April 2008-aktivister besatte huse og bygninger over hele Europa på den første af to aktionsdage, som skal vise modstand mod »den internationale repression mod selvstyrende kulturer og bevægelser«.
En af de mest opsigtsvækkende aktioner fandt sted i Amsterdam, hvor cirka 60 personer besatte en gammel bygning ejet af statens nationalmuseum. Ifølge April2008’s internationale hjemmeside har BZ’erne tilsyneladende lavet en aftale med ejeren om at forlade bygningen mandag.
I en anden hollandsk by, Nijmegen, besatte en gruppe aktivister en bygning, som tidligere har været brugt af postvæsenet. De begrundede aktionen med at mange ejendomme står tomme, selv om der er stor boligmangel.
BZ-ejendomsmægler i London
I London åbnede aktivister en såkaldt »BZ-ejendomsmægler« og annoncerede herfra en række tomme BZ-egnede huse, lejligheder og bygninger med udførlige beskrivelser af beliggenhed og historie.
Foreløbig melder initiativets hjemmeside om to BZ-aktioner i London, dels af en lagerbygning og dels af en bygning, som en boligspekulant har ladet forfalde.
Gadefest i New Zealand
Så langt væk som New Zealand meldes der om en gadefest fredag den 11. april med DJ’s, bål og mavedans. Her var anledningen udover aktionsdagen også »den statslige repression af autonome fristeder og af indfødte folk«.

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96