Fanatiker, terrorist, fundamentalist, ekstremist, selvmordsbomber eller blot ondskaben selv. Dette er nogle af de betegnelser, som er blevet placeret ved siden af ordet muslim siden 11. september 2001 og Bushs ’krig mod terror’.
Titusindvis af artikler i aviser og TV-indslag har de sidste par år argumenteret for, at Islam og muslimer udgør en voldelig trussel mod den vestlige verdens idealer og værdier. En udvikling der vil forstærkes efter 14.februar – særligt i valgkampen som ikke kun vil stå i fremmedfjendskhedens navn, men nu også i den muslimske terrors navn. Fortællingen om civilisationernes sammenstød er tilbage med fuld styrke.
Hadhøsterne har en fest på de digitale medier ovenpå attentaterne den 14.februar. Deres håb og konspirationsteorier er gået i opfyldelse. 2015 bliver deres år. De vil overbyde hinanden med intolerance, had og islamofobi. Deres kærlighed til had vil kun overgås af deres had til kærlighed mellem mennesker.
Det er Islams skyld
Tusindvis af muslimer eller personer fra Mellemøsten og Asien er blevet tilbageholdt og arresteret under forskellige landes nye og udemokratiske ’anti-terror’-love. Men meget få anholdelser har ført til nogen former for domsfældelse. Antallet af unge med etnisk baggrund, som bliver stoppet eller chikaneret på gaden af politiet, er eksploderet de sidste år i de vestlige lande. Den udvikling vil intensiveres efter Charlie Hebdo og efter København den 14. februar. Svaret vil være mere overvågning, hårdere straffe og færre demokratiske rettigheder. Politikere fra højre- og venstrefløjen vil sammen sætte retsstaten under massivt pres.
Mennesker, som ser muslimske ud, bliver udsat for nedværdigende behandling fra offentlige myndigheder – f.eks. i lufthavne. I lyset af den offentlige islamofobi vokser nazistiske og racistiske organisationer i hele Europa. De bruger mediernes og politikkernes islamofobi som undskyldning for at optrappe den racistiske vold.
Uanset at politikere og lederskribenter på landets aviser, bedyrer at alle muslimer ikke skal stå til ansvar for de forfærdelige hændelser i Paris og København, så er den implicitte fortælling det modsatte. Oftere og oftere hører vi, at det er islam der er årsagen til terrorisme, fordi islam er føjelig og eftergivende overfor terror. Islam er både antidemokratisk og voldelig i sin kerne, lyder fortællingen igen og igen – og ikke kun fra den yderste højrefløj.
Islamofobi er i dag del af en mere generel racisme
Alle etniske danskere, indvandrere og flygtningene har siden 11.september levet i et land med den ene mere eller mindre åbenlyse racistiske regering. Mens Dansk Folkeparti har ageret dirigentstok, har både Fogh-Løkke-Helle-regeringerne gennemført en politik, der knapt lader Israels tidligere premierminister Ariel Sharon noget efter i at bygge mur mellem mennesker.
De forskellige regeringer har forstærket den institutionelle racisme – som gør det sværere for borgere med anden etnisk baggrund end dansk og specielt de unge af dem at få arbejde, uddannelse og boliger – og samtidig gøres populistisk racisme til en del af hverdagsbilledet. Ytringer om andre mennesker og deres religion, der var utænkelige for blot få år siden, er nu blevet helt acceptable selv blandt folk, der kalder sig venstreorienterede. Holdninger og ytringer, der aldrig ville blive stuerene er nu blevet det. Flemming Rose-doktrinen ’Hån, spot og latterliggørelse’ karakteriseres af flere og flere som et grundvilkår, man må acceptere, hvis man vil leve i et demokrati.
Det er ikke kun Dansk Folkeparti, der kræver, at alle danskere med anden etnisk baggrund end dansk, indvandrere og flygtninge skal underkaste sig danske værdier og den danske måde at leve på – også Socialdemokraterne og folk på venstrefløjen synger med på melodien.
Den stigende islamofobi – et resultat af krig og besættelse
Årsagen til racismens genvundne respektabilitet skal findes i det imperialistiske angreb og overgreb på Mellemøsten – specielt efter 11. september 2001. Det skulle ikke være så svært at forstå. Men det er det åbenbart også på Modkraft.dk og venstrefløjen.
Så derfor er en gentagelse på sin plads:
Krigene i Afghanistan og Irak og den efterfølgende besættelse var ikke et produkt af had mod islam fra Bushs, Blairs og Foghs side – selv om Bush er en kristen fundamentalist. For det var den selv samme fundamentalistiske højrefløj i Det Republikanske Parti, der støttede de islamiske fundamentalister i kampen mod USSR, jo mere radikale desto bedre.
Efter CIA’s opfattelse var fundamentalisterne bedre soldater i kampen mod Sovjet end de sekulære og royalistiske afghanske oprørere. CIA støttede den uhellige alliance med Pakistan og Saudi-Arabien, mens USA forstærkede sin støtte til mujahedinerne. To uger efter besættelsen af den amerikanske ambassade i Teheran i november 1979 invaderede og brændte radikale pakistanske islamister den amerikanske ambassade i Islamabad, uden at den pakistanske hær greb ind.
Men det så USA igennem fingre med og accepterede, at al amerikansk bistand til oprøret gik gennem Pakistans efterretningstjeneste – vel vidende, at det meste dermed ville gå til de mest yderliggående grupper.
Saudi-Arabien så Afghanistan som et dejligt fjernt sted, hvor landets yderliggående muslimer kunne få afløb for deres aggressioner uden derved at true styret i Riyadh. Petrodollarene flød derfor i rigelige mængder mod de afghanske bjerge og de tusindvis af saudier, der var draget derover på jagt efter hellig krig. En af disse mænd hed Osama bin Laden, der med amerikansk og saudiarabisk bistand fik opbygget sin helt egen hær.
Men den stigende islamofobi er i dag et direkte resultat af krig, besættelse og forsøg på at knuse alle former for modstand til imperialismen. Historisk har alle former for imperialistisk krig altid haft racisme som sin følgesvend. Hitler fjernede jødernes og slavernes menneskelige ansigt. Under Vietnam-krigen blev alle vietnamesere betegnet som ’gooks’. 100 år gamle skolebøger skildrede afrikanerne som værende vilde eller barnlige.
Hvis USA, Storbritannien og Danmark skal slippe godt fra at myrde 100.000 irakere, bombe bryllupper og torturere fanger, så bliver de nødt til at fremstille ofrene som ringere mennesker end os i vesten. Officielt findes tallet over døde irakere ikke, ej heller over døde afghanere. Dermed dehumaniserer den vestlige verden hele folkeslag, for bedre at kunne undskylde drabet på dem. Alternativet er, at Bush, Blair og Fogh indrømmer, at de er ansvarlige for større forbrydelser og flere dræbte end den 11. september 2001.
Krigen i Irak var ikke et enkeltstående tilfælde. Det er blot en del af en århundred lang imperialistisk tradition for at intervenere i Mellemøsten og for de nykonservative krigsherrer i Washington et skridt på vejen til at reorganisere hele regionen under amerikansk kontrol.
Men at den forklaring ikke er tydelig i tiden efter Charlie Hebdo og 14.februar, siger mere om venstrefløjen end om magthaverne og højrefløjen.
Muslimer – vor tids jøder
Det er ikke kun krigen og besættelsen af Irak og Afghanistan, som har muslimer som mål. Også ’Krigen mod terror’ har direkte adresse til hele den muslimske befolkning i den vestlige verden. Det betyder, at muslimer – uanset deres forhold til islam – bliver gjort til syndebukke, som tidligere generationer af emigranter er blevet det, for den sociale og økonomiske krise herhjemme. Samtidig bliver de set som en trussel udefra.
Det er derfor islamofobi har lighedspunkter med den antisemitisme, som rodfæstede sig i Europa for små hundred år siden. Jøder blev over en kam beskyldt for at korrumpere samfundet indefra og samtidig lave en international konspiration udefra. Det samme sludder om kulturel underudvikling og religiøs fanatisme blev gentaget mod alle jødiske immigranter fra Polen og Rusland, som kom til Vesteuropa. Islamofobi og antisemitisme er to sider af samme sag.
Som det er med muslimer i dag, er racisme og diskrimination forklædt som et forsvar for danske værdier – og dét selv i de mest humanistiske og demokratiske cirkler af det danske samfund.
Mange jøder reagerede forståeligt med at rykke tættere på deres religion. Men mange jøder blev også tiltrukket af venstrefløjens modstand mod racisme og kapitalisme. Over hele Europa kom jøder til at spille en central rolle i den socialistiske bevægelse.
To og tre generationer senere har indvandrere i Danmark støttet specielt Socialdemokratiet mere end mange andre vælgere. Men generelt har muslimske indvandrere stemt til venstre for midten, fordi venstrefløjen traditionelt har bekæmpet racismen.
Det billede er dog under forandring. De sidste 15 år har vi set, hvordan væksten af den muslimske middelklasse i Danmark har betydet en øget stemmeandel til højrefløjen og midten af dansk politik. Muslimer i de fattige arbejderklasseområder som Vollsmose, Gellerup-parken, i de københavnske forstæder og i København, bliver ikke kun hårdt ramt af politikernes støtte til ’krigen mod terror’, imperialistiske eventyr og en syndebukspolitik. De bliver også hårdest ramt af privatisering, arbejdsløshed og alle andre generelle angreb på arbejderklassen.
Derfor står venstrefløjen overfor et valg: Den kan acceptere de islamofobiske myter, som bliver præsenteret i hele pressen og af flertallet af folketingets partier – eller venstrefløjen kan konsekvent afvise denne nye form for respektabel racisme og give reelle svar på verdens problemer.
Syriza i Grækenland og Podemos i Spanien har vist at det eneste rigtige er at give reelle svar på samfundets problemer.
Se også linksamlingen på Modkraft Biblioteket om »Venstrefløj og terror«.