Venstrefløjens overbalance: Fra kapitalismekritik til islamkritik

De nye sandheder står i kø i disse uger efter angrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo. ”Den multikulturalistiske del af venstrefløjen, der har domineret de sidste 20 til 30 år, er i defensiven.” Og ”Venstrefløjen har anbragt sig på en meget usikker isflage, fordi mange i de sidste 20-30 år har været forelskede i multikulturalismen.” Eller hvad med denne her: Den yderste venstrefløj betragter muslimerne som de sande ofre fordi postmarxismen har betragtet minoriteter – f.eks. muslimerne – som erstatning for (…) arbejderklasse(n)”

De nye sandheder er ladet med flere stråmænd end et gennemsnitsprogram hos Clement. Men de er ikke kun stråmænd. De er mest af alt intellektuelt dovne, dumme og dårlige argumenter.

Det er selvfølgelig underholdende, når kommentator på dagbladet Information og venstrefløjsdebattør på Radio24syv, Lars Trier Mogensen, i sit program ”Det røde felt” siger, at ”venstrefløjen virker helt livmodernedsunken i sin tilstand af hattedamefromhed og fejhed”, når han skal bedømme chancerne for en ny satirisk magt- og religionskritik på venstrefløjen efter terrorangrebet på Charlie Hebdo. (se "Venstrefløjens forfejlede og usolidariske beskyttelse af muslimerne" i Information 20.1.2015, af Lise-Lotte Thorup)

Hvis der er noget, der er kendetegnende for debatten om islam, muslimer, fundamentalistisk islam eller det mere og mere dominerende og ahistoriske udtryk islamo-facisme, så er det aldrig at stille spørgsmålstegn ved det ubestridelige.

At stille spørgsmålstegn ved, om islam, politisk islam, fundamentalistisk Islam og særligt islamo-facisme udgør en reel trussel mod de ”vestlige værdier” og det sekulære samfund, er i de nye sandheders tid udtryk for ”kulturchauvinisme”.

At stille spørgsmålstegn ved det ubestridelige, svarer til at stille spørgsmålstegn ved nødvendighedens politik. Man bliver mødt med næsten de samme reaktioner fra højre- og venstrefløjen og bliver udråbt som usolidarisk og forfejlet. Det ubestridelige faktum i debatten er, at fundamentalistisk islam udgør en reel trussel.

Der er larmende tavshed om grundlæggende årsagsforklaringer på ”hvorfor de hader os”. De nye sandhedsvidner på venstrefløjen skjuler i hvert fald de grundlæggende årsagsforklaringer helt eminent.

Modsvaret er tendentiøst. ”Sekularisme” gøres til et entydigt, ideologisk neutralt og ahistorisk begreb, som venstrefløjen skal hylde uden, at forholde sig til, hvordan begrebet bruges og til hvad. Kravet fra Vesten til verdens muslimer er: ”Reformer jeres religion”. Dette idealistiske vrøvl om onde og grusomme ideologier forklædt som religion slører for, at oplysningstiden og sekularisme er den dominerende idelogi i en verden, hvor uretfærdighed, ulighed, krig og undertrykkelse er hverdag for millioner af mennesker.

Det er ren og skær Eurocentrisme, vi oplever fra den nye tids sandhedsvidner. Den eurocentristiske ideologiske, politiske og journalistiske hegemoni har i disse uger kronede dage. Der forenes på tværs af højre- og venstrefløjen stort set i hele Europa. Venstrefløjens nye sandhedsvidner er tavse eller i bedste fald meget nedtonede omkring kritikken af den vestlige verdens imperialisme ansvar for verdens tilstand.

Det er ikke den såkaldt multikulturalistiske del af venstrefløjens forhold til islam, politisk islam og fundamentalistisk islam, der er kritisabel. Det er til gengæld de nye sandhedsvidners generelt ubegrundede ideologiske overbevisning om, at politisk islam og fundamentalistisk islam udgør en trussel mod den kapitalistiske vestlige verdens frihedsværdier. Det er deres overbevisning, at fundamentalistisk islam er den største trussel mod eksempelvis ytringsfriheden. Ytringsfriheden er rigtig nok truet, men hverken af islam eller fundamentalistiske muslimer. Ytringsfrihedens største trussel er derimod det nyliberale verdensherredømme.

Udgør fundamentalistisk Islam en trussel?

Fundamentalistisk islam udgør IKKE en reel trussel i Danmark, Norge, Sverige eller for den sags skyld i resten af den vestlige verden og kommer aldrig til det. Heller ikke selv om den narrative fortælling siger at det forholder sig sådan. Både her på Modkraft og alle andre medieplatforme. Det gør til gengæld den vestlige imperialismes del og hersk politik i hele Mellemøsten. Vestens støtte til det ene undertrykkende regime efter det andet. Vestens opretholdelse af uretfærdighed, ulighed og afdemokratisering fra Egypten til Gulf-staterne.

Det interessante er, om den særlige saudiske Wahhabisme i alle den slags udgaver, f.eks. ISIS kan få fodfæste i hele Mellemøsten? Eller er der tale om særlige forhold, der gør, at ISIS har fået fodfæste i visse regioner?

Den korte forklaring på ISIS succes er først og fremmest:

1. Nederlaget og desillusionen med den reformistiske islambevægelse.
2. Det mislykkede arabiske forår og den revolutionære proces, som er blevet erstattet med en kontrarevolutionær udvikling.
3. Den særlige udvikling i Irak siden 2003 har spillet sammen med nederlaget til den Syriske revolution og skabt en særlig zone med intens konkurrence mellem regionale magter og nye politiske og militære aktører som ISIS. Denne udvikling foregår primært i Jazeera regionen, der ligger mellem Irak, Syrien, Tyrkiet og Kurdistan. I resten af Mellemøsten er der meget større erfaringer med kamp fra neden, som udgør reelle alternativer til ISIS.

Fraværet af en venstrefløj der udgør et troværdigt alternativ til den politiske og reaktionære islamistiske bevægelse som eksempelvis i Jazeera-regionen, gør ikke situationen og udviklingen nemmere. Skal socialisme blive en reel mulighed i hele verden, så er alverdens muslimer en del af den løsning. Det er ikke utopi. Venstrefløjen og sekulær Islam har historisk stået meget stærkt i Mellemøsten.

Magtens definition af Terrorisme

Problemet er også at store dele af venstrefløjen mere eller mindre har accepteret Vestens definition af, hvad terrorisme er.

”Terrorisme” er først og fremmest en juridisk kategori og ikke en juridisk fortolkning eller juridisk definition. Det er så himmelråbende inkonsekvent. Den kapitalistiske verdens love, er den ideologi. Denne dominans spiller naturligvis ind på andre former for ideologiske udtryk, f.eks. samfundsvidenskaben og journalisme. Alt bliver derfor stemplet som terrorisme ud fra, hvad de vestlige magter definerer som terrorisme.

Derfor ser vi udsagn i disse år som ”Jeg ser ikke alle muslimer som terrorister, men jeg konstaterer, at den overvejende del af terrorister er muslimer!”

Lad os slå fast en gang for alle, at der dør flere muslimer af selvmordsbomber, vejsidebomber og bomber placeret i boligområder i Mellemøsten, end borgere og soldater fra den vestlige verden. Der dør flere muslimer pga. den sekteriske konflikt mellem sunni og shia-muslimer end borgere og soldater fra den vestlige verden.  

Men næsten ingen anklager USA eller andre vestlige magter for terrorisme. Selvom beviserne og omfanget er så meget større end det, som islamister kan gøres ansvarlige for. Rationalet er, at det som USA, Rusland og andre vestlige magter udfører, er lovligt. Bare sprogbrugen hos medier og politikere vidner om, hvem der har definitionsmagten.

For eksempel ses massakren på Fallujayh ikke af USA som udtryk for terrorisme, selvom det er det, det er!

Venstrefløjens nyttige idioter?

Venstrefløjen er i fare for at blive spændt for en udvikling, den ikke selv forstår rækkeviden af. På den måde er det rigtigt at tale om, at den Europæiske venstrefløj er kommet under pres i debatten om islamkritik efter terrorangrebet på satiremagasinet Charlie Hebdo.

Stadig oftere efterplaprer de det omgivende samfunds islamofobi samtidig med, at de forventer, at de unge udstødte indtager en “Onkel Tom-agtig” holdning. “I skal være præcis som os, ellers vil vi ikke høre på jer.” Ligesom 1960’ernes hvide amerikanske liberale gjorde det.

Når venstrefløjen demonstrerer mod Hizb ut Tahrir, sammen med højrefløjen, så er det i min optik et knæfald for Islamofobi. En alliance der nærmest kan sammenlignes med, hvis hvide amerikanske venstreorienterede i 1962 havde valgt at demonstrere sammen med Ku Klux Klan og Henry Wallace mod et møde, hvor Malcolm X fra Nation of Islam skulle holde tale.

1960’ernes sorte muslimer i Nation of Islam i USA og Hizb ut Tahrir har nogle indlysende fællestræk. Begge rummer autoritære og intolerante træk, og deres løsning på samfundsmæssige problemer er rent ud sagt dybt problematiske.

Men når sorte i USA i 1960’erne og unge indvandrere i Danmark i dag søger til sådanne organisationer, er det imidlertid for flere af dem en reaktion mod det omgivende samfunds racisme, diskrimination og undertrykkende strukturer og en konsekvens af venstrefløjens politiske impotens.

Vrede unge mennesker udsat for diskrimination kan ikke se venstrefløjen som en kraft, der kæmper deres sag, eller en ramme, hvor der er plads til dem. Derfor havnede folk som Malcolm X i Nation of Islam, og derfor ender f.eks. unge danskere fra etniske minoriteter i Hizb ut Tahrir.

At udfordre religiøse symboler og religiøs magt, er helt fint i min bog. Socialister skal nådesløst kritisere alle former for magt, undertrykkelse og hykleri. Problemet er ikke kritikken af islam, Koranen eller Muhammed. Problemet er, at den systematiske og vedvarende kritik af Islam i den vestlige verden bliver brugt til at lægge alle muslimer for had. Dermed retfærdiggøres islamofobi, racisme og overgreb på muslimer i hele den vestlige verden.

Dermed bliver kritikken af islam, Koranen og Muhammed ikke til magtkritik, men til de facto kritik af alle muslimer og dermed til eurocentristisk racialiseret sekularisme. Uanset hvor meget venstrefløjen gentager, at deres kritik kun handler om politisk islam, fundamentalistisk islam eller det ahistoriske ”islamo-facisme”. Venstrefløjen ender blot med at deltage i understøttelsen af de vestlige magters konsolidering af deres globale ideologiske, politiske og økonomiske hegemoni.

Den danske eller europæiske venstrefløj bliver ikke et alternativ og en tiltrækningskraft for de millioner af muslimer, som lever side om side med os på det europæiske kontinent, hvis den sidste tids nye åbenbaring fortsætter. Det kan godt være, at venstrefløjens ledende kammerater får nye venner på højrefløjen, bliver mere interessant for medier og de facto bekræfter tidens herskende ideer. Men det ændrer ikke på styrkeforholdene mellem progressive og reaktionære kræfter.

Haves: Dikkende lammehale. Ønskes: Kritik af imperialismen og nyliberalisme.

Hvad der hurtigt er ved at blive en næsten obligatorisk ideologisk gestus af solidaritet, kan få den konsekvens, at der ligesom efter 9/11, vil være mange, der er bange for at fortælle den anden side af historien om Charlie Hebdo og andre angreb i vesten: at det er den hverdagsagtige og institutionaliserede racisme, eksklusion fra arbejdsmarkedet og samfundet, forskelsbehandlingen på alle ledder og kanter og den totale mangel på solidaritet med mennesker, der ikke er hvide europæere, - der er årsagen til al det selvdestruktive had, vreden, vold og myrderier fra dem, der sparkes på dag ud og dag ind.

Gestussen af solidaritet med den ”vestlige verdens værdier” er ikke anti-racisme, det er ikke modstand mod fundamentalisme og det er ikke et forsvar for ytringsfrihed.

Det er en form for tvungen loyalitetsed til de vestlige magters del og hersk politik og er den virkelige trussel mod alle, der ønsker at debattere på en anden måde end de vestlige magter og deres venner i den frie presse.

Det er betydeligt mere vanskeligt at tale imod dette manuskript. Derfor bliver standartformuleringen noget med, at ”det er tid til at have en åben diskussion om islam”. En debat der har kørt Non Stop i 20 år.

En europæisk venstrefløj, der var deres vægt værd i guld, ville have trykt millioner af løbesedler til de 4 millioner af mennesker, der marcherede i Paris gader. Løbesedler der angreb den franske og vestlige verdens imperialistiske interventioner i udlandet og den stigende statslige undertrykkelse af demokrati og ytringsfrihed i hele den vestlige verden. Løbesedler der forklarede, hvad den nyliberale verdensorden betyder for verdens gang og reaktioner imod den.

Derfor fik verdens ledere og diplomater med den franske præsident Francois Hollande i spidsen, lov til at hijacke demonstrationen, som franske venstrefløj og fagbevægelse havde indkaldt til. Statsledere der er kendt for at undertrykke demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed i deres egne lande, fik lov til uimodsagt, at fremstår som de fremmeste forkæmper for demokrati, menneskerettigheder og ytringsfrihed, - bare det ikke gælder i deres eget land.

Venstrefløjen fik overbalance med Charlie Hebdo legitimerede dermed de vestlige værdier. Venstrefløjen fik chancen for at bedrive kapitalismekritik, ideologikritik og imperialismekritik. Hvad vi fik, var en kritik af islam - politisk og fundamentalistisk - på magtens præmisser, med en fernis af rød.

Se også links om Charlie Hebdo-angrebet på Modkrafts tidslinje 7. januar 2015.