Annonce

9. juli 2007 - 17:43

300 timersregel rammer indvandrerkvinder og børn

300 timersreglen går ud på at gifte, langvarige modtagere af kontanthjælp skal bevise, at de står til rådighed for arbejdsmarkedet ved at finde 300 timers arbejde inden for to år. Hvis de ikke kan det koster det den ene ægtefælles kontanthjælp - og familien skal herefter leve for 11.904 kroner om måneden.

JPEG - 40.8 kb
Det er især indvandrerkvinder og børn, der rammes af 300 timersreglen. Arkivfoto: Peter Kristensen/Monsun.

Siden 1. april, hvor reglen trådte i kraft, er otte procent af kontanthjælpsmodtagerne i Esbjerg mistet deres indtægt. Det viser en undersøgelse, som er uarbejdet af konsulentfirmaet LG Insight.

Mange flere står imidlertid over for at miste kontanthjælpen, fordi de har fået forlænget deres kontanthjælp på grund af sygdom eller graviditet. Hovedparten af kontanthjælpsmodtagerne har fået forlænget fristen, fortæller konsulent Lars Larsen fra lG Insight til Ugebrevet A4. Han vurderer, at op mod halvdelen af de ægtepar, der er på langvarig bistandshjælp vil blive ramt.

– Mindst halvdelen af dem, der nu omfattes af 300 timersreglen, har ikke udsigt til at komme i arbejde. De har gået for længe og været opgivet af kommunen, og de har hverken danskkundskaber eller kvalifikationer til at kunne klare ordinært arbejde, siger han.

Det er især kvinder med indvandrerbaggrund og flere børn, der rammes af reglen. Helt præcis syv ud af ti berørte kvinder i Esbjerg.

Hvis talene fra Esbjerg overføres til hele landet, vil omkring 5.000 familier være omfattet af reglen og 1.500 børn, hvis familierne har tre børn i gennemsnit.

Rammer børnene
– Det her er familier, hvor børnene slet ikke er vant til, at der står Levi’s bag på bukserne. Hvis de er heldige, så er mødrene af den slags, som man kan møde mange af de allerførste timer, eftet at et udsalg er begyndt i sportsbutikker som Stadium. Når de mødre nu mister deres kontanthjælp, så vil de ikke en gang have råd til at gå på udsalg. Så bliver det noget med genbrugstøj, siger næstformanden for Dansk Socialrådgiveforening Bettina Post til Ugebrevet A4.

Også formanden for Børnerådet, Charlotte Guldberg, advarer mod udviklingen og mener, at børnene kan lide skade.

– Børn er socialt anlagt, og venskaber betyder meget for deres trivsel. Derfor kan det ramme dem hårdt, hvis der ikke i familien er råd til, at børnene kan deltage i for eksempel sportsaktiviteter og børnefødselsdage. De vil føle sig sat uden for fællesskabet, og det kan give livsvarige men på psyken og mindske deres evne til at lære, udtaler hun til Ugebrevet.

Penge er ikke lykken
Formanden for Folketingets Arbejdsamrkedsudvalg, Ulrik Kragh fra regeringspartiet Venstre, er imidlertid ikke bekymret.

– Man skal passe på med at gøre et godt og lykkeligt liv op i, hvor mange penge der er. De forældre, som vælger at leve for én kontanthjælp, giver sikkert deres børn nogle andre kvaliteter. Lykken for børn er ikke altid nye cykler og Gameboys, siger han.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce