Socialdemokraten Pernille Rosenkrantz-Theil har rejst en interessant diskussion om transnationale overenskomster som svar på det massive pres på danske industrilønninger. Men der er mindst seks problemer i hendes forslag om at lave overenskomster på tværs af landegrænser.
Svaret på det massive pres, der i øjeblikket er på danske industrilønninger, er, at overenskomster fremover i højere grad skal forhandles transnationalt – altså på tværs af lande i Europa.
Sådan lød meldingen fra Pernille Rosenkrantz-Theil, der er socialordfører og medlem af beskæftigelsesudvalget for Socialdemokraterne, i midten af februar 2014 på TV2 News.
Læs artiklen »S-ordfører: Overenskomster bør forhandles på tværs af lande« hos TV2 News
Hendes udmelding skabte en del røre i medierne, især fordi Søren Pind (V) og Morten Messerschmidt (DF) anklagede hende for at ville ødelægge danske overenskomster – selv om det er svært at forstå, at netop de to pludselig har travlt med at forsvare danske overenskomster.
Selv om diskussionen og problematikken er nødvendig og alvorlig, roder alle tre politikere godt og grundigt rundt i begreberne.
Spørgsmål som tysk lovgivning om kolonnearbejdere, mindsteløn ved lov eller ved overenskomst, den danske model, EU-lovgivning og den yderste venstrefløj er blot nogle af de størrelser, som bliver blandet ind i denne diskussion.
Pernille vil forhandle overenskomster på tværs af landegrænserne for at undgå, at de danske industriarbejdere, eksempelvis slagteriarbejderne ved Danish Crown, udkonkurreres af tyske kolonnearbejdere.
Men der kan imidlertid ikke forhandles en fælles overenskomst for danske slagteriarbejdere og tyske kolonnearbejdere.
De tyske arbejdere er nemlig ikke overenskomstdækket, men er ansat under en lov, »Hartz IV«, som den socialdemokratiske forbundskansler Gerhard Schroeder fik vedtaget i 2005.
Loven åbner mulighed for lønninger ned til én euro i timen, der så kan suppleres med offentligt bistand.
Belgien har klaget til EU over netop denne lov og tysk arbejdsmarkedspolitik. Da det er tysk lovgivning, som er problemet, kan altså ikke løses ved overenskomstforhandlinger.
I de øvrige EU-lande har man mindstelønninger fastsat ved lov – eller man er på vej til at indføre det.
I Danmark har vi ikke nogen mindsteløn ved lov, til gengæld er alle større brancher dækket af en mindsteløn, som er aftalt i overenskomsten.
Den aftalte mindsteløn er typisk højere end de mindstelønninger, som er aftalt ved lov i de øvrige lande.
Pernille brugte som eksempel, at vi i Danmark løste problemet med jyderne, der underbød de københavnske arbejdere i gamle dage.
Man sørgede for at have fælles overenskomstforhandlinger, for så er det ikke bare et spørgsmål om, at der er en nedre standard, så er det et spørgsmål om at få lagt ind i meget klare rammer, hvad det er der foregår, på de respektive arbejdspladser.
Men forholdene i fortidens Danmark kan ikke blot udbredes til Europa i dag. Det skyldes først og fremmest at den danske – eller nordiske – model ikke gælder i hele Europa.
I Danmark, og til dels i Sverige, har vi en enhedsfagbevægelse og et forholdsvis godt aftalesystem. Det sikrer, at overenskomster dækker hele brancher over hele landet og ikke kun de enkelte virksomheder. Danske fagforeninger har ret til at tegne disse landsdækkende overenskomster.
Over for det har resten af Europa flere fagforbund (kommunistiske, socialdemokratiske, kristelige, syndikalistiske) som dækker samme område.
På andre områder er organisationsprocenten så dårlig, at arbejdsgiverne nægter at tegne overenskomst.
Derfor er der mange arbejdspladser og brancher i Europa, hvor overenskomstdækningen er mangelfuld, og hvor det vil være svært at få lov at forhandle en overenskomst.
Det indre markeds krav om kapitalens, arbejdskraftens og tjenesteydelsernes frie bevægelighed har betydet, at fagbevægelsens overenskomster og aftalegrundlag bliver udfordret – jf. den såkaldte »Laval-dom« og tre andre afgørelse fra EU-domstolen.
Flere faglige organisationer har stort set opgivet at tegne nye overenskomster på denne baggrund.
Senest har en rapport fra Europarådet dog slået fast at Laval-loven krænker de faglige rettigheder.
Læs artiklen »Europarådet: Svensk lavallov krænker faglige rettigheder« på Modkraft
Malernes nylige sejr i Arbejdsretten betyder ligeledes at de danske fagforeninger sagtens kan kræve overenskomst med de udstationerede virksomheder.
Læs artiklen: »Arbejdsretten godkender konflikter mod løndumpende EU-virksomheder« på Modkraft
Interessant er det, at de to politikere fra V og DF pludselig går ud og forsvarer danske arbejdere. Nu har de i mere end ti år forringet vilkårene for fornuftige løn- og arbejdsforhold i Danmark.
Morten Messerschmidt trækker det »røde kort« og mener, at Pernilles forslag, må have sin rod i hendes fortid på den yderste venstrefløj.
Søren Pind antager, at fælles forhandlinger vil lande på den laveste fællesnævner – altså sydeuropæiske lønniveauer.
Han sammenblander tysk lovgivning og overenskomstforhandlinger for at få det til at virke, som om han forsvarer den danske model med den fri forhandlingsret.
De tager begge fejl.
Den faglige venstrefløj ønsker hverken en fælles europæisk mindsteløn eller fælles EU-overenskomster.
Alt i alt kan man konkludere, at alle tre politikere roder rundt i lovgivning, overenskomster og mindstelønninger. Det sker i en grad, så det er helt umuligt at sige om fælles europæiske overenskomstforhandlinger kan være en fordel.
Men Pernilles forslag fortjener selvfølgelig en overvejelse, da vi jo har et stort pres på de danske lønninger.
Som det ses ovenfor vil det være nærmest umuligt at forhandle en fælles europæisk overenskomst.
Hvis det lykkes at trække arbejdsgivere fra samme branche til et fælles europæisk forhandlingsbord, så vil der være mange års tilpasningsforhandlinger, før der kan opnås en fælles overenskomst en fælles ramme.
En fælles ramme vil dernæst have den store udfordring, at lønniveauet i de enkelte lande skal tilpasses – eller som minimum forhandles, således at lønningerne i de enkelte lande skal svare til leveomkostningerne i de enkelte lande.
Her skal der tages hensyn til skattetryk, løn under sygdom, arbejdsløshedsunderstøttelse, opsigelsesvarsler, pension, mulighed for uddannelse og ferieaftaler.
Alle disse forhold, som ikke er direkte lønkroner, har jo en væsentlig indflydelse på, hvad en arbejder har med hjem, når arbejdsåret og arbejdslivet er overstået.
Den danske fagbevægelse er ikke interesseret i en lovbestemt mindsteløn.
Den vil være bestemt af regeringen og Folketinget, ikke af arbejdsmarkedets parter. Det vil betyde, at Folketinget i krisetider vil være tilbøjelig til at sætte mindstelønnen ned.
»Det skal kunne betale sig at arbejde« (læs: »Vi skal tvinge folk i arbejde«) er et mantra, som vi har hørt fra både SRSF-regeringen de senere år og fra højrefløjen i mange år!
Det er det ikke, men der er lang vej, før forhandlinger kan komme på tale.
I stedet bør fagbevægelsen satse på et langt større samarbejde på tværs af landene.
Først og fremmest så skal de nationale fagforbund have et stærkt samarbejde på tværs af landegrænserne. De nationale fagforbund kender jo netop balancen mellem lovgivning og overenskomst i deres eget land.
Lige så vigtigt er det, at de fælleseuropæiske fagforbund gøres stærkere – bygningsarbejderne, transportarbejderne, metalarbejderne osv. De skal nemlig være offensive på redskaber, som kan forhindre den sociale dumping, som er resultatet det massive pres på løn- og arbejdsforhold.
De europæiske fagforbund skal samtidig arbejde aktivt i EU, i Bruxelles, for at påvirke direktiver, inden de bliver udmøntet. De fleste direktiver støtter kapitalens fri bevægelighed og udhuler dermed lønmodtagernes rettigheder.
Ligeledes skal de på EU-plan være med til at sætte initiativer i gang, som forbedrer lønmodtagernes rettigheder – for øjeblikket er det de store arbejdsgiverlobbyister, som får lov at sætte dagsordenen.
Det vigtigste redskab for at komme Pernilles tanker i møde vil dog være at indføre en såkaldt »social protokol« i EU. Den kan sikre, at sociale rettigheder står over markedsrettigheder. Først da vil det være realistisk at snakke om fælleseuropæiske overenskomster.
Desværre har ingen af de tre politikeres partier villet arbejde for en social protokol.
John Ekebjærg-Jakobsen er medlem af Modkrafts faglige redaktion, formand for Stilladsarbejderklubben af 1920 og blogger på Modkraft.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96