Kommentar: Modstand

Hvad er modstand? Det korte svar er: Modstand er en frigørende måde at leve og tænke på. Frigørende fra hvad? De idealer, regler og normer, som fortæller hvordan et liv skal og bør leves.

Modstanden begynder, når den enkelte evner eller er villig til at ’stå imod’ de herskende ideologier og værdier, hvad enten disse er forførende eller dominerende.

Det understreger, at modstanden begynder med en selv og ens egen relation til andre. Eksempelvis: Hvad betyder det, at jeg er en kaukasisk mand, som er født i et skandinavisk land, der har en længerevarende uddannelse, som er heteroseksuel etc.? Det betyder ofte meget mere end det burde, da de fleste per automatik orienterer sig efter disse (og flere) positioner eller sociale identiteter.

Af samme grund kommer modet på prøve, da det kan være svært at ’stå imod’ såfremt førnævnte identitetsmarkører åbner døre eller medfører anerkendelse inden for herskende positioner. Modstand handler simpelthen om at se udover eller forbi disse, fordi det handler om at leve et liv i frivillighed.

Modstand adskiller sig fra den gængse opfattelse af modkultur eller modbevægelser, idet modstanden ikke er styret og formet af det, som den er imod. Hvis modstanden alene er defineret i kraft af hvad, den er imod, f.eks. kapitalens tankemæssige og eksistentielle ensretning, bekræftes kapitalen som en nødvendighed for egen sejr.

Men modstand handler ikke om at sejre, men at skabe et fundament, hvorfra nye tanker og måder at leve på kan udfolde sig frit. Det betyder også, at modstanden ikke opererer med et endemål, da den er initieret af en frigørende kraft væk fra det, som hæmmer, kontrollerer, dominerer og minimerer.

Det frigørende ligger i evnen til at stå imod i kraft af skabelsen af noget bedre.

Modstand er evnen til at stå imod ved hjælp af fantasiens kraft, der gør det muligt at tro på noget bedre.

Af samme grund er modstanden i sin form eksperimenterende, hvilket både Christiania og Ungdomshuset vidnede om. Her blev der blandt andet skabt et rum for relationer, hvorved en masse gratis goder blev produceret, såsom venskaber, sociale aktiviteter, nærvær og omsorg.

Kun de erkendelser, som er værd at gentage, rækkes videre, f.eks. de glædelige og kærlige relationer. Det er det spor, som modstanden trækker efter sig.

Kendetegnende ved enhver form for modstand er, at den ikke er interesseret i ejerskab, da den for længst har erkendt, at en god ide, en smuk følelse eller tanke sagtens kan deles uden at miste sin helst kraft. Tværtimod.

Modstanden ligger derfor ikke i brostenene, men i de former for liv, som brostenene desperat forsøgte at værne om.

Behovet for modstand er stærkt voksende, da demokratiet synes at vakle i fundamentet.

Ideen om demokrati indeholder to vigtige støtteben. Den ene at det drejer sig om at organisere uenighed, hvilket vil sige at alle bør have en stemme. (Ikke kun en stemme i stemmeurnen, men en stemme, der kan udfolde sig i måder at leve og tænke på). Det andet støtteben er, at tavshed er lig med samtykke.

Det sidste kan desværre fremmes ved at flå tungen ud på den første stemmes alternativer. Men dermed ødelægges demokratiet, da det netop er igennem uenigheden, at demokratiet udvikler sig.

I dag spænder flere demokratiske regeringer ben for sig selv i demokratiets navn. Dette sker, når uenighedens stemme i stigende grad ties ihjel ved hjælp af skræmte politikeres justeringer af loven, politiets øgede frirum, ’humane’ militærinterventioner hist og her, eller økonomiske sanktioner og toldregler, der ikke fremmer fri bevægelse.

Siden Aristoteles påpegede, at mennesket adskilte sig dyrene pga. dets sprog, har utallige regeringer i demokratiets navn forsøgt at få dissidenter til at holde kæft. Formålet har været at fremstille enhver form for modstand som dyrisk, hvorved andre borgere kan skræmmes til at vedtage nye regulativer, der kan minimere rummet for uenighed.

Det er her modstanden er nødvendig. Ikke bare af hensyn til i dag, men i høj grad af hensyn til de kommende generationer. Modstandens bevæger sig hele tiden i en frigørende retning, fordi den er frigørende i sit vedvarende forsøg på at skabe en mere kærlig verden. En sådan verden er flerstemmig.

Finn Janning er filosof og har tidligere på året udgivet bogen Modstand på Forlaget Klim.