på, at man kun er racist, hvis man selv siger, at man er det; eller gymnasiet (som mit eget – Sankt Annæ Gymnasium), der under pseudonymet ’to-sproget’ plotter primært racegjorte minoriteter med ikke-vestlige rødder ind i Danmarks Statistik som et problem, der skal løses. Alt dette italesætter du nøgternt for, hvad det er: racisme.

Jeg følte, at din tale var sand og i høj grad reflekterede mine egne tanker. Men jeg fornemmede heller ikke, at du gjorde dig nogle forhåbninger om at tale på mine eller nogens vegne (jeg ved ikke, om du har tid til den slags pis); men at du igennem din tale rakte ud, tog mig ved hånden, og sammen diagnoserede vi et racistisk klassesamfund.

Og sammen begik vi et smukt, vredt glædesdrab.

Og jeg vil gerne holde fast i at det var vredt. Eller det kan godt være at det ikke var vredt for dig Emil, men det var vredt for mig.  

For uagtet om du var vred, så forstod Arbejdermuseet og racisterne Mette Frederiksen og Pia Kjærsgaard, dine handlinger som et vredesudbrud. For sand tale vil, uanset om det er henvendt mod regeringen, Enhedslistens pragmatiske tilgang til DF og deres racistiske vælgere, eller virksomheders løndumpning, altid af magten blive anset som vredt, og dertil forsøgt kontrolleret.

For magt handler ikke om sandhed; det handler ikke om, hvem der har ret, for svaret er altid dem, der har magt. Så den vrede som en racistisk, patriarkalsk, heterosexistisk, kapitalistisk verden skaber, skal ikke ses som en svaghed, for det er det magt til hverdag prøver at få os til at føle og tro.

Nej – vreden er vores styrke, vores motivation, vores våben, vores påmindelse til verden om, at vi ikke kan forstummes eller vil dø i stilhed.   

Og det fører mig til det sidste punkt. Så meget som din bog fik mig til at føle, at vi var i gang med at indlede et bekendtskab, så virkede det også til, at din bog henvender sig til alle

Det er et manifest til verden, om verden; eller rettere måske til Danmark, om Danmark; et manifest, der sætter et spejl op foran os selv, og på ærlig vis fortæller os at: »Enhver, der vil føre udlændinge- og integrationspolitik med disse forbandede svin [Dansk Folkeparti], er racist« (s.40 i bogen).

Sand tale er forfriskende. Tak.

Yannick Harrison er uafhængig forsker, MA i Global Politisk Økonomi fra University of Sussex, og medredaktør på tidsskriftet Marronage 

Emil Elg: Om racisme, 54 sider, Forlaget Nemo 2016

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce