Annonce

27. august 2013 - 16:00

Byggefag efterlyser indsats mod sort arbejde

Skatteminister Holger K. Nielsen (SF) opfordres til at nedsætte en ’task force’ i SKAT imod sort arbejde, skattesnyd og social dumping. Ministeren vil tage sagen op med skattevæsnet.

Daglig indsats mellem SKAT og Arbejdstilsynet kan effektivt hindre både skattefup, svindel og social dumping. Det mener byggefagenes fagforeninger, som mandag den 26. august har holdt møde med skatteminister Holger K. Nielsen.

På baggrund af beregninger af, hvad den danske byggekoncern Herbo - som aktuelt står for ombygningen af et wellnesscenter i St. Kongensgade i det indre København - har tjent på at bruge udenlandsk arbejdskraft vurderes det, at skattevæsnet er gået glip af ikke under 5,8 millioner kroner.
Det skriver byggefagene i en pressemeddelelse efter mødet.
– Ved en daglig systematisk fælles indsats fra SKAT og Arbejdstilsynet kan sådanne tilfælde af omgåelse af dansk skattebetaling stoppes, siger Bo Rosschou, formand for Organiseringsudvalget i Byggefagenes Samvirke.

En del indsatsen mod social dumping, som er aftalt mellem regeringen og Enhedslisten, går ud på forstærket indsats med fælles aktiviteter.
– Den indsats påskønner vi. Men skal det sorte arbejde med udenlandsk arbejdskraft stoppes, så er det nødvendigt, at SKAT og Arbejdstilsynet danner en ’task force’, der på daglig basis systematisk bearbejder oplysninger om de enkelte byggeprojekter, siger han og fortsætter:

– På den måde afsløres systematikken i det sorte arbejde og dermed også bagmændene, der tjener store penge på den nuværende tilstand.

Bo Rosschou forestiller sig, at Arbejdstilsynsansatte, som dagligt kører på pladsbesøg, skal suppleres af medarbejdere fra SKAT.

Ifølge pressemeddelelsen har skatteministeren givet tilsagn om, at han vil rejse sagen og forslaget fra byggefagene over for SKAT.

Håndværkere i demonstration og modeller i støtteaktion

I sidste uge demonstrerede omkring 100 byggefolk ved en gadeaktion i St. Kongensgade foran Herbo-byggepladsen i nr. 21, for at gøre opmærksom på forholdene.

Læs artiklen »Morgenaktion mod social dumping« på Modkraft

Tirsdag den 27. august lavede den faglige aktionsgruppe Fremtidsfighters en støtteaktion for byggefagene: Iført 13 lyse parykker mødte tretten aktivister op foran fitnesscentret klokken 8 under parolen: »Arndals Fitness og Spa er usundt for den danske model«.

På grund af manglende pressedækning har aktionsgruppen tænkt sig at gentage aktionen senere, fortæller Victoria Risbjerg fra Fremtidsfighters til Modkraft.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce