– Jeg har altid arbejdet i det kreative felt, hvilket jeg mener, er en vej til erkendelse. Måske af samme årsag er bogens tema også, hvordan man kan nå hinanden ved hjælp af kreativitet, siger Lilje Scherfig om sin debatroman Louie, Louie.
Karakteristisk er det da også for romanen, at det er igennem faderens dukketeater, at far og søn begynder at nærme sig hinanden. Når faderen er uden dukkerne er han drikfældig og afvisende overfor sønnen, Louie.
Louie har mistet sin mor for to år siden, men han kan ikke hente meget hjælp hos faderen, der er gået helt i sort. Den eneste kontakt faderen har med Louie er, når han siger: »Gå, op og lav noget matematik, knægt!«.
– Når faderen spiller dukketeater kan sige ting til Louie, som ellers er umuligt for at få sagt. Det er igennem kreativiteten, at han tør vise, hvem han er, mener Lilja.
Født til forfatterlivet
Lilja Scherfig flyttede til København for godt tyve år tilbage, og lige siden har hun tjent sine penge inden for det kreative felt: hun har tidligere arbejdet som dramatiker, skrevet klummer, journalistisk og været kursusinstruktør.
Desuden har hun været med til at sætte teaterstykker op, hun har to år på Forfatterskolen for Børnelitteratur bag sig og udgav børnebogen »PopHans« sidste år.
Og kreativt arbejde befinder hun sig ganske godt med. Selvom flere og flere mennesker gerne arbejder 50-60 timer i ugen, så er karrierearbejdsdage på det niveau bestemt ikke noget for Scherfig. Faktisk han hun aldrig haft et almindeligt 8-16 job, og det vil hun heller ikke, fortæller den 37-årige forfatter.
– Jeg kommer fra en udelukkende kreativ familie. Min mor, far, bedsteforældre og oldefar er kunstmalere, min ene bror er rock’n’roll musiker, mens den anden er illustrator og designer. Jeg ved, at jeg ikke ville passe ind i et 8-16 job, jeg har et kreativt gen, som fungerer bedst, når jeg er min egen chef, siger hun.
Selv er hun gået i bedstefaderens Hans Scherfigs fodspor, der levede af at være forfatter.
Lilja Scherfig holder af forfatterlivet, hvor hun i fred og ro kan dykke helt ned i sine romanfigurer, men det kan også være en hård proces at skulle puste liv i dem.
– Du føler jo med dine romanpersoner. Både deres glæde og smerte bliver jo på en måde også dine følelser, fordi du jo bruger af dine egne livserfaringer, når du skriver, siger hun.
Samfundet er for firkantet
Romanfigurerne er meget autentiske og ligefremme i Louie Louie. De trettenårige drenge siger »sgu, patter og hold kæft«, akkurat som i det virkelige liv.
– Jeg har tænkt meget over, hvordan børn taler sammen for at ramme en troværdig tone. Her har jeg igen brugt mig selv og tænkt på, hvordan jeg opfattede og talte til min familie, da jeg var tretten, siger hun og tilføjer, at hverken hendes eller andres unges tone ligefrem var højtidelig og alvorlig – et indtryk man ellers nogle gange godt kan få, når man læser ungdomslitteratur.
Replikkerne i Liljas bog er derimod mundrette og ofte humoristiske uden megen forklaring af, hvad personerne egentlig føler – og det er meget bevidst valg fra forfatterens side.
– Jeg godt lide litteratur, der ikke skal forklare personernes følelser. Den virker nemlig ikke på påduttende på læseren. Jeg lader replikker stå uden fortolkning, så det er op til læseren, hvad han eller hun vil lægge i det, siger hun.
Det har desuden været væsentligt for Lilja, at bogen skulle være en hyldest til det kreative, til legen, mens Louie smider matematikbogen over i hjørnet.
– Jeg synes, at alt for meget i samfundet bygger på regler og fornuft – det hele bliver så firkantet. Der er alt for lidt plads til kreativ udfoldelse, siger hun og nævner nedrivningen af Ungdomshuset på Jagtvej 69 som et godt eksempel.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96