En firedobling af medlemsskaren på bare en uge er nok drømmescenariet for ethvert parti. For det nystiftede danske Piratpartiet var det en realitet, da medlemsskaren voksede fra 18 til 70 efter partiets landsmøde forrige weekend.
Trods den procentvise stigning er der imidlertid langt op til de svenske pirater, der med 40.000 voksne og 18.000 unge medlemmer ser ud til at blive repræsenteret i både Riksdag og Europa-Parlament.
Alligevel drømmer partiformand Ole Husgaard om at blive tungen på vægtskålen i det danske Folketing, skriver Ugebrevet A4.
– Piratpartiet er ligeglade med, om regeringen er borgerlig eller socialistisk. Hvis oppositionen kan tilbyde noget bedre på de her spørgsmål, så bliver det dem, der kommer i regeringen med Piratpartiets stemmer, siger han til A4.
Ifølge Ole Husgaard er der brug for partiet, fordi Danmark er på vej ind i et informationssamfund på samme måde som man engang gik fra landbrugssamfund til industrisamfund. Det giver nye politiske brydninger, og han synes ikke, at emnet er for smalt:
– Det samme kunne man jo sige, da socialismen kom. Den handlede jo om én ting – nemlig at sikre arbejdstagernes rettigheder. Borgerrettigheder i informationssamfundet er et lige så stort og vigtigt emne i vores tid.
Partiformanden mener, at især den øgede overvågning er et stort problem i forhold til borgerrettighederne, og det hænger nøje sammen med spørgsmålet om piratkopiering, siger Ole Husgaard til A4. Hvis en strammere og strammere ophavsret skal opretholdes, kræver det nemlig mere overvågning og kontrol af folk, siger han.
Hvad vil I gøre, når der skal stemmes om miljø eller arbejdstagerrettigheder eller økonomi?
– Det har vi i Danmark ikke en egentlig plan for endnu. I Sverige satser de på at være tungen på vægtskålen i Rigsdagen, og så er det ellers et spørgsmål om, hvilken blok der kan tilbyde den bedste handel.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96