»Mere end vores lænker at tabe...«

En delt verden - en delt klasse

I »Det kommunistiske Manifest« fra 1848, opfordrede Marx det internationale proletariat til at rejse sig og tage magten over deres liv i en revolution.

På dette tidspunkt levede proletariatet i såvel Europa som i kolonierne omkring det fysiske eksistensminimum. Marx kunne med rette afslutte Manifestet med ordene: »Lad kun de herskende klasser skælve for en kommunistisk revolution. Ved den har proletarerne kun deres lænker at tabe«.

Hvad Marx ikke forudså var, at kapitalismen netop omkring dette tidspunkt forandrede sin dynamik afgørende. Marx forestillede sig, at kolonialismen ville udrulle en kapitalisme, som lignede den engelske i hele koloniimperiet. Marx skrev:

”England har en dobbelt mission at udfylde i Indien: en ødelæggende og en skabende: tilintetgørelse af det gamle asiatiske samfund og skabelse af det materielle grundlag for et vestligt samfund i Asien”. [1]

Kolonialismen skulle imidlertid vise sig at skabe en helt anden dynamik i det kapitalistiske verdenssystem: En stadig polarisering mellem et imperialistisk center og en udbyttet periferi.

Overførslen af værdi til centret accelererede udviklingen i de imperialistiske lande og efterlod kolonierne udbyttede og undertrykte.

Denne opdeling af verden førte også til en opdeling af proletariatet. I de næste 150 år oplevede arbejderklassen i størstedelen af Europa, Nordamerika, Japan Australien en stigning i løn, levestandard og politiske rettigheder, mens store dele af proletariatet i Asien, Afrika og Latin Amerika forsat lever omkring et subsistensminimum.

Kun sin arbejdskraft at sælge…

Traditionen tro har den ortodokse marxisme argumenteret for en klar klassemæssig todeling i kapitalismen: kapital og arbejderklasse.

Negri og Hardts beskrivelse af den globale kapitalisme i deres bog »Empire« er et moderne eksempel på en sådan klar todeling mellem klodens sociale kræfter - Imperiet og multituden.

En bevægelse, der tager udgangspunkt i denne opfattelse, er for eksempel »Occupy Wall Street« med sloganet »We are the 99 %«.

Da Marx forfattede »Det Kommunistiske Manifest,« var det forståeligt, hvordan man kunne foretage denne klare opdeling mellem et bourgeoisi, der besad kapital, og et proletariat, der kun havde deres arbejdskraft at sælge. Men siden er det blevet mere komplekst.

At betragte enhver, som ikke direkte ejer produktionsmidler og sælger sin arbejdskraft som proletar, er ikke nok til at forstå den sociale handlen.

En fodboldspiller i den engelske Premiere League havde f.eks. i 2006 en gennemsnitlig indkomst på 676.000 pund (6.404.762 kroner) før diverse bonus [2]. Det er naturligvis et ekstremt eksempel, men ikke specielt.

I moderne kapitalisme er den administrerende direktør, mellemledere, akademisk personale og så videre alle lønarbejdere. Som beskrevet i den første artikel »Nutidens imperialisme: din Iphone laves i ’Mordor,« konsumerer disse lønarbejder mere værdi end de skaber. Hvor lagt ned i lønniveau dette fænomen strækker sig er ikke set spørgsmål om principper men om beregning.

Læs »Nutidens imperialisme: din Iphone laves i ’Mordor'« på Modkraft

Om lønarbejdere kapitaliserer den lønandel, der ligger ud over subsistens-lønnen eller de bruger den til forbrug, er et personligt valg. De kan købe forbrugsgoder, fast ejendom, købe aktier i banken eller blive iværksætter og starte egen virksomhed.

Hvad der forener denne del af arbejderklassen er, at den i kraft af sit lønniveau har mulig for at akkumulere penge eller har adgang til kredit, der sætter dem i stand til at få adgang til produktionsmidler.

Mange lønmodtagere investerer f.eks. en stor del af deres løn i fast ejendom. De har dermed interesser i udviklingen af ejendomsmarked, i rente politikken, i ejendomsskatte politikken.

De fleste lønmodtagere har desuden en pensionsordning, hvor deres indbetalinger går til investeringer i aktier, og således forbinder dem til kapitalens profitter. Det at være lønmodtager er altså i sig selv ikke tilstrækkelig til at bestemme klassepositionen.

I 1848, hvor det Kommunistiske Manifest blev forfattet, havde parolen: »Arbejdere i alle lande foren eder« en vis realisme.

Men når vi konfronterer parolen med den historiske udvikling og verdens økonomiske kompleksitet i dag, er sagen knap så klar. Den klassiske marxistiske forståelse af »Den internationale arbejderklasse« som en stor »lykkelig« udbyttet familie krakelerer.

Problemet med den simple opdeling i bourgeoisiet og en global arbejderklasse er, at den maskerer for de forskelle, der er på arbejdernes kår og umiddelbare interesser forskellige steder på kloden.

Det er først, når vi får afdækket disse forskelle og hvad de betyder for social handle, at vi kan udvikle strategier, der kan løse de problemer imperialismen har skabt for arbejderklassens enhed.

En snylterstats karakter 

Der er en verden til forskel på de politiske kampe i »Syd« og »Nord,« selv om de er del af samme system.

Det økonomiske grundlag er forskelligt, kampens former er forskellige, ligesom de har vidt forskellige perspektiver.

Klassekampen i »Syd« vil springe kapitalismens rammer. Proletariatet i »Syd«  vil ikke kunne kopiere vores livsstil. Det er ikke muligt af økonomiske årsager, fordi vores livsstil bygger på udbytning af »Syd«.

Den globale kapitalisme kan simpelt hen ikke generere et afkast, som tillader at verdens befolkning kan leve på et niveau svarende til vores og samtidig give en profitrate der sikre den forsatte akkumulation.

Velfærdstaterne i »Nord«  er kapitalistiske. Ingen tvivl om de.

Men det er en særlig form for kapitalistisk stat - det Lenin kaldte »snylterstater«. [3]

Læs »Snylterstatsteorien er stadig aktuel: Hvad kan antiimperialister gøre i dag?«

Styreformen er parlamentarisk demokrati med almen stemmeret. Statsmagten bekender sig til et velfærdssystem, med et udbygget offentligt sundheds- og uddannelsessystem.

Der er ganske vist forskelle i omfanget af velfærd mellem forskellige stater i »Nord,« og velfærdssystemet er kommet under pres de senere år.

Men selv liberale politikere bekender sig stadig til velfærd for befolkningen - ellers blev de ikke valgt.

Regimet kan næppe betegnes som bourgeoisiets enevældige magt. Men hvem har så statsmagten i snylterstaten? Hvordan foregår klassekamp? 

I snylterstaten er Statsministeren ikke blot kapitalens repræsentant, ej heller arbejderklassens – men slet og ret den aktuelle produktionsmådes repræsentant.

Magten tilfalder den regering, der er bedst eget til at tjene og bevare og udvikle den eksisterende produktionsmåde.

Lige som den enevældige stat i 17-hundredetallet repræsenterede en magtdeling mellem den feudale adel og det frembrydende borgerskab, repræsenterer den liberale parlamentariske stat i »Nord« en magtdeling mellem kapitalen og arbejderklassen.

Velfærdsstaten er et resultat af den europæiske arbejderklasses kamp for bedre levevilkår inden for et imperialistisk verdenssystem.

Arbejderklassen har udviklet det, Marx kalder »det historiske og moralske element« af arbejdskraftens værdi: Et lønniveau, der giver adgang til forbrug ud over subsistensniveauet, adgang til sundhedsvæsen, uddannelse og socialsikkerhed.

Alt dette er et resultat af fagbevægelsen og arbejderklassens politiske kampe. Men det er også et resultat af en bevidsthed hos magthaverne om, at den sociale fred i de imperialistiske lande var nødvendig – at kapitalen ikke kunne kæmpe på to fronter.

På den led er velfærdstaten også et historisk resultat af de revolutionære kampe i Den tredje Verden.

Læs artiklen »EU i krise: Derfor er radikal forandring mulig« hos Modkraft 

Fra proletar til statsborger

Det internationale perspektiv med fokus på en verdensomspændende revolutionær udvikling blev afløst af mere reformistiske strategier i et nationalt perspektiv i »Nord«.

Klassepositionen veg for en den nationale identitet som statsborger. 

Et tidligt eksempel er rigskansler Otto von Bismarcks sociallovgivning i Tyskland i 1880'erne. Politikken søgte at dæmme op for tidens sociale uro.

Socialforsikringen var en pligt for arbejdsgivere og arbejderne og favnede størstedelen af befolkning.

I Storbritannien og de skandinaviske lande er velfærdsstaten baseret på offentlige ydelser betalt af skatter.

Tanken om, at staten havde ansvar for befolkningens sociale tryghed og velfærd, vandt frem i alle vesteuropæiske lande i mellemkrigstiden.

Et dansk eksempel var socialdemokraten KK Steinkes socialreform fra 1933. I 1936 grundlagde en tilsvarende reform den svenske variant af velfærdsstaten, »folkhemmet«.

I Storbritannien blev ”National Health Service Act” vedtaget i 1948. Ifølge den skulle samtlige britiske borgere, hvad enten de var erhvervsaktive eller ej, være garanteret indtægtssikring samt sundheds- og omsorgstjenester fra staten.

De skandinaviske lande udbyggede velfærdstaten fra slutningen af 1950’erne og op gennem 60’erne til en model, hvor alle statsborgere ret til en række tjenester og ydelser som: gratis sundhedsvæsen, folkepension, børnefamilieydelse og kontanthjælp.

Den kapitalistiske velfærdsstat udviklede sig som er ny måde for staten at styre befolkningen på.

Statsborgeren får ydelser fra staten, som ikke-statsborgere er udelukket fra. Der er en gensidig følelse af fælles interesser mellem staten og statsborgeren, som udgør de nationale interesser.

Arbejderklassen i de rigeste lande i verden er blevet forvandlet fra en »farlig klasse« til loyale borgere i deres nationalstater.

Den socialdemokratiske velfærdstat når i Danmark sit højdepunkt med Anker Jørgensen-regeringens forslag i 1973 om »Økonomiske Demokrati« (ØD).

Et forslag gik ud på at give arbejderne andel i profitten mod, at de investerer en del af deres løn i virksomheden – alt sammen inden for en markedsdrevet kapitalisme.

Forslaget nåede imidlertid ikke frem til behandling i Folketinget, før der blev udskrevet valg i efteråret 1973.

Et lignende forslag blev rent faktisk realiseret i Sverige under Oluf Palme-regeringen, men blev siden rullet tilbage af borgerlige regeringer.

Det lykkedes således ikke for socialdemokraterne at gennemtvinge en egentlig deling af profitten med kapitalen.

Neoliberalismen begyndte sit indtog. Men i stedet lykkedes det i de efterfølgende årtier fagbevægelsen at få indført arbejdsmarkedspensioner, der i dag dækker ca. 90% af lønmodtagerne.

Ca. 15% af lønsummen indbetales på den enkeltes pensionskonto, der administreres af pensionsfonde.

Pensionsselskaberne investerer denne kapital i aktier, obligationer, fast ejendom og forrenter således pensionsformue helt og holdent på kapitalens præmisser.

Pensionssystemet er således en af de lænker, der knytter arbejderklassen i »Nord« effektivt til kapitalismens velbefindende.

Man kan se hele denne udvikling og disse ordninger som et udtryk for arbejderklassens styrke. Gennem dens politiske partiers parlamentariske arbejde og fagbevægelsen kamp er det lykkes at skabe et reguleret arbejdsmarked.

Hvem betaler for velfærdsstaten?

Arbejderklassen i de imperialistiske lande befinder sig således i en flertydig position i forhold til den globale kapital.

På det nationale plan står den i et modsætningsforhold til kapitalen. Arbejderne kæmper for at bevare deres arbejdspladser, lønniveau og velfærdsstaten.

På det globale plan er sagen noget mere kompleks. På den ene side drager befolkningen i »Nord« fordel af hele den måde den globale kapitalakkumulation har indrettet sig på, i form af en opdeling af verden i rige og fattige lande.  Profitterne fra »Syd« holder akkumulationen i gang og giver mulighed for et relativt højere lønniveau i »Nord«, der dels via skatter kan opretholde en velfærdsstat inden for rammen af kapitalisme, og dels kan befolkningen i »Nord« opretholde et relativt højt konsumptionsniveau på grund af de billige varer produceret i »Syd«.

Denne position – af national klassekamp mod kapitalen og delvis fælles interesser med samme -  kommer til udtryk gennem klassens støtte til politiske partier, der på den ene side søger at forsvare velfærdsstaten og på den anden side har erstattet et internationalt klassestandpunkt med et forsvar af nationale privilegier og racisme.

I et bredt politisk spektrum vinder den nationale retorik frem: »Vi skal passe godt på Danmark«.       

Hvis den kapitalistiske akkumulation og dermed dens profitter var et rent nationalt anliggende, ville denne nationale klassekamp måske ikke være så problematisk.

Det kunne med lidt god vilje ses som et udtryk for klassens styrke og som et trin på en reformistisk vej mod socialisme. 

Problemet er imidlertid, at kapitalakkumulationen er alt andet end nationalt baseret.

Vi lever i en globaliseret økonomi, hvor store delen af profitten stammer fra en udbytning af proletarratet i »Syd« overført til »Nord« gennem de transnationale produktionskæders ekstraordinære store profitter og en prisdannelse, der er gunstig for forbrugerne i »Nord«.

Velfærdsstaten under pres

I de kommende år vil interessefællesskabet mellem kapital og arbejderklasse i »Nord« versus proletariatet i »Syd« imidlertid kommer under stigende pres på grund af kapitalismens strukturelle krise.

De høje profitrater fra »Syd« vil ikke kunne opretholdes, dels som konsekvens af den interne konkurrence mellem kapitaler.

Alle har efterhånden fundet fidusen med at flytte produktionen til »Syd,« og det medfører en tendens til udligning af profitraten.

Dels er profitraten også under pres af det nye proletariat i »Syd,« der er begyndt at kræve højere lønninger. Den gennemsnitlige løn for industriarbejdere i Kina var ca. 0,75 dollars i timen i 2005 mod 2,25 dollars i 2011. [4]

Denne udvikling kan få kapitalen til »opsige den sociale kontrakt« med arbejderklassen i »Nord« og fører til »timeglas-opdeling« af arbejdsmarkedet.

Dele af arbejderklassen vil forsat drage fordel af den globale arbejdsdeling i produktionsstater og konsumptionsstater. Men andre dele vil blive presset yderlige: Industriarbejderne af outsourcing til »Syd« og servicearbejderne af presset indvandringen fra Østeuropa og »Syd«.

Problemet er for nuværende imidlertid, at hovedparten af sidstnævnte grupper synes at vende sig enten mod højrepopulistiske partier eller mod partier, der kæmper for at vende tilbage til en velfærdskapitalisme, der bliver mindre og mindre sandsynlig på grund af kapitalismens krise.

Det udmønter sig i tre politiske hovedstrømninger:

1: Det neoliberale Socialdemokrati

Det neoliberale socialdemokrati er på mange punkter svært at skelne fra regulære neoliberale partier.

Deres strategi går ud på at finde produktionsgrene og servicefunktioner i den internationale arbejdsdeling, der kan sikre en privilegeret position. Desuden er det at skabe de bedst mulige rammer for infrastruktur, beskatning og lovgivning for de transnationale selskabers investeringer.

Problemet er blot, at det er strategi, der følges af stort set alle nationer over hele kloden. »Konkurrencestaten« fører blot til et neoliberalt rotteræs mod bunden.      

2: Det højrenationale arbejderparti

Er den hurtigst voksende politiske kraft i Europa.

Disse partiers politik går ud på at genskabe et nationalt boldværk mod globalisering. Eksemplerne er mange: Le Pens Front Nationale i Frankrig, Tea Party-bevægelsen i USA, Flemish Block i Belgien, Liga Nord i Italien, Dansk Folkeparti i Danmark..

Det er ofte de mest udsatte dele af arbejderklassen i »Nord,« der søger mod højrenationale politikker i forsøget på at bevare en privilegeret position på i den globale arbejdsdeling.

Via lovgivning og opbygning af nationale barriere skal arbejdspladser forsvares mod udflytning til udlandet, ligesom indvandring skal standses.

Deres velfærdspolitik er, kombineret med deres anti-immigrationspolitik, racisme og militarisme, en ubehagelig form for »folke-imperialisme«.

3: Det nationale venstrefløjsparti

En tredje strategi er sådan set den gamle socialdemokratiske position fra 1960’erne, der nu er overtaget af venstrefløjen. Et nationalt forsvar af velfærdsstaten på et reformistisk parlamentarisk grundlag, der ikke grundlæggende udfordre kapitalismen.

Venstrefløjen i »Nord« har - så vidt jeg kan se - ikke tænkt den tanke at udvikle en strategi, der spiller sammen med den økonomiske frigørelse i »Syd«.

Forsvaret af velfærdstaten er en interessekamp fra arbejderklassens side i forhold til kapitalen. Men det er ikke en kamp, der for nuværende føres parallelt med eller supplerer de kampe, der føres i »Syd«.

I den udstrækning at arbejderklassen i imperialismens centerlande begrænser sin modstand mod kapitalen til at forsvare sine privilegier, vil resultatet i bedste fald blive en tættere tilknytning til neoliberale partier. I værste fald bliver det base for højreorienterede, nationale og racistiske strømninger. 

National og global velfærd

Med min problematisering af »forsvaret for velfærdstaten« sætter jeg ikke spørgsmålstegn ved de begrænsede muligheder for livsudfoldelse for dele af befolkningen og lommer af fattigdom, der findes også i vor del af verden - eksempelvis den ulighed og undertrykkelse, den sorte befolkning i USA er udsat for, eller migrantarbejderne i Europa.

Men disse kampe har deres begrænsninger i lyset af den imperialistiske »snylterstat«. Dels er der tale om minoriteter af befolkningen, men lige så vigtigt må man spørge sig selv, hvem der i sidste instans skal betale for løsningen af deres problemer.

De strategier, der forfølges af store dele af venstrefløjen i »Nord« i forhold til disse velfærdsproblemer, ser kun problemet i en national kontekst i stedet for at løfte blikket og se det globale perspektiv.

Velfærd i sig selv er naturligvis ikke imperialistisk, men velfærdsstaten opstod historisk i forbindelse med imperialismen.

Når arbejderklassen og kapitalistklassen i »Nord« har tvister om de respektive andele af lønninger og profit, om skattepolitikken, velfærdsydelser, sundhedspleje, pensioner og så videre, kan det synes som om, det intet har at gøre med imperialistiske udbytning, men udelukkende et spørgsmål om indenrigspolitik.

Dette er ikke tilfældet. En del af de indkomster, der tilfalder staten til dækning af velfærdsydelserne, stammer direkte og indirekte fra udbytningen af proletariatet i »Syd.«

Det betyder ikke, at det er »forkert« at forsvare princippet om gratis offentlig sundhed, uddannelse, pensioner og så videre – tværtimod.

Det er bare vigtigt samtidig at fremhæve, at adgangen til velfærdsstaten inden for kapitalismens rammer er kun udbredt til statsborgerne i »Nord«.

De kan kun forsvares og retfærdiggøres ved at udbredes i første instans til immigranter og flygtninge i »Nord,« men ikke mindst globalt.

Det kan imidlertid ikke ske inden for rammerne af kapitalismen og forudsætter derfor et radikalt brud med den herskende orden. 

I stedet for disse kortsigtede og nationalistiske strategier, der præger arbejderklassen i »Nord,« er vejen frem at hæve blikket til det globale perspektiv og tænke lidt mere langsigtet: At erstatte den nationale position som statsborger i et privilegeret imperialistisk land med en global baseret klasseposition. Og at erstatte de kortsigtede reformer af et system, der alligevel ikke vil overleve, med strategi for en grundlæggende forandring af verden i en mere lige og bæredygtig retning.

Anti-imperialisme i »Nord«: En minoritet – men en vigtig minoritet

Denne situation betyder ikke, at vi i »Nord« blot skal læne os tilbage og vente på revolutionen i »Syd«.

Men vores strategiske opgave er ikke at løse kapitalismens krise i Europa for at vende tilbage til velfærdskapitalismen. Vores opgave er at se løsninger på den anden siden af kapitalismen i samarbejde med arbejderklassen i »Syd«.   

En sådan politik vil i brede kredse blive anset som »klasse- og landsforræderi«. Anti-imperialister har været og vil forsat i det nærmeste årti være en minoritet i vores del af verden, men ikke en uvæsentlig minoritet.

Anti-imperialismen i USA spillede en vigtig rolle under Vietnamkrigen. Kritikken af krigsindsats og uviljen mod at lade sig indkalde til militærtjeneste i Vietnam svækkede regeringens krigsindsats.

Støtten til anti-apartheid bevægelserne i Sydafrika fra »Nord« svækkede regimet i Sydafrika, den vedholdende støtte til den palæstinensiske kamp har haft en effekt på synet på Israel.

De nærmeste årtier vil blive præget af politiske og militære konflikter og økonomisk ustabilitet. I denne situation vil det være det være vigtig med en antiimperialistisk bevægelse »in the belly of the beast«.

Kan vi blot samle 5-10 procent af befolkningen i »Nord,« som identificerer sig med et radikalt global perspektiv, vil det skabe lagt bedre mulighed for, at bevægelserne i »Syd« kan bryde det svage led i imperialismens kæde. 

Hvad betyder denne strategi mere konkret for arbejdet i »Nord«?

Støt bevægelser i Syd:

Vi skal støtte det nye proletariat i »Syds« anti-kapitalistiske kamp i alle dens forskellige former: arbejdskampe, sociale bevægelser, politiske partier, befrielsesbevægelser og progressive stater, som modsætter sig den globale neoliberalisme.

Det kan være direkte materiel støtte. Det kan være politisk støtte. Vi skal især holde øje med hvad der sker i Kina, Indien, Mellemøsten, Sydafrika, Mexico, og Brasilien, som har den største økonomiske tyngde og politiske strategiske betydning.

En antikapitalistisk revolutionær udvikling i disse lande vil være langt mere betydningsfuld end de nationale revolutioner for 40 år siden.

Disse lande tilhøre ikke længere periferien af den globale økonomi. Den enorme værdi, der i dag skabes i »Syd« og konsumeres i »Nord« vil give kommende revolutionære bevægelser langt større betydning og et mere solidt fodfæste i kampen end i 1970’erne.  

Bekæmpe imperialistisk politik:

De nærmeste årtier vil blive præget af militære konflikter.

NATO vil sandsynligvis være en aktiv partner i disse konfrontationer.

Vi skal bekæmpe imperialistiske militære interventioner i »Syd« og dermed give disse lande mulighed for at udøve deres suverænitet.

På den ene side vil det være upopulært hos den nationalistiske del af arbejderklassen og ikke mindst hos statsmagten. På den anden sige kan anti-krigsaktiviteter ofte samle brede lag af befolkning.

Bekæmp højreorienteret populisme og fascisme:

Højrepopulisme er blevet en væsentlig politisk kraft i »Nord«og har potentiale til at udvikle sig til bred folkelig fascisme i en krisesituation.

Når en befolkningsgruppe står i fare for at miste deres privilegerede position, vil dele af den dreje mod højre. Det har vi set i hele Europa, på det seneste.

Denne tendens må bekæmpes med opbygningen af en bred antifascistisk bevægelse.

Ingen er illegale:

Vi må kræve menneskers ret til at bevæge sig globalt – og at ingen er illegale. Det gælder både flygtning fra naturkatastrofer, fattigdom og politisk undertrykkelse. De anses i dag ofte som en trussel eller en økonomisk belastning, som må udelukkes.

»Nords« grænser bliver mere og mere et system af militariseret statsvold byggende på racisme, national og kulturel diskrimination

Vi skal bekæmpe racisme og diskrimination ikke mindst fordi, det nationale og racistiske aspekt er blevet og vil blive brugt til splitte den globale arbejderklasse.

Det drejer sig ikke blot om at forbedre mulighederne for indvandring og forholdene for flygtninge.

Det drejer sig også om en erkendelse af at tilstrømningen mod »Nord« er relateret til kolonialismens, imperialismens og neoliberalismens destruktion af det økonomiske livsgrundlag i Syd.

I den antiracistiske kamp og i solidariteten med flygtninge og indvandrede er det lykkedes at opbygges en bevægelse i »Nord«. Og den må styrkes.

Klodens klima og økologi:

Hvad angår spørgsmålet om klimaforandringer, forurening og etableringen af økologisk bæredygtige produktions- og forbrugsmønstre, er der ligeledes muligheder for alliancer og fælles kamp mellem »Syd« og »Nord«.

Konsekvenserne af to århundreders kapitalisme rammer globalt.

En verden efter imperialismen:

Vi må begynde at spørge os selv, hvordan skal vi indrette vores politik og økonomi, når der ikke længere vil være et »ulige bytte,« og »Syds« økonomiske frigørelse for alvor begynder at få konsekvenser for os.

Vi i »Nord« vil utvivlsom blive materielt fattige uden imperialismen, men det betyder ikke, at vores liv nødvendigvis bliver fattigere, hvis samfundet organiseres på en anden måde og efter andre normer end forbrug og vækst.

Fra national befrielse til antikapitalisme

Hvordan verden vil udvikle sig de kommende årtier, er det umuligt at sige noget præcist om.

Ikke mindst fordi, vi befinder os i en strukturel krise, hvor resultatet afhænger af kampene i den kaotiske periode, der ligger foran os.

Den strukturelle krise indebærer, at der vil ske en radikal forandring af verdenssystemet. Men »historien« er ikke på nogens side.

Det kan blive en mere lige og demokratiske verden, men det kan også blive et nyt system præget af hierarki, ulighed og polarisering.

Hvis vi skal opnå en mere lige og demokratiske verden på den anden side af kapitalismens krise, er det afgørende med en fælles front mellem »Syds« og »Nords« arbejderklasse.

Som situationen ser nu lige nu, ligger en sådan forening af kræfterne ikke lige om hjørnet. På den anden side er det vanskeligt at forstille sig, at den herskende ulighed kan fortsætte.

Koncentrationen af hundrede af millioner af nye proletarer i »Syd« under ringe arbejdsforhold og løn vil medføre en reaktion. Ikke mindst fordi, globale informations- og kommunikationsformer gør denne ulighed og uretfærdighed ekstrem synlig. 

Disse nye millioner af arbejdere er ikke magtesløse. De er blevet undværlige. De udgør knastakslen i den globale økonomi - og de har en fælles interesse i at ændre en verden, hvor andre nyder frugterne af deres arbejde.

Den arbejderklasse i Kina, Indien, Indonesien, Sydafrika, Brasilien og Mexico, der gav kapitalismen ny luft og en tro på, at modstandens historie var forbi, ruster sig til et nyt opgør – et oprør der kan blive en overlevelseskamp for kapitalismen.

De næste årtier bliver afgørende for, om vil bevæge os i den retning eller mod en ny bølge af nationale, religiøs og kulturelle stridigheder, der ikke kun vil betyde krig og nød, men også at de klimatiske og miljømæssige problemer vil antage katastrofale former.

Den gode nyhed er, at handlig kan bestemme udfaldet.

Kapitalismens økonomiske og politiske krise sætter radikal forandring på dagsordenen og gør den mulig. De objektive betingelser er gode – problemet er subjektivkræfterne.

Opgaven er at mobilisere og organisere de kræfter, der skal skabe forandringen og udvikle strategier og taktikker. I denne situation er det vigtigt at have det globale perspektiv. 

Torkil Lauesen er uddannet cand.scient.pol. forfatter til en lang række tidsskriftsartikler og flere bøger. Han har arbejdet med antiimperialisme siden 1970 og var i 20 år aktiv i Blekingegadegruppen. 

Han er bogaktuel med »Det globale perspektiv«, der udkommer 23. Maj på Forlaget Nemo.  

Læs anmeldelsen af »Det globale perspektiv« her