at en gruppe på små 200 unge mennesker kan påkalde sig at tale på vegne af Nørrebros unge, er udtryk for en negativ form for storhedsvanvid og en usund politisk subkultur.
Manu Sareen fejlede som magtmenneske, som politiker, som socialpædagog og som menneske i sit embede som minister. Manu Sareen er det perfekte billede på medløberi.
Ytringsfriheden er rigtig nok truet, men hverken af islam eller fundamentalistiske muslimer. Den største trussel er derimod det nyliberale verdensherredømme.
Jeg er født i 1962 og opvokset i arbejderkvarteret Bispebjerg. Fra den tidlige ungdom har jeg været organiseret socialist. Min politiske rejse har været anderledes end de fleste. De fleste går fra meget rød til mindre rød, eller fra rød til blå, jo ældre de bliver. Jeg er gået fra lidt rød til meget rød.
Selvom jeg kommer fra en familie med stærke rødder i DKP (Danmarks Kommunistiske Parti), så blev mit første stoppested DSU (Danmarks Socialdemokratiske Ungdom) og Socialdemokratiet. Et berigende bekendtskab, hvor nogle af tidens mest indflydelsesrige socialdemokrater var gode bo og rejsefæller.
Rejsen i DSU sluttede med en eksklusion, da jeg ville samarbejde med LLO (Læring og ungarbejdernes Landsorganisation) og Faglig Ungdom. Men DSU ledelse ønskede ikke at være en del af samarbejdet med kommunisterne og venstreekstremisterne fra VS (Venstresocialisterne) ungdom, - så ud røg jeg. Men mest af alt handlede afskeden med DSU om, at mit ”socialism of the heart” var større end DSU´s.
Næste stop blev DKU (Danmarks Kommunistisk Ungdom) og DKP. Denne rejse sluttede også med en eksklusion. Bureaukratisk centralisme og totalitære ideer i socialismens navn blev aldrig min kop Tea. Men også hér var der mange berigende bekendtskaber.
Siden har jeg rejst med den anti-autoritære revolutionære socialistiske konvoj. Dog uden en ortodoks forståelses- og fortolkningsramme. Jeg er mere tilhænger af supermarkedsmodellen: det bedste fra de bedste, om det er Marx, Rosa eller Bourdieu. Da Enhedslisten er et rummeligt parti, så er jeg medlem hér.
Intet politisk arbejde uden fagligt arbejde. Siden de unge dage har jeg været faglig aktiv med mange forskellige tillidsposter gennem tiden, fra DGS (Danske Gymnasieelevers Sammenslutning), Faglig Ungdom og Blik & Rør Ungdom til PLS (Pædagogstuderende Landssammenslutning), SL (Socialpædagogernes Landsforbund) og siden 2004 som Forretningsudvalgsmedlem og næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger) Hovedstadens største pædagogiske fagforening, med mere end 10.600 medlemmer.
Jeg er arbejderdrengen der som en anden gøgeunge kom i gymnasiet på dispensation og siden blev blikkenslager af politiske grunde, - og valgte i en voksen alder at uddanne mig som pædagog. I maj 2015 blev jeg kandidat i Pædagogisk Sociologi, med 11 års forsinkelse.
Jeg vil fortrinsvis blogge om arbejderbevægelsen og primært fagbevægelsen udfordringer set fra en fagbureaukrats udkigspost. Men også emner som pædagogik, børns kulturproduktion og forskning inden for disse områder, vil der blive blogget om.
