Annonce

Udland
6. september 2013 - 14:55

Dansk forsker om USA-angreb i Syrien: »Israels rolle undervurderes«

Et amerikansk angreb på Syrien har kun begrænset regional støtte. Israel og Tyrkiet støtter åbent en militær aktion. Israels diplomati arbejder på højtryk i kulissen, mener Laila Stockmarr fra RUC.

Fredag den 30. august kunne man flere steder i Mellemøsten se folk på gaden i protest over et amerikansk angreb.

I Jordan havde venstrefløjen således samlet omkring 1.000 indbyggere i hovedstaden Amman. Her blev der råbt slagord som »fra Damaskus til Amman; vi er ét folk – forenet imod de amerikanske hunde«. De deltagende hejste desuden både det syriske og Hizbollahs flag og satte samtidig ild til det amerikanske og israelske flag.

Jordan er det land i regionen, der mærker konflikten hårdest. Det anslås at hen ved en halv million syrere er flygtet til landet. I de irakiske byer Baghdad og Basra, der stadig kæmper med efterdønningerne af USA’s intervention, var folk ligeledes på gaden med bannere, hvorpå der stod: »No to America«.

I den første uge af september er det reelt kun Tyrkiet og Israel, der regionalt set støtter et amerikansk angreb. Selvom nøglespillere som Saudi Arabien og Qatar gerne ser, at Syriens præsident Bashar al-Assad fjernes fra sin post, støtter de ikke et amerikansk angreb.

Regional opbakning til et angreb er blevet endnu vigtigere for USA efter Storbritanniens premierminister David Cameron den 30. august 2013 fik en ordentlig begmand, da hans forslag om at støtte et angreb blev nedstemt i Underhuset.

Skærpet krigsretorik: Kerry sammenligner Assad med Hitler

Meget peger i retning af, at den amerikanske præsident Barack Obama får Kongressens opbakning til et angreb på Syrien.

Det var da også en skærpet krigsretorik, udenrigsminister John Kerry lagde for dagen, da han mandag den 2. september i Repræsentanternes Hus påpegede, at USA står overfor et »München-øjeblik«, når der skal træffes beslutning om, hvorledes der skal reageres på den påståede brug af kemiske våben i Syrien.

Det øjeblik, Kerry refererer til, er Münchenaftalen fra 1938 imellem Adolf Hitler og Storbritanniens premierminister Neville Chamberlain. I den forbindelse blev Chamberlain berygtet for at have udtalt, at »aftalen vil sikre fred i denne tid«. Mindre end ét år senere invaderede Tyskland Polen, og 2. Verdenskrig blev en realitet. 

Forsker: Israels dagsorden undervurderes

I sin 70 minutter lange tale gjorde Kerry det klart, at USA’s nærmeste allierede, Israel, bakker op om et angreb.

Det overrasker ikke Leila Stockmarr, ph.d. i Globale Studier ved Roskilde Universitet. Hun argumenterer for, at netop de israelske interesserer i forbindelse med udviklingen i Syrien (fejlagtigt) undervurderes.

Israel har allerede spillet en rolle i konflikten, argumenterer hun:

– Under den syriske revolution har Israel flere gange angrebet pro-Assad mål inde i Syrien uden at møde svar fra det syriske militær. Alle, inklusiv Assad, ved, at Israel militært set er stærkt overlegen og i besiddelse af atomvåben. siger hun til Modkraft.

Fra israelsk side har man dog ikke (officielt) udtrykt fuld opbakning til et angreb. Men der er ifølge Stockmarr dog ingen tvivl om landets dagsorden.  

– Netanyahu vil ikke udadtil ses som en, der lægger pres på USA for at gå i krig. Og mens meningerne er mange blandt intellektuelle og politikere, og der hersker tvivl, om et angreb ikke vil gøre ondt værre, er det klart, at præferencen for den siddende regering er: angrib, siger hun.

– Et handlingslammet USA er ikke i Israels interesse, da det kan svække landets position i regionen. Israels politik hænger uløseligt sammen med USA’s, siger Laila Stockmarr.

Hun gør opmærksom på, at Obama og Kerry næppe er de eneste, der for tiden agiterer for et angreb:

– Under overfladen hviner diplomatiets hjul, og den israelske lobby i Washington er nok kommet på overarbejde, siger  hun.

Kun hån til overs for tøven

Også den amerikanske ophavsmand til den progressive blog Tikun Olam (hebraisk for »reparation af verden«) Richard Silverstein fremhæver, at et angreb er i Israels interesse.

Han skriver i et indlæg, at israelske analytikere og journalister kun har hån til overs for Obamas tøven. Det skyldes, argumenterer Silverstein, at der i Israel ingen forståelse er for den amerikanske demokratiske proces. Årsagen hertil er, at Israel ganske enkelt ikke er et sandt demokrati, mener han.

Israel har den indstilling, at i det øjeblik, landet står overfor en udfordring eller en trussel, er der ifølge Silverstein kun én mulighed: Knus den med magt. For den gennemsnitlige israeler er »snak for tøsedrenge – det eneste der tæller, er, hvem der har den største pistol«, skriver han.  

At Israel besidder en ganske stor pistol, blev demonstreret med al tydelighed tirsdag den 3. september, hvor landet i samarbejde med USA foretog en missiltest i Middelhavet. Et klart signal om, at Israel forbereder sig på et amerikansk angreb. Et angreb, der vil give Hizbollah i Libanon anledning til at konfrontere Israel.

Ifølge Stockmarr vil en sådan konfrontation »uden tvivl blive gensvaret hårdt og kontant«.

Den britiske avis The Guardian kunne i ugens løb berette, at seniorrådgivere fra den israelske efterretningstjeneste er ankommet til Washington for at dele efterretninger og analyser af situationen i Syrien med den nyligt udpegede amerikanske sikkerhedsrådgiver Susan Rice.

Læs mere om den komplekse situation ud fra et mellemøstligt perspektiv hos European Council on Foreign Relations

Læs en udtalelse fra den uafhængige kriseløsningsgruppe The International Crisis Group

Få rapporter om situationen i Syrien hos The Syrian Observatory for Human Rights

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce