Nutidens imperialisme: din Iphone laves i ’Mordor’

Det nye proletariat

Der er sket store forandringer i den globale arbejderklasse de sidste årtier. Mellem 1980 og 2011 voksede den globale arbejdsstyrke, indrulleret i kapitalismen fra 1,9 til 3,3 milliarder mennesker, en stigning på 73 procent.

Kina, Rusland og Østeuropas integration i den globale kapitalisme har betydet en udvidelse af proletariatet af historiske dimensioner.

Men ikke blot er over en milliard nye arbejdere blevet indrulleret i den globale kapitalisme. Arbejdsfordelingen mellem »Nord« og »Syd« er radikalt forandret. Nedenstående graf viser forandringerne i fordelingen af industriarbejdere mellem »Nord« og »Syd«.  

I 1980 var der nogenlunde lige mange industriarbejdere i højt- og lavt-løns-lande. I 2010 befandt 541 millioner industriarbejdere, svarende til 79 procent af den globale industriarbejderstyrke sig i »Syd«. 40 procent af verdens industriarbejdere findes i Kina alene.

Der er 145 millioner industriarbejdere tilbage i de imperialistiske lande. Tyngdepunktet i verdens industriproduktion er flyttet fra »Nord« til »Syd«.[1] 

Læs artiklen »Snylterstatsteori stadig aktuel: Hvad kan antiimperialister gøre i dag?« hos Modkraft  

Dem der producerer vores ting 

I Vesten begyndte vi i 1980-erne at tale om det postindustrielle samfund. Vi arbejder mere og mere »immaterielt« med viden, information, kommunikation, »oplevelsesøkonomi« og kreativitet.  Men hvis »vi« er hele menneskeheden, så lever vi ikke i en postindustriel verden, nærmere i et nyt stadie af global industrialisering.

Der er »nogen‹, der fremstiller de skærme, computere, IPhones og IPads vi laver »postindustrielt« arbejde med og der er »nogen«, der fremstiller den stadig øgende mængde af særdeles materielle varer vi konsumerer. En gennemsnitlig tysker ejer 10.000 genstande. En gennemsnitlig englænder ejer ca. 100 beklædningsgenstande, 25 procent af dem forlader aldrig klædeskabet[2].

I København skyder »Pelican store« og andre lagerhoteller op som paddehatte, hvor vi ophober alle de ting vi ikke har plads til hjemme. Industriel produktion er ikke ved at forsvinde. Arbejdet bliver bare i stigende grad udført i »Syd«. Hovedparten af de industrivarer denne halve milliard proletarer fremstiller eksporteres og forbruges i Nord. Vi ser en opdeling i lande i »Syd«, hvor der produceres og lande i Nord, hvor det konsumeres.

Den globaliserede neoliberalisme

Industrialisering af ’Syd’ var løsningen på kapitalismens krise I 1970’erne. En krise skabt dels af et pres fra arbejderbevægelsen i ’Nord’ for højere løn og mere velfærdsstat, dels af de nationale befrielseskampe i ’Syd’.

Industrialisering af ’Syd’ skal imidlertid ikke ses som en reaktion på dette pres, tværtimod. Det var ikke et skridt mod en mere lige verden, men en uddybning af de imperialistiske relationer på globalt plan.

Denne nye globaliserede form for kapitalistisk produktion hviler på to fundamenter.

For det første udviklingen af nye produktivkræfter inden for kommunikation, logistik og ledelse: computere, internet, mobiltelefoner, containertransport og så videre.

Selve produktionen er blevet globaliseret i form af transnationale produktionskæder, hvor de enkelte delprocesser lokaliseres der, hvor produktionsomkostninger, infrastruktur, skat, osv. er optimal for kapitalen.

For det andet på udviklingen af neoliberal politik: fjernelse af nationale barrierer for den frie bevægelighed af kapital og varer, privatisering af offentlige ejendom og virksomhed, etablering af nye globale institutioner som Verdenshandelsorganisationen (WTO), G-møder og anden form af den globale politiske ledelse, og endelig nye militære strategier, som sigter mod at rulle nationale og socialistiske projekter, som modsætter sig denne dagsorden tilbage.

Industrialisering af ’Syd’ sker under helt andre forhold og i en helt anden ramme end industrialisering af ’Nord’. Her kunne industrialiseringen, fra midten af 1800-tallet og hundrede år frem, foregå i en gensidigt forstærkende dynamik mellem voksende masseproduktion og et købedygtigt hjemmemarked.

En dynamik, der blev igangsat og vedligeholdt med kolonialismens og imperialismens supplerende bidrag til de rige landes købekraft.  Den igangværende industrialisering i ’Syd’ er hovedsagelig baseret på eksport til ’Nord’, ikke på et hjemmemarked.

70 procent af den kinesiske industriproduktion går til eksport. Landene i ’Syd’ har hverken de politiske eller økonomiske forudsætninger for at gennemløbe den proces, der skabte ’Nords”´ industrialisering med stadig stigende levestandard for arbejderklassen. Proletariatet i ’Syd’ har vanskeligt ved at hæve lønniveauet. Dels er de presset af en enorm reservearme af arbejdsløse, der ikke kan udvandre og ’settle’, som det var muligt for store dele af den europæiske arbejder i 1800-tallet.

Dels er der ingen ’kolonial periferi’ til at komme med et supplerende bidrag til købekraften, der kan fremme den dynamik, som skabte forbrugersamfundet og velfærdsstaten i ’Nord’.

Lønniveauet for industriproduktion i ’Nord’ flyttede ikke med, da industrien blev outsourcet. Kina, Sydafrika eller Brasiliens industrialisering vil ikke skabe en vesteuropæisk levestandard for befolkningen.

Tvært imod er det lave lønniveau selve drivkraften i processen. Kapitalen kan opnå et lavere lønniveau på to måder: En udflytning af produktionen til lande med lav løn og import af immigrant arbejdere fra lavt-løns-lande.

Førstnævnte er langt den vigtigste form, fordi arbejdskraftens bevægelighed er stærkt reduceret af lovmæssige restriktioner bakket op af »Fort Europas« og af USA’s militariserede grænser. De produktionsgrene, der har vanskeligt ved at flytte ud til den billige arbejdskraft f.eks. visse landbrugs-, gartneriproduktioner, rengøring og andre serviceydelser søger at erstatte den højt betalte arbejdskraft med de immigrantarbejdere, det trods alt, er lykkes at komme ind de rige lande i ’Nord’.
Fælles for dem alle er, at de får en lavere løn end den ’hjemlige’ arbejderklasse.

Lønforskellen mellem ’Nord’ og ’Syd’ er i gennemsnit ca. 15 til 1. 1,2 milliarder. Arbejdere i ’Syd’ tjener mindre end to dollars om dagen. Ud af dem har 535 millioner mindre en 1$ om dagen.[3] Selv de lavest lønnede i ’Nord’ tjener mange gange mere end arbejderne i ’Syd’.

Ifølge Verdensbanken sendte de 210.000 immigranter fra Bangladesh, der lever i England, i 2013 i gennemsnit 4058 $ hjem.[4] Til sammenligning tjente en arbejder i tekstilindustrien i Bangladesh 2013 1380$. Det vil sige, at en immigrant i England årligt kunne sende et beløb hjem til familien, svarende til tre års løn i Bangladesh.

Din MacBook bliver lavet i Mordor   

De hundrede millioner af nye proletarer i ’Syd’, som er blevet en del af den globale kapitalisme har uddybet det imperialistiske aspekt. Det lave lønniveau skaber dels en højere profitrate til kapitalen i ’Nord’– superprofitter - dels billige varer til forbrugerne, som også først og fremmest befinder sig ’Nord’.[5] 

Lad os tage et konkret eksempel på denne form for imperialisme: computerfirmaet Apple. Apple er en såkaldt ’fabless’ – en fabriksløs - virksomhed. Apple i USA udvikler software og design, salget er globalt - hovedsagelig i ’Nord’ - men selve produktionen finder sted i Asien.

Delkomponenterne fremstilles af firmaer som Toshiba og Samsung. Alle delkomponenter fragtes til Shenzhen i Kina, hvor firmaet Foxconn har enorme samlefabrikker. I Foxconn’s fabrikker Longhu i Shenzhen, hvor arbejderne samler iPhones, iPads og computere arbejder, sover og spiser 400.000 kinesiske arbejdere.

Lønnen på fabrikken var i 2009 på minimumsniveauet for det tilladte i Shenzhen, nemlig 83 cent i timen. Arbejdstiden i Shenzhen er 12 timer seks dage om ugen.[6]  Ledelsen i Apple koncernen i Californien ved godt, hvad der foregår og kalder Foxconn´s fabriksby for »Mordor«, en reference til helvede i Tolkiens historie ’Ringenes herre’.[7] En række tragiske selvmord i 2010 i Foxconn´s fabrikker viser, at denne metafor ikke er uden relevans.[8]          

Penge fra Syd til Nord

Den amerikanske politiske økonom, Donald Clelland har undersøgt, hvilken betydning de forskellige produktionsbetingelser og lønniveauer mellem Kina og USA har for overførslen af værdi fra ’Syd’ til ’Nord’ – et forhold Clelland benævner »dark value«, fordi det ikke er synligt i statistikker og regnskaber. Ifølge Clelland var prisen for en iPad i en forretning i USA i 2011 499 $. Apple produktionsomkostninger var i alt 275 $, Apples profit var således 224 $, det vil sige ca. 45 procent.

Ud af produktionsomkostningerne på 275 $, gik 150 $ til udvikling design og marketing i ’Nord’, mens 33 $ gik til selve produktionen hos Foxconn i Kina, som betalte ca. 8 $ i arbejdsløn for at samle en iPad.[9] Hvis en iPad skulle fremstilles i USA ville produktionsomkostningerne ikke være 33 $ men mindst 178 $. Og hvis vi går et spadestik dybere ned i produktionskæden finder vi, at delkomponenterne hovedsagelig også er produceret i ’Syd’ med en lønandel, der andrager ca. 39 $ pr. iPad. Hvis denne del af produktionen skulle foregå i USA ville lønnen mindst være ca. 186 $. Der tilkommer hvad Apple sparer af miljøomkostning skat osv. ved at henlægge produktionen til Kina.[10]

I konklusionen til sin analyse af iPad-produktionen skriver Clelland:[11]

»Konservativt anslår jeg, at den totale ’Dark Value’ i en iPad udgør 472 $. En produktion i ’Nord’ ville således næsten fordoble produktionsprisen. Uden bidraget af »Dark Value«  fra Asien, ville salget være mindre og Apples profit betydelig lavere

I tilfældet med en iPad bliver hovedparten af den tilegnede »Dark Value« realiseret – ikke som Apples profit – men i form af merværdi til forbrugerne i form af billigere varer. Konsekvensen er, at befolkningen i ’Nord’ uforvarende drager fordel af dette system af udbytning, når hun eller han forbruger lønnen for en times arbejde, til at købe et produkt, der indeholder mange lavt og ubetalte timers arbejde, mange lavt værdisatte råmaterialer og økologiske input. På denne måde bliver befolkningen i centeret et globalt forbrugeraristokrati.«

De samme beregninger kan gøres for vores Nike sko, vores H og M tøj, møbler fra Ikea, kaffe, bananer, vindruer, chokolade osv.

Zak Cope har i bogen »Divided World Divided Class« beregnet størrelsen af overførslen af værdi fra udbyttede lande til imperialistiske lande i 2009 til ca. 6.500 milliarder dollars. [12] I runde tal disponerede den gennemsnitlige borger i Latinamerika i år 2000 over 1/13 af indkomsten af en gennemsnitlig borger i ’Nord’. For Asiens vedkommende var forholdet 1/24 og for Afrika 1/60.[13] 

I 1970erne imperialismeteori påviste politiske økonomer, hvordan ’periferiens’ udvikling var afhængig af kapitalismen i ’centerlandene’. I dag kan man med god ret påstå, at vi i ’centret’ er afhængig af produktionen i ’periferien.

Betegnelsen »»producent-økonomier« og »konsument-økonomier«  forbundet via globale produktionskæder og ulige bytte er i dag, en mere dækkende beskrivelse for det globale system end 70ernes betegnelse »center« og »periferi«. [14]

Læs artiklen »EU i krise: Derfor er radikal forandring mulig« hos Modkraft 
Læs anmeldelsen »En af de vigtigste danske politiske bøger i flere år« hos Modkraft