Nordkorea-forening: »Der er så mange skrækhistorier«

I et lille trangt lokale sidder 12 mennesker tæt sammen og venter på, at en filmfremviser vil opføre sig ordentligt. De otte af dem er tilskuere, de resterende er medlemmer af »Venskabsforeningen Danmark – Den Demokratiske Folkerepublik Korea«, som fredag aften står for et møde på Danmarks Sociale Forum med titlen: »Hvorfor solidaritet og venskab med Korea?«

Det er foreningens formand Anders Kristensen, der byder velkommen og glæder sig over, at »der er kommet så mange«.
Formanden, der har siddet i spidsen for den lille forening siden 1982, introducerer dokumentarfilmen »En forening i modvind«, der tidligere på året blev vist på DR.

»Nordkorea forsvarer sig mod imperialismen«, lyder Venskabsforeningens forklaring på bl.a. statskontrollen med landets medier. Foto: Mark Knudsen/Monsun

– Nogle synes, den er kritisk over for os, andre at den er sympatisk. Det må man selv afgøre, siger Anders Kristensen, der selv mener, at dokumentaren er »afbalanceret«:

– Den viser, at vi har problemer, men at vi fortsætter alligevel, siger han.

Et kommunistisk lykkeland
Da filmen – som for en stor dels vedkommende kredser om Venskabsforeningens problemer med dele af den øvrige venstrefløj – er slut, tager formanden atter ordet.

I et længere indlæg, som det tydeligvis ikke er første gang han holder, redegøres for foreningens baggrund og forholdende i Nordkorea, som foreningen opfatter dem.

– Vi arbejder på at udbrede kendskabet til Korea og det kommunistiske parti samt styrke forbindelserne mellem Danmark og Nordkorea.

– Vi støtter en genforening af Nord- og Sydkorea, og et atomvåbenfrit Korea. Det kan måske lyde paradoksalt, nu hvor Nordkorea har fået atomvåben – men det har en anden historie, fortæller Anders Kristensen.

Og så følger en gennemgang af, hvor godt det gik for det nordkoreanske samfund op gennem 1970’erne og 80’erne:

Landet var selvforsynende med fødevarer, planøkonomien fungerede upåklageligt, sundhedssystem var gratis og veludviklet, energiproduktionen var større end i nabolandende, og de nordkoreanske arbejdere var nogle af de mest veluddannede.

Katastrofernes årti
Men så var det, at katastroferne indtraf. Og det var alt sammen noget, der ramte den kommunistiske stat udefra:

– Alt, hvad der kunne gå galt, gik galt i løbet af 1990’erne. Man taler også om »De 10 onde år«, forklarer Anders Kristensen, der har nu talt sig varm og fortæller i et hæsblæsende tempo.

– Først faldt Muren, og den kammeratlige byttehandel, der havde fundet sted mellem Nordkorea og Østbloklandene forsvandt. Dertil kom konstante trusler og blokader fra USA. I 1993 var det faktisk tæt på krig.

– Derefter fulgte enorme naturkatastrofer, hvor først tørke, så regn og så flodbølger hærgede landet.

Ifølge Anders Kristensen var Nordkorea faktisk det første offer for de klimaforandringer, der nu rammer størstedelen af kloden, og det på trods af at Nordkorea i hvert fald ikke er skyld i den udledning af CO2, som har ført til den globale opvarmning. Nordkorea bruger nemlig slet ikke så meget energi, som f.eks. Sydkorea og Japan, og det kan ses på satellitbilleder taget om natten. Her er der helt sort i Nordkorea, mens f.eks. Sydkorea er helt oplyst.

– Oven i det hele døde Den Store Leder, Kim-Il Sung så i 1994, hvilket medførte et ledelsesmæssigt vakuum. Og med alt det syntes vi netop, at der var brug at støtte landet.

Er det virkelig socialisme?
Da tilhørerne endelig få lov at spørge, startes der forsigtigt med spørgsmål til foreningens økonomi, struktur og praktiske arbejde. Men efterhånden begynder der at komme mere kant på.

En ung kvinde spørger til foreningsmedlemmernes politiske holdninger og vil vide om de synes, at Nordkorea er socialistisk.

– Konflikten med bl.a. Enhedslisten og SUF bunder jo i, at de ikke synes, at Nordkorea er socialistisk, siger hun.

Nu tager et andet medlem af bestyrelsen, Joan Korsgård, ordet for en kort bemærkning:

– Jeg er venstreorienteret socialdemokrat, og kom i sin tid ind i foreningen, fordi ingen skal styre et andet land, siger hun med henvisning til de forhadte amerikanere.

Og ifølge Anders Kristensen er foreningens bestyrelse blandet, »selvom det nok er det venstreorienterede, der styre solidariteten«, som han siger.

En anden tilhører spørger til landets demokrati. Anders Kristensen erkender, at det udadtil kan ligne et diktatur med Den Store Leder, men forklarer, at der her er tale om kulturspørgsmål, der bunder i Konfutse-traditionen.

– Og så er der jo stort pres udefra. Nordkorea forsvarer sig mod imperialismen – ligesom Cuba.

Tortur, censur og skrækhistorier
Endnu en tilhører bider sig fast:

– Mener I, at der er statslig censur og tortur i Nordkorea?

– Der er nok kontrol med medier osv. Det er en del af sikkerhedssystemet, for formelt er der jo stadig krig. Der er aldrig underskrevet en fredsaftale siden krigen i 1953, svarer Anders Kristensen.

Men tilhøreren er ikke tilfreds:

– Hvad med tortur? Det synes jeg ikke, jeg fik svar på.

Og i modsætning til de ellers meget detaljerede svar på alt om det nordkoreanske samfund, trækker foreningsformanden nu lidt på det.

– Altså...vi har ikke kendskab til tortur. Vi har spurgt dem, men de benægter det selv, og så kommer vi det nok ikke nærmere. De siger, at de overholder menneskerettighederne, og der er kun almindelige kriminelle i fængslerne.

– Jeg har ikke set beviser på tortur, så jeg tror ikke på det. Der er så mange skrækhistorier, slutter Anders Kristensen.

Og så er mødet forbi.