KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
21. december 2016 - 14:24

Derfor skaber Bertel Haarders politiske ensretning vold i familien

KOMMENTAR: Når politikere truer kontanthjælpsmodtagere, flygtninge forvises til teltlejre, og vi skal assimileres til bestemt dansk kultur, er det den samme voldelige struktur, der reproduceres, når forældre begår vold mod børn. Psykoanalysen forklarer sammenhængen mellem institutionel vold og vold i relationer.

I november havde DR fokus på vold i familien. Det overraskede mig, at hvert sjette barn udsættes for vold, men det glædede mig dog at se, at undersøgelsen også inddrog psykisk vold i statistikken.

I takt med, at jeg fulgte med i dette tema henover de følgende dage, rejste det en del spørgsmål. Hvorfor er vold i familien stadig så udbredt, når revselsesretten har været afskaffet i en del år nu? Og i forlængelse af dette spørgsmål burde man da ikke spørge sig selv, om det er et kulturelt fænomen? 

Jeg mener, at mulige svar på disse spørgsmål kan findes i psykoanalysen, som for den senere Freud, der mere blev en måde at analysere samfundet på, end hvad han tidligere havde advokeret for.

Freud skriver i Kulturens Bryde, (red. tysk. Das Unbehagen der Kultur) at menneskets aggressive natur er i direkte modsætning til et samfund.

Dette skal forstås som, at prisen for at leve i et samfund er en opgivelse af vores individualitet. Et samfund er altså i denne forståelse lig med det moralske super-ego, som Freud beskriver i hans teori om menneskets psykologiske struktur. Ved at give afkald på en del af vores individualitet, får vi muligheden for at finde glæde og sikkerhed indenfor rammerne af et samfund.

Freud er dog en kulturpessimist som tydeligt ses, da han skriver »no one who shares a delusion recognizes it as such - ingen, der deler en illusion genkender det som sådan.« (Freud, 1946, s. 120).

Samfundet er for Freud et skridt taget væk fra familien, Ødipus-komplekset er eksemplarisk for et sådan skridt – I myten ender Ødipus med at slå sin fader ihjel, for derefter at gifte sig med sin moder.

Vold fra samfundet gentages i familien

I vores nutidige sammenhæng viser dette, hvordan en voldelig handling kan være skabt af samfundet, som vi kender det i dag.

Eksempler på dette er de utallige krige og oprør, som gennem Danmarks historien har været med til at skabe det samfund, som vi har i dag.

Vold er altså en del af samfundet generelt - det både skaber, opretholder og ødelægger samfundet. Ved at tage faderens plads, tager Ødipus skridtet fra familiens heiraki hen imod et samfund af individer, der ikke længere er underlagt familiens overhoved. Samfundet, det at leve side om side bliver nu vores ’fader’.

En anden psykoanalytiker, som har skrevet om dette emne er Otto Gross. Som levede på samme tid som Freud og nåede at blive smidt ud af det psykoanalytiske selskab i Østrig af Freud, da han advokerede for uetiske behandlingsmetoder f.eks. blev han beskyldt for at have sex med hans patienter.

Gross er som Freud en kulturpessimist, og anerkender på samme måde som Freud, at samfundet er skabt og bliver reproduceret ved hjælp af voldelige handlinger.

Men hvor Freud anser dette for værende en pris, vi betaler for at kunne leve side om side med hinanden, anser Gross det som et onde.

Gross mener, at samfundet ved hjælp af vold skaber en kulturel ensretning, ligesom forældre i en familie med fysisk eller psykisk vold kan afrette et barn til at forstå familiens regler. På samme måde kan samfundet med vold gøre dette mod individer. Et godt eksempel på dette kan f.eks. være, når politikere taler om at ’uddanne samfundsborgere’.

Det er altså min fortolkning, at der implicit i denne udtagelse ligger en idé om, at individet skal lære at bøje sig for samfundet, så vi alle kan leve side om side. Dette er præcist den (voldelige) reproduktion af samfundet som beskrevet tidligere.

Vi vokser op i et samfund med institutionaliseret vold

Det burde ikke undre os, at vold mod børn stadig findes, da vi ikke skal se længere væk end de generelle samfundsstrukturer for at finde den selvsamme vold. Politikere truer kontanthjælpsmodtagere med at fratage dem deres kontanthjælp, hvis de ikke kan finde arbejde x antal timer om året.

Ligesom man kunne forstille sig, at et barn ikke ville få lommepenge, hvis det ikke tømte opvaskemaskinen. Nogle liberale vil måske sige, de bare kan lade være med at arbejde, hvis de ikke vil, så har de deres frihed, men der finder stadig en social eksklusion sted, når man ikke har penge.

Der er implicit vold på spil i den politiske ensretning. Når vi er vokset op i et samfund, der har institutionaliseret volden på denne måde, skaber det en selvforståelse i os, som gør, at vi kan spejle os i andre »danskere«.

Og jeg skriver danskere i apostrof af den grund, at det her skal forstås som en ensretning af individer og ikke på den storslåede måde, som Bertel Haarders kulturkanon fremstiller begrebet.

Påtvungen af dansk kultur er det samme som vold mod børn

Den ensretning, som vi opdrages til som børn i familien og institutioner er med til at fravriste os en individualistisk selvforståelse.

Det skaber simpelthen et begreb om ’os, danskerne’, en selvforståelse, som var meget brugbar efter 1864, hvor vi nu fik et fælles sprog og derved en mulighed for at forstå os som ’ikke-preussere’.

Men i 2016, i en globaliseret tidsalder, er en sådan ’os’/’dem’-selvforståelse ikke længere frugtbar. Det er da også tydeligt at se, hvilke konsekvenser det har for behandlingen af flygtninge i det ganske land, forvist til asylcentre eller i værste fald teltlejre, med en minimal indkomst, som er lavere, end hvad nogle unge bruger på en fredag aften.

Og uden mulighed for at kunne blive her som andet end ’de nye’, ’dem, der ikke er som os’, ’de der skal integreres, assimileres, ødelægges og genopbygges som en NY-DANSKER’.

Dette forsøg på at påtvinge dansk kultur på flygtninge, immigranter osv. er ikke anderledes end den vold, der kan udøves imod et barn, og det ligger sig i særdeleshed tæt op af psykisk vold, hvor eksklusion fra sammenholdet er straffen for ikke at være en del af holdet. Vi har altså skabt et så samhørigt samfund, at denne samhørighed er blevet en fare for de individer, som ikke

Et symptom på et voldeligt samfund

For Freud er prisen for at leve i et samfund opgivelsen af individualitet, en pris vi bare må acceptere at betale, da vi enten lever i illusionen eller er udenfor den.

Hvor det sidste tilfælde vil betyde, at vi udvikler, hvad han kaldte neuroser. Over for denne position kan vi bruge Gross’ mere kulturkritiske position til at opdage, at samfundet ikke er en ting, vi bare må acceptere for ikke at få neuroser, men at samfundet faktisk er grunden til vores neuroser og ikke en frelser, som Freud mener.

I denne forstand er det altså nødvendig at forstå, at hvad der er galt i vores samfund er ikke noget der ikke lever op til bestemte præmisser, men i stedet at disse præmisser skaber muligheden for at man kan træde ved siden af.

Så når vi kan se DR-programmer med vold mod børn anno 2016 er det et symptom på den generelle vold, der hersker i vores samfundsstruktur.

En vold der påtvinger individer at passe ind i samfundet. Hvor behandlingen af flygtninge og svage igen kan fortolkes som et symptom på et voldeligt samfund, i lighed med psykisk vold, der i nogle familier begås imod børn.

Philip Højme studerer filosofi på Amsterdam Universitet 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96