Annonce

31. oktober 2007 - 20:43

Svenske »byindianere« pifter biler

Östermalm, 14. juli: 60 byjeeps piftet.
Vasastan, 26. juli: 30 byjeeps piftet.
Kungsholmen og Vasastan, 24. august: 200 byjeeps piftet.
Göteborg, Malmö, Karlstad, Växjö, Hammarby og Helsingborg: hundreder af piftede biler.

Over hele Sverige bliver luksusbiler piftet i rasende fart af anonyme aktionsgrupper, der går under det fælles navn »Asfaltsjunglens indianere«. Aktivisterne skærer ikke dækkene op, men nøjes med at pifte dækkene ved at lukke luften ud af ventilerne, og hver af de piftede biler forsynes med et brev fra byindianerne, der forklarer ejeren, hvorfor dækkene nu er flade.

JPEG - 78.5 kb
Siden juli har militante svenske miljøaktivister piftet hundredevis af benzinzlugende privatbiler landet over. Foto: Asfaltsjunglens indianere

Under overskriften »Din byjeep dræber«, forklarer de militante miljøaktivister, at de store benzinslugere er en væsentlig årsag til de klimaforandringer, kloden i øjeblikket oplever, og gennemgår derpå kort konsekvenserne: Polerne smelter, havene stiger, tusinder af mennesker drives på flugt.

»Dette behøver ikke ske, hvis vi skærer kraftigt ned på vort udslip af kuldioxid. Nu. Ikke i morgen. Derfor har vi uskadeliggjort din byjeep ved at tømme dækkene for luft«, lyder den pædagogiske forklaring, der sluttes af med en opfordring til i stedet at benytte den kollektive trafik.

Bilerne er kun første mål
Siden starten i juni måned har gruppen spredt sig til foreløbigt 11 forskellige svenske byer fra nord til syd. Via internettet udveksles erfaringer, tips, diskussioner og aktionserklæringer. Så sent som den 26. oktober blev 50 biler piftet i Stockholm – en aktion, der blev tilegnet de hundredtusinder af mennesker, der er blevet tvunget på flugt fra flammerne i de californiske skovbrande.

»Sammenhængen mellem skovbrandene på den amerikanske vestkyst og klimaforandringerne er ikke 100 procent sikre, men tilstrækkeligt tydelige til at vi synes, at det er lidt ironisk, at overklassen i Stockholm får overklassen i Hollywood til at blive evakueret«, lyder forklaringen.

Målet for aktivisterne er ganske enkelt, at det skal blive ubekvemt – grænsende til umuligt – at eje en byjeep i Sverige. Men bilerne er kun første skridt, skriver de:

»Asfaltsjunglens indianere er kun starten på mange forskellige direkte aktioner mod klimaødelæggelsen, der kommer til at sprede sig over Sverige de komende år. Vi er en lille, lille del af den sociale bevægelse, som må blive den mægtigste, historien har kendt«, lyder det ubeskedent.

Bilejere vil dræbe aktivisterne
De omfattende hærværksaktioner har udløst en heftig debat i de svenske medier, hvor ikke kun avisernes læserbrevsspalter, men også tv-kanalers debatprogrammer har taget emnet op. Og bilejerne er rasende.

Tonen i debatten er ganske rå. Især på diverse bilfora, hvor hidsige bilejere skriver glødende indlæg om al den vold de vil udøve mod byindianerne, hvis de fanger dem. Og en gruppe, der kalder sig »Asfaltsjunglens Cowboys« har ligefrem oprettet en hjemmeside, der til forveksling ligner indianernes. Her samles de bilejere, der ikke synes, at »det er ok at voldtage demokratiet med udenomsparlamentariske metoder. Derimod kommer vi til at benytte retten til at forsvare vores ejendom«.

JPEG - 95.7 kb
26. oktober på på Östermalm i Stockholm: 50 luksusbiler piftes. Samtidig truer rasende bilejere med at dræbe aktivisterne. Foto: Asfaltsjunglens indianere

Gruppen har som modsvar til byindianernes brev til bilejerne formuleret et satirisk »Brev til aktivisterne«, som skal placeres i aktivisternes lommer, »så de finder det, når de vågner efter at være blevet fanget«.

Og så følger ellers en direkte mordtrussel:

»Din miljøaktion kan dræbe, i hvert fald dig selv. Vi har lukket luften ud af en eller begge dine lunger. (...) Dette behøver ikke ske, hvis du kommer til fornuft og benytter de kanaler, som findes i et moderne og frit samfund med ytringsfrihed. Nu. Ikke i morgen. Derfor har vi uskadeliggjort dig ved at tømme dine lunger for luft«.

Truslerne har dog ikke fået miljøaktivisterne til at indstille deres aktiviteter, men på deres hjemmeside advarer de stammefæller mod at begive sig ud alene: »Vær bevidste om pogromatmosfæren. Bevæg jer helst i grupper, som ikke er mindre end fire«, skriver »Asfaltsjunglens indianere« som reaktion på bilejernes dødstrusler.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce