Børnepakken – for børn eller konkurrencestat?

Alle har været børn, alle kender børn, mange er i familie med børn og mange af os har børn.  Børn giver deres omgivelser nogle af vores bedste, glædeligste og mest berigende oplevelser i livet. Børn er altid fremtiden. Alle snakker om børns betydning og vigtigheden af, at børn oplever en tryg og omsorgsfuld opvækst. Der udgives magasiner om vores børn og der findes et utal af butikker med tøj til alle vores guldklumper. Intet er godt nok, når det kommer til vores børn. Eller hvad?

Politikerne snakker meget og lover mere end de kan holde. De elsker at kysse børn, hvis der er et kamera i nærheden og statsminister efter statsminister lover i nytårstale efter nytårstale bedre daginstitutioner og dagpleje. Vores børn skal trives, lære og udvikle sig. Intet er nemlig godt nok, når det kommer til vores børn. Eller hvad?

Men uagtet politikernes forjættelser og palaver er der grundlæggende en syg samfundsmæssig og politisk kultur omkring samfundets mindste og samfundets fremtid. Når man tænker på, hvor meget børn fylder i vores hverdagsliv og samfund, er den politiske skizofreni mere end påfaldende. Afstanden mellem udført børnepolitik og oplevet børnepolitik, er gebommerlig. Afstanden mellem hvor meget der snakkes og hvor få forbedringer, der skabes for børns hverdagsliv er astronomisk. Er det godt nok, når det kommer til vores børn? Eller hvad?

Lad os slå fast, at alle børn grundlæggende set har godt af at gå i daginstitution og dagpleje. Det er i daginstitution og dagpleje, at børn udvikler deres barndomskultur, som vi tager med resten af livet. Fællesskaber, der hviler på fælles følelser, fælles forståelse og fælles intentioner, er det ilt og kit, der forpligter og forbinder mennesker med hinanden resten af livet. Demokratiets vugge er vuggestuen og dagplejen. Men lad os i samme åndedrag slå fast, at børn ikke har godt af de forhold, som efterhånden er virkeligheden i landets dagtilbud.

Børn tilbringer deres vigtigste år af deres liv og deres vigtigste timer på dagen i landets dagtilbud. Men hvorfor vil politikerne så ikke gøre det rigtige? Siden 1973 har pædagoger kæmpet for bedre normeringer. Men det er kun gået en vej. Den forkerte. Der er kommet flere og flere børn per voksen i vuggestuer og børnehaver. Samfundet er blevet rigere, men intet af den rigdom har ramt landets daginstitutioner og dagpleje.

Samtlige politiske prioriteringer handler om alt andet end bedre forhold for børn og ansatte i børns hverdagsliv. Forholdene i landets daginstitutioner er i dag på et fuldstændigt uacceptabelt niveau i forhold til samfundets rigdom. Der er råd til bankpakker, skattelettelser og militære eventyr i udlandet. Men der er ikke råd til kvalitetsdagtilbud til vores børn. Det giver ikke mening. For intet er jo godt nok, når det kommer til vores børn. Eller hvad?

66% af befolkningen vil have mere velfærd, flere offentlige ansatte og betale mere i skat. Men 66% af befolkningen vil ikke stemme på partier, der vil have meget mere velfærd, flere offentlige ansatte og hæve skatten for de bredeste skuldre. Er det godt nok for vores børn? Eller hvad?

Jeg bliver så stagende træt af at høre på politikere, der med tvende tunger plaprer om kommunalt selvstyre og kvalitet i landets daginstitutioner og dagplejer, men aldrig vil sikre de nødvendige hænder til at give alle børn omsorg, nærhed og kærlighed i hverdagen.  

Regeringen barsler med en børnepakke i den allernærmeste fremtid. Sandsynligheden for, at den indeholder nytænkning eller bare en flig af et bud på, hvordan kvaliteten forbedres i daginstitutioner og dagpleje er lig nul. Det er derimod ganske vist, at buddet vil være mere målstyring, flere tests og screeninger, mere topstyring af pædagogikken og mere umyndiggørelse af pædagogisk personale.

Og det mest sørgelige er, at der findes et simpelt bud på en børnepakke, der kan skabe rammerne for den nødvendige omsorg, nærvær og kærlighed i børns institutionsliv: Afskaf alle former for test, fjern krav om læreplaner og indfør minimumsnormeringer.

Vil man som borger, forældre, familiemedlem, bedsteforældre og pædagogisk personale i det danske samfund byde vores børn bedre vilkår, bliver man derfor nødt til at tage den politiske konsekvens af politikernes tvende tunger, manglende handling og vilje til forandring. Man skal stemme med fødderne. Stem på partier, der går ind for minimumsnormeringer og decentralisering af pædagogikken.

For intet er som bekendt godt nok, når det kommer til vores børn. Eller hvad?