Annonce

FagligtArbejderbevægelsen og arbejdskamp
Åbent brev
9. april 2014 - 13:53

Den gensidige forsørgelsespligts ulyksaligheder

Er det virkelig meningen, at folk skal tvinges på jobcenter, for at kærestens kontanthjælp ikke skal bortfalde, Mette Frederiksen?

Kære Mette Frederiksen

De af mine kolleger i fagforeningen, der har arbejdsløse kærester eller ægtefæller, kommer ofte fortvivlede til mig, fordi kommunen, efter at den nye lov om aktiv socialpolitik er trådt i kraft, presser dem for timevis af dokumentationsarbejde om deres formue- og beskæftigelsesforhold.

»Dokumentationsarbejde kan være nødvendigt«, fortæller jeg dem.

Men forleden fik jeg en henvendelse i en sag, der efter min mening gik langt over grænsen.

Den pågældende kollega havde få dage forinden modtaget brev fra kommunen, hvori der stod, at ydelsen til kæresten ville bortfalde, hvis ikke kollegaen stillede sig til rådighed for arbejdsmarkedet.

Personen arbejder på fuld årsnorm, og så meget som det er muligt under vores overenskomst, ml. 35-36 timer ugentligt. 

Men det mente kommunen åbenbart ikke var godt nok.

Intet mindre end 160 timer/månedligt var acceptabelt, hvorfor personen fik brev om at møde op på jobcentret på en bestemt dato – uden hensyntagen til om personen rent faktisk kunne få fri fra arbejde.

For at gøre historien endnu mere grotesk blev dette varslet få dage før det krævede fremmøde.. 

Som tillidsrepræsentant oplever man meget. Men dette eksempel går nok over i historien. Hvis det er et udtryk for, hvordan loven skal forstås og fortolkes, så er den nye lov om aktiv socialpolitik endnu mere håbløs end først antaget.

Ikke nok med, at mine kollegers løn skal have betydning for om deres kærester kan få kontanthjælp. Nej, nu skal personer med fuldtidsjob sågar tvinges på jobcenteret. For hvad? 2 timers arbejde mere om ugen? 

Det er dels en bekostelig affære for skatteyderne og desuden fuldstændig perspektivløst – for hvem ansætter folk i 2-timers stillinger?

Og skulle det endelig lykkes, vil pågældende tage arbejdet på bekostning af én, som intet job har. 

Loven – som den pt praktiseres – resulterer i nogle urimelige og absurde situationer for folk. Desuden tager den ikke højde for og viser respekt for overenskomsternes regler om arbejdstid. 

Ønsker regeringen virkelig dette?

Jeg vil gerne sende en opfordring til ministeren om at udstede et cirkulære om, at loven skal fortolkes på en måde, der fritager folk, der arbejder mere end 30 timer ugentligt fra at skulle igennem dette cirkus. Samt at forhold, der reducerer arbejdstiden, såsom holddrift/natarbejde eller lign. skal anerkendes i vurderingen af arbejdstiden.    

Med venlig hilsen

Mads

Mads Wilman er tillidsrepræsentant

 

 

 

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce