Ifølge politiet blev der ikke brugt knipler, da man søndag aften stormede grunden på Jagtvej 69 for at fjerne en større gruppe unge, der havde samlet sig for at markere to-årsdagen for rydningen af det gamle ungdomshus.
Den forklaring har 16-årige Catrine Rex Hinrichs svært ved at forstå. Ifølge hendes forklaring resulterede en fredelig deltagelse i demonstrationen i et voldsomt møde med en gruppe betjente.
I alt blev det til to voldsomme skub i ryggen, et hårdt spark i maven, fire slag med knippel og en efterfølgende indlæggelse på Bispebjerg Hospital til undersøgelse, bl.a. for muligt brud på nakkehvirvlen.
Catrine Rex Hinrichs befandt sig kort før klokken 21 på fortovet ud for Jagtvej 69, hvor står hun og taler med en ven, 16-årige Louis Albeck Grandjean. Begge har tidligere på dagen deltaget i en annonceret demonstration fra Gammel Torv i det indre København og ud til Nørrebro.

Pludselig stormer talstærkt politi stedet, bl.a. fordi nogle af de tilstedeværende har antændt et bål ude på Jagtvej. Synet af de fremstormende betjente med hævede knipler får de to unge til at gå ind på den tidligere ungdomshusgrund for at komme væk ad den vej.
Ifølge betjentene flytter den unge pige sig ikke hurtigt nok. I hvert fald skubber en politimand ifølge Catrine Rex Hinrichs hende på et tidspunkt så hårdt i ryggen, at hun med stor kraft falder ned i asfalten og slår hovedet.
Skubbet er ifølge Catrine Rex Hinrichs så voldsomt, at hun efterfølgende føler sig konfus og forvirret. Den belastning, som lægerne på skadestuen på Bispebjerg Hospital senere frygter er et brud på hendes nakkehvirvel, menes at være forårsaget af skubbet.
Da hun forsøger at komme op at stå, sparker en betjent hende i maven. Ifølge pigen får sparket hende til at krybe sammen i fosterstilling.
Da det lidt efter lykkes hende at komme halvt op at stå, skubbes hun igen voldsomt i ryggen af en betjent og falder på ny ned i asfalten. Liggende dér tildeles hun fire knippelslag, bl.a. i ryggen, på skulderen og på albueleddet.
Herefter lader betjentene hende være, og det lykkes for Louis Albeck Grandjean at komme hende til undsætning.
Ifølge Louis Albeck Grandjean bliver han i forbindelse med episoden også slået med knippel, bl.a. over hånden og bag på benene, dog ikke mere alvorligt end at han efterfølgende er i stand til at samle den omtumlede veninde op og bære hende ud til Nørrebrogade, hvor synet af den medtagede pige får nogle forbipasserende til at opfordre dem til at tage på skadestuen.
Af Catrine Rex Hinrichs journal fra Bispebjerg Hospital fremgår det, at lægerne bl.a. beslutter at røntgenfotografere hendes nakke, hvor hun klager over smerter.
Ifølge journalen giver røntgenbillederne mistanke om et brud på nakkehvirvlen, hvorfor hospitalet beslutter at indlægge hende med henblik på at få hendes nakke skannet i en såkaldt CT-skanner, en undersøgelse der foretages mandag morgen.
Til stor lettelse for Catrine Rex Hinrichs og hendes forældre viser skanningen ikke tegn på et brud, hvorfor hun udskrives mandag kl. 14.
Familien overvejer at klage til Statsadvokaten over betjentenes hårdhændede behandling.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96