Hvor er klassekampen?

Det mest almindelige argument mod den marxistiske teori i dag er ikke, at marxismen har uret i sin kritik af kapitalismen, men snarere at den gør fejl i at insistere på klassekampens betydning! Kapitalismens barbari er tydelig for de fleste – se blot på krigene i Irak, Afganistan og Syrien, - se blot på nyliberalismens amok angreb på arbejderklassen, i hele Europa efter finanskrise i 2008.

Men hvor er den klassekamp, marxister hele tiden snakker om? Okay, der er masse af kamp. Der er den antikapitalistiske bevægelse fra Cochabamba til Cario, der er Occupy-sbevægelsen, der er de jordløse i Brasilien, der er oprøret i Oaxaca (2006), der er det Arabiske forår (2010-11), der er den radikaliseret klassekamp i Grækenland, der er 'Rigtigt demokrati nu'-bevægelsens i Spaien. Men er det klassekamp? Hvor har fagbevægelsen været de sidste 10 eller 20 år? Den har bestemt ikke ledet revolutionen. Den europæiske fagbevægelse, har ikke engang formået, at (masse)mobilisere sine medlemmer efter finanskrise i 2008. Så er det ikke bedre at stoppe al den snak om klassekamp og begynde at snakke om nye “sociale aktører“ eller “the mulitude“?

Tværtimod. Klassekampen har aldrig været mere brutal, intens og voldelig, end vi ser den udfoldet i dag. Under kapitalismen er alt fragmenteret og adskilt. “Separation“, siger Marx, “er kapitalens virkelige udviklingsproces“. Kapitalen fratager flertallet af os kontrollen over produktionsmåden, -forholdene og -midlerne. Vores arbejde er adskilt fra alle andre sociale aktiviteter. Adskillelsen har stor indflydelse på alle aspekter af vores liv. Alt, der ikke er arbejde, ses som noget sekundært: “jeg laver ikke noget, jeg er kun husmor“, eller “jeg laver ikke noget for øjeblikket, jeg er arbejdsløs“. Sociale relationer under kapitalisme bliver tingsliggjort; gennem penge, varer, statussymboler, kapital og staten!

Tingsliggørelse (også kaldet fetichisme) er ikke kun en økonomisk størrelse. Alle områder af vores liv bliver reduceret til en handelsvare, der kan sælges og gøres til genstand for en “social relation“/profit. Det er et forhold, der brutaliserer alle relationer i samfundet. Brutaliseringen skaber øget fremmedgørelse, som resulterer i psykiske og somatiske lidelser, selvmord og vold.

Hvordan finder denne udvikling sted? Gennem kamp! Selve eksistensen af kapital er klassekamp: den daglige udskillelse af mennesker fra arbejdsmarkedet; den daglige hånd-hævelse af den private ejendomsret. Det er klassekamp, men det fremstår ikke som klassekamp! Kapitalen forsøger at “neutralisere“ klassekampen gennem ejendomsretten, medierne, lovgivningen og staten.

Det er klassekamp – ikke fordi vi arbejder på fabrik. Det er klassekamp – ikke fordi vi ser os selv som venstreorienterede, men fordi vi lever og ønsker at leve et værdigt liv. Hvis klassekamp kun var for venstrefløjen eller militante tillidsfolk, var der ikke meget håb. Det er klassekamp – ikke fordi vi gerne vil tilhøre arbejderklassen, men fordi vi ikke ønsker at være en arbejderklasse! For vores andel kæmper vi ikke for retten til at være en klasse – men mod at være én klasse. Det er kapitalen, der klassificerer os. Det er kapitalen, der hver dag siger til os: “du er ikke noget uden ejendom og kapital, du må komme og arbejde for os"; og så må du gå hjem uden ejendom og kapital og komme igen i morgen, og det må du gøre resten af dit liv. Og det må dine børn og deres børn også!“

Selvfølgelig slår vi igen! Vi kæmper, fordi vi ikke er maskiner. Vi kæmper ved at slukke for væguret om morgenen og sove videre, ved at gå sent i seng, velvidende at vi ikke er særlig produktive dagen efter. Vi kæmper ved at prioritere vores børn over at producere profit. Vi kæmper ved at kræve højere løn og kortere arbejdsuge. Vi kæmper, når vi demonstrerer mod racisme, krig, uretfærdigheder og udsalg af fællesskabet ejendom. Vi kæmper ved at drømme om en verden uden krig, sult og fattigdom.

Klasse peger på en underliggende enhed, som ingen andre sociale kategorier kan skabe. Men det peger også på noget andet grundlæggende: der er ingen garanti for, at vi vinder, at menneskeheden vil overleve kapitalismens brutalitet. Men klassebegrebet giver os håb – for det viser os, at kapitalens eksistens er afhængig af os. Kun arbejderklassen vil kunne frigøre menneskeheden fra profittens lænker. Kapitalen er grå, vi er regnbuen.