Annonce

Selskabsskat
30. april 2013 - 14:07

EL: Stop skatteræset mod bunden

Imens regeringen i sin vækstpakke har nedsat selskabsskatten, så vil Enhedslisten pålægge regeringen at arbejde for en global minimumsgrænse for virksomhedsskat, siger Nikolaj Villumsen.

Enhedslisten stiller den 30. april 2013 forslag i folketingssalen om, at regeringen internationalt skal arbejde for en global minimumsgrænse for selskabsskat.

– Det er helt afgørende, at man arbejder for en global minimumsgrænse, da det er den eneste måde helt at sikre sig mod et ræs mod bunden i forhold til virksomhedsbeskatning, siger Enhedslistens Europa-ordfører Nikolaj Villumsen i en pressemeddelelse.

I Danmark har regeringen sat selskabskatten ned fra 25 til 22 procent. Siden finanskrisens begyndelse er det gennemsnitlige niveau på virksomhedsbeskatningen faldet, både på globalt plan og i EU.

Danmark har overskud på betalingsbalancen

Regeringens vækstpakke og nedsættelsen af selskabsskatten skete angiveligt for at styrke den danske konkurrencevene.

Men ph.d. i økonomi og forsker ved Center for Economic and Policy Research i Washington, Dean Baker, mener, at den danske konkurrenceevne er helt i top:

– Danmark har et stort overskud på betalingsbalancen hvert år. Det vil altså sige, at I er konkurrencedygtige, ellers ville udlandet jo ikke købe danske produkter. Man hører alle disse underlige argumenter om hvem, der er konkurrencedygtige, og hvem, der ikke er. Men det er der jo faktisk en markedstest for. Kig på handelsoverskuddet. Markedet taler for sig selv, siger Dean Baker til Information.

Læs artiklen »Dansk velfærd er en stor succes« hos Information

EU har lav selskabsskat

– Siden finanskrisens begyndelse er det globale niveau for virksomhedsskatter gået i den forkerte retning. Samtidig har en række lande i EU nu udviklet sig til deciderede skattely, som skaber unfair konkurrence på finansområdet og skaber pres på de andre medlemslandelande for ligeledes at sænke beskatningen. Det skal der sættes en stopper for, siger Nikolaj Villumsen.

Det globale gennemsnit for virksomhedsskat er faldet fra 25,5 procent i 2006 til 24,08 i 2013. OECD’s gennemsnit er i samme periode faldet fra 27,64 til 25,4 procent, mens EU-landene skraber bunden med et fald fra 25,1 til 22,78 procent. EU ligger således i bunden af det globale niveau.

Med regeringens vækstpakke ligger Danmark altså et pænt stykke under OECD gennemsnittet.

Læs artiklen »Vækstplan skader grøn energi, sundhed og lighed« hos Modkraft

Svært at konkurrere med Irland

Ifølge Enhedslisten skal regeringen arbejde for, at minimumsgrænsen sættes efter det gennemsnitlige niveau i OECD, og lande, der i dag har et lavere skatteniveau, skal inden for en nærmere aftalt tidshorisont leve op til minimumsgrænsen. Samtidig skal det være muligt at sætte niveauet højere.

Globale regler for fastsættelse af selskabsskat støttes af Dean Baker, der frygter et »race to the bottom«:

– Det bliver jo umådeligt svært at konkurrere med for eksempel Irland, der har en selskabsskat på 10 procent, siger han.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce