Københavns Byret frifandt mandag 13 mennesker, der var sigtet for overtrædelse af § 134a om grov forstyrrelse af den offentlige orden under urolighederne ved rydningen af Ungdomshuset den 1. marts 2007.
I lighed med den såkaldte knibtangsmanøvresag, afviste Byretten et vidneudsagn fra en vicepolitikommissær, der ellers erklærede sig »100 procent sikker« på at kunne genkende samtlige de sigtede.

Den pågældende episode fandt sted i et gadekryds ved Jagtvej, hvor aktivister havde bygget en barrikade på tværs af vejen. Da politiet stormede, flygtede de omkringstående, og omkring 20 af dem blev efterfølgende anholdt i en nærliggende parkeringskælder og senere varetægtsfængslet i knap to uger.
»Fotografisk hukommelse«
Ligesom i sagen om knibtangsmanøvren, hvor 26 sigtede blev frikendt i marts, blev fængslingen begrundet med et vidneudsagn fra en betjent, der hævdede at han på en afstand af over 100 meter kunne genkende samtlige anholdte som dem, der havde bygget barrikaden.
Men ifølge forsvarsadvokat Lars Dinesen skal man »have en næsten autistisk fotografisk hukommelse for at være i stand til at foretage en så sikker identifikation«, udtaler han til Ritzau.
Det har endnu ikke været muligt at se rettens præmisser for frifindelserne, men ved knibtangsmanøvre-sagen faldt sagen bl.a. på vidneudsagnet fra en vicepolitikommissær, der måtte indrømme at have udtalt sig »for bombastisk«. Forsvarerne i den sag har klaget til statsadvokaten over betjentens fejlagtige udtalelser, der kostede de sigtede flere ugers varetægtsfængsel.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96