Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
reportage
5. juli 2012 - 11:17

De rige fattige på Roskilde

Hvordan tager den politiske profil form på Roskilde Festival? I Poor City kan man møde en asylansøger, blive klippet og blive klogere på det danske asylsystem. Men hvorfor hedder den Poor City?

Man skal gå et stykke for at komme til Poor City. I det fjerneste hjørne af festivalens Camping Øst-område dukker de karakteristiske orange plakater op med slogans som »Tired of waiting? – Go to poor city and make a change«. Man bliver bekræftet i, at man er på rette vej.

Ovenpå en stejl metaltrappe, der bæres af et stillads, er tunellen, der med vældige bogstaver understreger, at her skal man gå igennem for at komme til Poor City.

Det er svært at undgå at studse over navnet. Det store udbud af festivalens aktiviteter er inddelt i områder. For at nævne et tilfældigt udvalg, så er der Street City, Dream City og endelig Poor City. Ved første indtryk fælder navnet dom over de mennesker, som er omdrejningspunktet for festivalens standpunktskampagne, der i år er - asylansøgere. 

Flotte bryster

Poor Citys bymure er lange rækker af trædøre i et gavmildt farvesortiment. Forbipasserende og nysgerrige festivalgæster træder igennem dørene for at blive medborgere og gæster i byen. Der er forskellige services såsom gratis klipning, portrættegning og massage, men også oplevelses-installationer, som en »søg-asyl-labyrint« og fysisk teater, der er lavet over asyltemaet. 

 

Ved en gul dør står der to mennesker og snakker.

»Flotte bryster - it means nice tits”. Den ene står med himmelvendte tommelfingre og nikker entusiastisk. Herefter lyder det »Det er det vigtigste, du skal lære at sige på dansk«. Den anden kigger noget tvivlsomt, men gentager noget tøvende »flo-tte bryster«, hvorefter de begge begynder at grine.

Mødet mellem festivalgæsten og asylansøgeren, der for en god uge er rykket ud af en asyllejrens isolation til en gigantisk festivallejr, er også en af Poor City’s ambitioner. En festivallejr, der giver selv den oversociale socialfobi,

Ingen fattige eller marginaliserede

De farverige døre er et æstetisk tema, også i tagkonstruktionen på de bygninger, hvor de forskellige asyl- og flygtningerelaterede grupper holder til.

Ved det første indgangsparti, står der en tæt rand af mennesker. Rygtet om en gratis klipning har fået ben at gå på, og der studses og trimmes, så fingrene på de to asylansøgere, der er uddannede frisører, ikke står et øjeblik stille.  

Og mens gæsterne fordriver ventetiden, fortæller repræsentanter fra det brugerstyrede kulturhus, Trampolinhuset på Nørrebro, om deres aktiviteter, men også om at være asylansøger.

 

En af dem, der fortæller, er Zach Khadudu. Til daglig bor han i Auderød asyllejr, og så kommer han også jævnligt i Trampolinhuset.

Læs artiklen »Trampolinhuset – fristed og forsamlingshus« hos Modkraft. 

– Det er meget tilfredsstillende at se, hvordan folk er skeptiske i starten og siger, »er det virkelig professionelle, der klipper«, men så går igen med både en fantastisk klipning og oplevelse, fortæller Zach Khadudu.

Han ræsonnerer lidt over, hvorfor folks udgangspunkt er skeptisk, men kommer hurtigt frem til, at det er fordi medierne og politikerne tegner den generelle opfattelse af asylansøgeren, som en person, der skal have hjælp.

Han undrer sig også over områdets navn

–  Er det folks fordomme, der har skabt navnet? Her er der nogle fattige og marginaliserede mennesker, der skal hjælpes, eller er det fordi, de har en kunstnerisk tilgang til det? spørger Zach Khadudu.

Ifølge den hovedansvarlige projektleder af Poor City, Sasja Kalledsøe, har der været overvejelser om at ændre navnet, men hun nævner to begrundelser for at bevare det.

– Navnet besidder en vis genkendelse for publikum, og samtidig mener vi ikke, at »poor« er helt ved siden af i denne optik, da der er mange måder at være fattig på. Når det kommer til asylansøgere, kan det være fattigdom i forhold til sociale muligheder og oplevelser, forklarer projektlederen.




Til gengæld ved Zach Khadudu, hvilken rolle han selv synes, han opfylder på festivalen.    

– Det er mig, der sætter et ansigt på problemet, fordi jeg er asylansøger. Når jeg er her, kan folk blive klogere på et helt personligt plan, siger han. Men gør samtidig klart, at han gjorde sig overvejelser inden festivalen om, hvad han skulle opnå. Ikke kun på sine egne vegne, men fordi han også blev repræsentant for andre asylansøgere. 

Asylsystemets labyrint 

Men når vi andre jagter oplevelser i Poor City, skal det ikke være tørsten, der holder os tilbage.

»Nydanskvand« er asylansøgere fra asylcenteret Kongelundens bud på en ikke-etnisk-dansk danskvand.

Og den enten gule eller rødlige væske er ifølge Roskilde Festival et »mash up« af råvarer, der er inspirereret af tilfældighederne i asylansøgernes liv. Ifølge promotoren på teaterscenen skulle den ene af nydanskvandene gå godt sammen med rom.

Og med den bemærkning går vi til »søg-asyl-labyrinten«.

Labyrintens indgang ligger på den anden side af den dørrække, der grænser op til områdets øvrige campingområde.

Og imens to mænd er spændt foran en indkøbsvogn alt i mens den tredje, der er passager, forsøger at beholde en hvid pavillon på hovedet, bliver jeg bedt om at vælge en flygtningeskæbne.

En dansk pigestemme fortæller en historie om æresdrab og en far, der hellere vil have en død datter end en datter uden ære. Og snart efter afløses den af historien om en afghaner med hazara-afstamning, der er på flugt fra Taleban.  Jeg vælger den sidstnævnte skæbne og træder ind i labyrinten. Min flugt til Europa kan begynde.

De andre i labyrinten ser med rynkede bryn og stilfærdig mine meget koncentrerede ud, når de forsøger at besvare ni spørgsmål, der ved labyrintens slutpunkt skal afgøre, hvorvidt de får asyl i Danmark. 

»Nej, det kan jeg simpelthen ikke gøre endnu. Det har jeg ikke læst nok til«, siger en fortvivlet pige, da hun ved spørgsmål tre bliver bedt om at beskrive sin flugt til Europa.


De forskellige poster er udstyret med en kort introduktionstekst og effekter, der skal understøtte iscenesættelsen af rejsen. Ved spørgsmål fem, der er afhøringsposten, er man placeret ansigt til ansigt med billedet af en betjent, der hænger på væggen bag afhøringsbordet med den dertil hørende arkitektlampe.

Da timen er oprandt for, at min flygtningeskæbne skal afgøres, får jeg at vide, at jeg får afvisning om asyl, da Danmarks tolkning af FN’s flygtningekonvention forudsætter, at jeg skal være personligt forfulgt.

Den og mange andre oplysninger har Laura Kjeldbjerg fra Dansk Flygtningehjælps Ungdomsnetværk (DFUNK) måttet give mange festivalgæster.  

– Indtil videre har vi haft omkring 200 igennem labyrinten. Og det er tydeligt, at der er en forskel på folk, når de tøvende går ind uden en viden, og når de kommer ud på den anden side med ny viden, siger hun og uddyber:

– Vi har forsøgt at være involverende og oplysende uden at være belærende, og om det så kun er for en stund, inden folk igen drikker deres hjerneceller væk, så er vores mission lykkedes, siger Laura Kjeldbjerg, der er dagens repræsentant for labyrintens Udlændingestyrelse. (Instansen, der træffer asylafgørelser i Danmark. red) 

Når kommercialisme og humanisme konflikter

Når man går fra hus til hus i Poor City kan (især den berusede) festivalgæst være foranlediget til at blive i tvivl om, hvem der repræsenterer hvem. Der er sågar nogle, der har stillet spørgsmålstegn ved, om DFUNK er den virkelige Udlændingestyrelse.

En lavpraktisk forklaring på forvirringen kan være, at de forskellige grupper og organisationer ikke har måttet skilte med hverken deres navne eller logoer.

Begrundelsen fra Roskildes side er ifølge flere frivillige, at det ikke må flytte fokus fra de officielle hovedsponsorer, der har betalt millioner af kroner for at synliggøre deres brand på festivalen.

 

Men hvordan stemmer Roskilde Festivals socialpolitiske grundlag overens med de kommercielle samarbejdsaftaler?

Ifølge antropolog Rikke Louise Knudsen, der er frivillig fra Trampolinhuset, tydeliggør de veldefinerede kontrakter, der ikke skelner mellem profitorienterede virksomheder og hvad, der er tilladt for de medvirkende NGO’er, det problem, som festivalens politiske indhold har.

– Festivalen handler om musik og forbrug, og et tiltag som Poor City er bare »noget ekstra«. Det bliver farligt, når man vælger at satse på inklusion på den måde. Så bliver det bare et »quick fix«, siger hun og understreger, at det er sympatisk og velmenende, men at festivalen i virkeligheden burde ændre mere strukturelle ting, såsom billetpriser, for at tiltrække et mere heterogent publikum.

Eller som Zach Khadudu udtrykker det:

– Hernede glemmer jeg at være et offer, og jeg nyder livet, ligesom alle de andre gør. Men det er skræmmende at tænke på, hvordan min situation er, når festivalen slutter. Jeg ville ønske den fortsatte for evigt, siger han. 

Men når man går op ad den trappe, hvor tunnellen fører væk fra Poor City, kommer man ud til yderligere fire dages festival. Det er en festival, hvor gæsterne bor frivilligt i lejre, og hvor festdeltagerne allerhøjest er på flugt fra virkeligheden og den trivielle hverdag.

Læs mere om Roskilde Festivals Standpunktskampagne her

Læs "Rødder og magt i rytmiske mønstre".

Læs "Blod! Vold! Død! Roskilde!".

Læs "Liflig country og gentagelsens melankoli".

Læs "Israels mur på Roskilde Festival".

Læs "Roskilde Festival åbnede med et brag og lyriske fangarme".

Se også linkbox om Roskilde Festival gennem årene på Modkraft.dk

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce