Der er ikke meget at glæde sig over i valgresultatet. Venstrefløjen skal ikke kun genopbygges, den skal også genopfindes.
Den colombianske forfatter Gabriel Garcia Marques har skrevet en bog med titlen: Historien om et forudsigeligt mord, hvis analogi til den borgerlige valgsejr ved folketingsvalget den 18. juni 2015 er alt, alt for stor.
Romanen handler om et drab, som alle i en lille by kan forudse, men som ingen griber ind over for.
Alle, der har fulgt blot en smule med i de sidste fire års danske politik, har kunne se, at de socialdemokratiske ledede regeringer – med eller uden SF-deltagelse – med usvigelig dødsforagt har bevæget sig frem mod sin undergang. Det har alle meningsmålinger vist.
Dødsdommen var ikke kun indskrevet i regeringsgrundlaget i Det sorte Tårn i september 2011 som en videreførelse af »VK-regeringens økonomiske politik i bred forstand«. Den blev allerede udstedt, da Radikale Venstre saboterede S-SF’s fælles reformplaner under VKO-flertallet ved at tilslutte sig flere afgørende forlig, ikke mindst i forhold til efterløn, dagpenge og skat.
Det satte en stopper for alle muligheder for et progressiv centrumvenstre-projekt.
Valgnederlaget for regeringen og dens støttepartier har derfor været lige så forudsigeligt som mordet i Garcia Marques’ roman.
Alligevel er den borgerlige sejr og Dansk Folkepartis fremgang chokerende.
Først og fremmest fordi de borgerliges valgsejr blev hentet hjem på en bevidst smålig, manipulerende og mobbende hetz mod kontanthjælpsmodtagere og asylansøgere. Venstres og De konservatives valgkampagner har tilsidesat alle tidligere former for borgerlig anstændighed, og de har i stedet forsøgt at konkurrere med Danske Folkeparti på fremmedhad.
Partiernes håb har sikkert været at erobre stemmer til sig selv, men resultatet har alene været at katapultere Dansk Folkeparti ind som det største borgerlige parti i Folketinget.
Man kan som venstreorienteret fryde sig over Venstres og De konservatives (og Radikale Venstres) tilbagegang. Men fryden overdøves af kvalmen over fremgangen for Liberal Alliance og Dansk Folkeparti.
Det er også dybt deprimerende – men ikke overraskende – at Socialdemokraterne deltog i asyl-bashingen.
Helle Thorning-Schmidt vandt for ti år siden formandsposten som kandidat for højrefløjen i partiet. Hun har også i den afgående regering placeret sig solidt i højre side af den socialdemokratiske flanke.
Om hendes tilbagetrækning som formand vil åbne mulighed for, at partiet kan trække en smule til venstre er højst usikkert.
Mette Frederiksen, der er den sandsynlige afløser, har ganske vist ry for at have en smule social indignation.
Men Helle Thorning-Schmidts afgang sker uden internt politisk opgør om den politiske linje. Og Mette Frederiksen har som socialminister bevist sin ’realpolitiske troværdighed’ ved at været hovedansvarlig for asociale forringelser over for kontanthjælpsmodtagere, syge, flexjobbere mv.
Men (beskedent) venstreryk eller ej: Socialdemokraternes grundlæggende problem er, at en klassesamarbejdende, reformistisk strategi ikke længere ser ud at finde rodfæste inden for den neoliberale kapitalisme.
Reformrummet er lukket ned af diverse EU-restriktioner på finanspolitikken. Og det internationale finansborgerskab, der er blevet den dominerende kapitalfraktion, opfatter ikke længere klassesamarbejde som en nødvendighed.
Hvis denne diagnose er rigtig, stiller det venstrefløjen over for nye udfordringer.
Den parlamentariske venstrefløj kan så på den ene side ikke længere nøjes med at være en korrektion til eller basere sin strategi på en alliance med Socialdemokraterne.
Men den kan på den anden side heller ikke med et snuptag overvinde eller overskride de eksisterende magtforhold og den socialdemokratiske dominans inden for arbejderbevægelsen i bred betydning.
Venstrefløjen må på en og samme gang opstille nogle strategiske målsætninger om radikaldemokratiske og økologiske samfundsforandringer, der kan give begejstring og tro på alternativer til kapitalismen. Og den må samtidig agere realistisk-pragmatisk inden for de givne magtforhold uden at give køb på egne målsætninger.
Den balance er det ikke lykkedes hverken Enhedslisten eller SF at finde frem til.
SF’s nedsmeltning er et direkte resultat af partiets manglende evne til at navigere i farvandet mellem magt, pragmatik og visioner.
Partiet gik ind i en regering uden at afsætte et regulært aftryk på politikken. Partiet blev i stedet fanget i et machiavellistisk dilemma mellem at fastholde og blive knust af magt.
Det er til gengæld nok lykkedes Enhedslisten realpolitisk at finde et balancepunkt mellem at være støtteparti og kritisk opposition til SR(-SF)-regeringen. Men det er sket på bekostning af en politisk profil som socialistisk og systemkritisk.
Partiet blev med regeringens højrekurs i praksis sat i et dilemma. Det skulle ikke kun udtrykke sin egen antikapitalistiske systemkritik. Det skulle også artikulere og forvalte den store utilfredshed fra regeringens eget bagland.
Når Alternativet som et af valgets få lyspunkter faktisk kunne få så overraskende stor succes, skyldes det ikke mindst, at hverken SF eller Enhedslistens samfundsforandrende potentialer har været synlige.
Det har været paradoksalt at se en radikal samfundskritik vokse op fra den politiske midte, samtidig med at den samme kritik er blevet lukket ned – eller i det mindste nedtonet – af venstrefløjen.
Det er, tror jeg, en af årsagerne til at venstrefløjen samlet er gået tilbage ved folketingsvalget.
Selv om det – måske overraskende – er lykkedes Enhedslisten ikke alene at fastholde samme vælgeropbakning, men også gå to mandater frem, ser det lige nu ud til, at det er Alternativet, der repræsenterer den mest radikale samfundskritik.
Gabriel Garcia Marques’ forfatterskab betegnes normalt som magisk realisme.
Måske skulle venstrefløjen tage det begreb til sig: Der er i al fald brug for, at venstrefløjen kan opstille et visionært perspektiv, der overskrider her-og-nu-mulighederne, men også at den evner at forvalte de politiske principper inden for de eksisterende magtforhold.
Ole Wugge Christiansen er ansvarshavende redaktør på Modkraft.
Se også Modkraft Biblioteks linkboks om Valget 2015 og venstrefløjen