Strengt!

I fredags kunne Maiken ikke komme på homobar. Hun var ellers med kollegaerne i byen, men det var all dressed up and no homo-bar to gå på for Maiken. De mandlige kollegaer måtte gerne komme ind, men Maiken måtte ikke. Strengt, synes Maiken.

I efteråret var en lignende sag oppe og vende i medierne, da Bøssenatklubben Never Mind bad et heteroseksuelt par om at gå, fordi de kyssede og angiveligt opførte sig upassende. Den gang fik sagen lidt mere luft under vingerne, fordi parret blev bakket op af to af deres bøsse-venner, der var rystede over den manglende tolerance over for heteroer. Dobbeltmoralsk, mente de.

Heldigvis for Maiken gad Metroexpress godt at skrive en artikel om fænomenet, og bevæbnet med juridisk ekspert Trine Baumbach fik journalisten Pelle Dam ordentligt ridset op, hvor uretfærdigt og ulovligt det hele faktisk var. Dermed kom sagen i medierne, hvorved den røg på Facebook, hvorved debatten bredte sig.

I artiklen kan man i indledningen læse følgende fra interviewet med Maiken:

»Kollegerne har tradition for at gå på Cosy Bar, men denne aften er kun mændene velkomne på den københavnske bøssebar. - Jeg blev overrasket og tænkte, at det kunne da ikke passe, Der stod på døren, at kvinder kun måtte komme ind, hvis de var klædt ud som mænd, men det var der altså ingen af os, der var, forklarer hun.«

Læs artiklen »Homobarer afviser heteroseksuelle« hos Metroexpress.

(Her kunne man stoppe op og undre sig over, at Maiken ligefrem blev overrasket over et hændelsesforløb, der hedder, at man står i kø til bøssebar - man ser et skilt, hvor der står en vigtig betingelse for at komme ind - man afvises i døren, fordi man ikke lever op til betingelsen. Men lad os nu ikke dvæle ved detaljerne).

Den knap så kvikke læser vil efter indledende læsning af sætningen ”der stod, at kvinder ikke måtte komme ind” måske konkludere, at Maiken så er blevet diskrimineret på Cosy Bar, fordi hun er kvinde.

Men nej.

Diskrimination af kvinder er uendeligt tørt og kedeligt og har aldrig solgt nogen aviser, så til alles lettelse skifter journalisten vinkel-hest. Han kontakter en juridisk ekspert og spørger hende om noget helt andet. I stedet for at grave i, at baren havde annonceret, at festen ikke var for kvinder og dermed potentielt forskelsbehandlede mellem kønnene, så beder han lektor Trine Baumbach om at kommentere på diskrimination af heteroseksuelle, og det er en alvorlig sag, forstår man:

»Det er ulovlig diskrimination, - Hvis heteroseksuelle bliver nægtet adgang til en homobar, så er det en overtrædelse af loven. Det kan anmeldes til politiet og straffes med for eksempel bøde, siger hun.«

Pelle Dam har her fundet sig en guldåre: Glem det der med kønsforskelle, her er en minoritet, der diskriminerer! Det er for fedt! De kører rundt på blokvogne i pailletter og kaster med kondomer og løbesedler, hvor der står, at man skal rumme dem, de løber rundt i læderchaps i H.C. Ørstedsparken, så ordentlige mennesker ikke kan slippe lille Smilla-Isabella på græs uden, at hun glider i et kondom, alt imens de modsætter sig at blive slået ned for deres natteaktiviteter, og kommunen flår penge op af lommen til kampagner om, at man ikke må diskriminere dem.

Og så gør de det selv!

De rummer ingenting, de ekskluderer og diskriminerer og, og, og…de, de, de – de forskelsbehandler, ja, de gør så! Det er jo værre end moral – det er dobbeltmoral med triple topping på, og hvis det ikke er lige til en overskrift, så ved jeg ikke, hvad det er. Godt set.                                                                     

Pelle Dam har også åndsnærværelse nok til at ringe til Vivi Jelstrup fra LGBT-DK og give hende to sekunder til at nuancere tingene en smule.

I både Metroexpress og i efterårets debat forsøger flere i det hele taget at få pippet lidt om, at det for resten faktisk heller ikke er så enkelt at være homo på heterobar. At der kun er ret få homosteder i Danmark, og at de ofte oversvømmes af heteroer. At det kniber med steder, hvor homoer frit kan gøre ting, som heteroseksuelle tager for givet.

Strengt?

Som homo blev jeg metaltræt helt ind i hjernen af oplysningen om, at Maikens kollegaer har en tradition for at gå på bøssebar efter deres firmafester. Og her har vi nok sagens kerne:                                                     

Medierne vil gerne skrive historier om, at heteroer diskrimineres på homobarer, at det er strengt, at minoriteter diskriminerer, når nu de ikke selv vil diskrimineres, og at det i øvrigt er ulovligt for homoer at diskriminere heteroer. 

Men jeg vil gerne høre om, hvorfor hetero-firmafester overhovedet skal på homobar, hvorfor det frirum, homobarer udgør, er af afgørende betydning, og hvorfor majoritetens diskrimination og undertrykkelse af minoriteter aldrig blot kan spejlvendes i en hvis-jeg-ikke-må-så-må-du-tihvertifald-heller-ikke- børnehaveanalyse.    

I stedet for et interview med Maiken, hvor hun fortæller, hvor overraskende og strengt det hele var, en juridisk ekspert, der kommenterer på en praksis i bøssebar-miljøet og en faktaboks, hvor barejeren skal stå for skud, så vil jeg gerne læse noget helt andet.

Vi kan starte med et interview med en repræsentant fra Maikens arbejdsplads, hvor der redegøres for traditionen med at gå på homobar, så vil jeg gerne se en faktaboks med lidt statistik fra homobar-miljøet – hvor stort er problemet, hvor mange homosteder er lukket, fordi de bliver oversvømmet med heteroer, statistik på hatecrimes mod homoer på heterobarer og i det offentlige (hetero-)rum. Jeg vil gerne læse et interview med homo-gæster og deres oplevelse af heteroer på »deres« barer og evt. lidt fra LGBT-DK eller en eller anden forsker-type, der kan sige noget klogt om magtstrukturer og forskellen på det at være en altdominerende kulturel, social og politisk majoritet og en minoritet, der gisper for at få lov at trække vejret.

Jeg kan godt lide at gå på homobar. Jeg gør det langtfra altid, og jeg frekventerer ikke dem alle, men jeg gør det jævnligt, og jeg er helt sikkert Maikens og Pelles værste mareridt, for jeg kan sagtens finde på at brænde sammen over, at Never Mind er fyldt med heterofirmafester eller heteropar på date.

Jeg skubber gerne, jeg stirrer gerne surt, jeg er alt andet end høflig, hvis jeg er udsat for dumme kommentarer, og homobarer, der står ved, at de forsøger at opretholde et frirum for en homokultur, der har trange kår i den omgivende verden, har min fulde opbakning.

Er det strengt?

Snup en tudekiks, gu er det ej!

At få nikket en skalle, fordi man ikke vil danse med en heteromand, at se sine venner blive slået ned, at blive brølet ind i hovedet, at man er en fucking homoluder, fordi man holder sin kæreste i hånden, at trøste sit teenagebarn, fordi han har fået bank for at gå med makeup ned af Strøget, at holde op med at færdes bestemte steder i byen, fordi man er bange, at fornægte sin partner i det offentlige rum og sætte sit forhold på spil, fordi man er utryg.

At være dybt afhængig af LGBT-fællesskaber, fordi ens familie har slået hånden af en, at sidde med sine venner i en bar og 3 gange på en aften blive kontaktet af et heteropar, der mangler en kvinde til »pigesex«, at være på date og være famlende og usikker og nyforelsket, mens man bliver nedstirret og kommenteret af en firmafest på homobar.

At forklare sin 7-åriges klassekammerater, at homoseksualitet ikke er klamt og ulækkert, at se sine transvenner fortvivles, fordi de kategoriseres som psykisk syge, at blive skammet ud og kæmpe for ikke at vende det indad, at blive bortvist fra en heterobar/restaurant/klub, fordi man viser sit begær, at vide at jeg selv, mine venner og mine partnere er mere volds-, sygdoms- og misbrugsudsatte end gennemsnittet.

Og samtidig altid skulle rumme, inkludere og bære over.

Dét er strengt.