Annonce

10. april 2008 - 11:14

Fristedsaktion på trods af nyt ungdomshus

Gennembruddet på ungdomshusfronten betyder ikke, at April2008-aktionen aflyses. Forberedelserne til de to såkaldte internationale aktionsdage den 11. og 12. april er i fuld gang, siger arrangørerne, der oplyser, at man forventer en bred vifte af aktioner, happenings og fester over hele landet.

– Et eventuelt nyt ungdomshus på Dortheavej, eller hvor det nu bliver, betragter vi kun som en ankomst til kampens startlinje, ikke dens slutpunkt, udtaler Daniel fra April2008’s pressegruppe til Modkraft.dk.

– Kampen for fristeder fortsætter. Husrydninger og nul-tolerancepolitik kan ikke knække os, tilføjer han.

JPEG - 31.9 kb
De internationale aktionsdage skal finde sted over store dele af verden i protest mod den voksende trussel mod autonome fristeder. Indtil videre er der lagt program for aktioner i 35 internationale byer. Arkivfoto: Mark Knudsen/Monsun.

Fra at »tage« rum til at »give« rum
Aktionsdagene bliver ifølge arrangørerne skudt i gang fredag eftermiddag med en cykeldemonstration i København. Demonstrationen vil blive ført til et endnu ikke oplyst sted, hvor aktivisterne igennem den senere tid har arbejdet hårdt på at forberede en større manifestation.

– Vi kan endnu ikke oplyse, præcis hvad der skal ske, men vi kan dog sige så meget, som at det handler om at give et rum tilbage til de mennesker, der bor i området, fortæller Daniel.

– Den autonome bevægelse har på det seneste måske været meget fokuseret på at »tage« rum. En af de ting vi gerne vil, også med de internationale aktionsdage, er at skabe rum og videregive dem til andre. Sagt helt overordnet kommer dagene til at handle om at ibrugtage og videregive alle mulige former for rum, der er blevet kommercialiseret eller institutionaliseret på den ene eller anden måde. Vi vil gerne sætte brugsret over ejendomsret, udtaler han.

Hold mobilen åben
Ifølge Daniel skal deltagerne holder deres mobiltelefoner åbne fredag aften, hvor der ud på aftenen vil gå sms-kæder rundt, der oplyser om, hvad der videre skal ske. Det samme gælder lørdag, hvor han dog oplyser, at der vil blive tale om en række husbesættelser spredt ud over landet.

Som navnet internationale aktionsdage antyder, er der tale om en aktion, som rækker udover landets grænser. Ifølge Daniel ligger der indtil videre programmer for aktionsdage i ikke mindre end 35 byer over det meste af den vestlige verden.

Navnet Daniel er opdigtet. Modkraft.dk kender aktivistens fulde navn og identitet.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce