Mexico: Menneske- rettigheder og økonomisk udvikling

Den seneste tids omtalte bygning af en ny »Berlinmur« mellem USA og Mexico er måske bare endnu et eksempel på, at de forskellige tiltag til økonomisk udvikling i området ikke er iværksat af hensyn til fattige mexicanere.

Flere og flere fattige mexicanere forsøger at slippe over grænsen til det forjættede land, USA, fordi deres eksistensgrundlag i Mexico udhules. Konflikterne øges, og menneskerettighedsaktivister, der forsøger at forsvare de fattiges rettigheder, er trængt.

De økonomiske udviklingsplaner

De store økonomiske planer i Mexico består først og fremmest af frihandelsaftalen NAFTA og udviklingsplanen Plan Puebla Panama.

NAFTA er en forkortelse for North American Free Trade Agreement og er en handelsaftale mellem Canada, USA og Mexico, som blev oprettet i 1992.

Aftalen trådte i kraft nytårsnat 1994, men allerede samme nat gjorde en gruppe fattige indianere, der kaldte sig Den Zapatistiske Nationale Befrielseshær (EZLN) i delstaten Chiapas oprør i erkendelse af, at NAFTA ikke ville betyde økonomisk udvikling for dem.

For den indianske befolkning har majsen været basisfødemidlet i årtusinder og derfor hellig. Alligevel forsøgte den mexicanske regering ikke under NAFTA-forhandlingerne at sikre fødevaresikkerheden for sin egen fattige befolkning.

Faktisk var den mexicanske regering så ivrig, at den fremskyndede åbningen af sit marked for import fra USA, herunder majs, selvom den kunne have gjort det langsomt over en periode af 15 år.

Det betyder, at mexicanske småbønder nu ikke kan konkurrere med subsidieret majs fra de nordamerikanske gennemmekaniserede landbrug. De må ofte sælge deres høst med tab, og mange kan ikke længere få råd til basal lægehjælp, skolegang endsige tilstrækkelig mad (Jf. Unfulfilled obligations: human rights and free trade agreements in the Americas. – Centro de Derechos Humanos “Miguel Agustin Pro Juárez”, 2004, s. 14-15).

Mange fristes eller presses til at dyrke narkotika i stedet.

Plan Puebla Panamá (PPP) blev annonceret af den mexicanske præsident Vicente Fox i september 2000. Det er et kæmpemæssigt udviklingsprojekt, finansieret af bl.a. IDB (Inter-American Development Bank) og Verdensbanken, som skal gennemføres i løbet af 25 år i området mellem den mexicanske delstat Puebla og Panama. Blandt de vigtigste punkter er fremme af turisme, handel, energi samt udbygning af infrastruktur og telekommunikation.

NGO’er og andre har rejst voldsom kritik af hele Plan Puebla Panamá-konceptet. De påpeger, at det generelt er baseret på ubæredygtige udviklingsmønstre som ikke tager hensyn til den lokale befolkning (jf. Alternative report to the IV Periodic report of the Mexican state on the implementation of the ICESCR – Mexico, April 2006).

La Parota konflikten

Planerne om udbygning af vandkraftværker er flere steder årsag til konflikter. Konstruktion af dæmninger vil medføre oversvømmelser, der både går ud over lokalbefolkningen og den præcolombianske kulturarv.

Aktuel er La Parota-konflikten i Guerrero. La Parota vil betyde oversvømmelse af ca. 17.000 ha jord og tvangsforflyttelse af ca. 25.000 mennesker (jf. www.tlachinollan.org/casos/proyecto.htm.

De berørte er oprørte over mangelen på informationer om projektet. De ønsker ikke at forlade deres jord, de ved ikke, hvor de skal flyttes hen, og om de får erstatning. Mange ved ikke hvad ordet »ekspropriation« betyder.

Til »overtalelsesmidlerne« hører bl.a. køb af stemmer, dødstrusler, opdigtede anklager mod kraftværksmodstanderne eller ligefrem mord. Tre mennesker er blevet myrdet, fordi de modsatte sig bygningen af kraftværket.

Atenco-episoden

Som et led i PPP skal infrastrukturen udbygges i form af havne, motorveje, lufthavne og jernbaner for at tiltrække industrien og øge væksten af international handel.

I begyndelsen af maj fik en gruppe blomstersælgere i den lille by Atenco i kommunen Texcoco nord for Mexico City pålæg om at fjerne deres boder. Der skulle skaffes plads til bygningen af et amerikansk Wal-mart stormagasin.

Da blomsterhandlerne ikke uden videre ville lade sig flytte, kom det til sammenstød mellem politi og demonstranter.

Ifølge øjenvidner gjorde politiet brug af overdreven magtanvendelse med det resultat, at en 14-årig dreng blev skudt.

Ifølge en videooptagelse skulle politifolkene have udtalt, at de havde ordrer om at »banke folk, når der ikke var pressefolk i nærheden«.

Omkring 200 blev arresteret og omkring 50 såret. 23 kvinder har efterfølgende klaget over at være blevet sexuelt forulempet af politifolkene.

Maquilas-virksomheder

Med til de økonomiske udbygningsplaner indgår også etableringen af maquilas-virksomheder, dvs. udenlandsk ejede fabrikker, der benytter underbetalte lokale arbejdere.

Selv om det skaber arbejdspladser, er det i sidste ende de transnationale selskaber, som drager størst nytte af ordningen frem for den lokale befolkning.

Et eksempel fra Tehuacándalen

Tehuacándalen i Puebla blev i 1990’erne et center for mexicansk tekstilindustri, hvor kendte mærker som Levi’s, Wrangler, Calvin Klein etc. Blev produceret.

Organisationen Comisión de Derechos Humanos y Laborales del Valle de Tehuacán (Tehuacándalens Menneske- og Arbejdsretskommissionen) offentliggjorde i januar 2003 i samarbejde med den canadiske organisation Maquila Solidarity Network en rapport, hvori der fortælles om arbejdsforholdene i cowboybuksefabrikkerne: Tehuacan: blue jeans, blue waters and workers rights (Maquila Solidarity Network, Toronto 2003)

Arbejderne fortæller, at de ofte arbejder 10-12 timer om dagen uden overtidsbetaling. Børn helt ned til 9-års alderen arbejder på tidspunkter, hvor de burde være i skole.

Racediskrimination er udbredt. Flere arbejdere er døde som følge af, at de har været udsat for giftige kemikalier så som klor, natriumhydroxyd, natrium hydroklorin, urinstof, fosforsyre med mere.

Arbejderne i virksomheden Tarrant-Ajalpan har bl.a. kæmpet for at få en uafhængig fagforening. I juni 2003 fyrede ledelsen syv medlemmer af en forhandlingedelegation, som arbejderne havde valgt til at repræsentere sig i forhandlinger med virksomhedens ledelse. I august 2003 indledte den samme ledelse massefyringer.

Tehuacándalens Menneske- og Arbejdsretskommission støttede de fyrede arbejdere i virksomheden, som er en del af Tarrant Apparel Group (hjemmehørende i Los Angeles).

Det lykkedes at presse Tarrant og de lokale myndigheder til at betale de fyrede arbejdere en nogenlunde rimelig afskedigelsesløn.

I december 2003 blev Martín Barrios Hernández, formand for Tehuacándalens Menneske- og Arbejdsretskommissionen, imidlertid brutalt overfaldet af en ukendt gerningsmand uden for sit hjem, som tillige er kontor for kommissionen.

Martín fik en mursten i hovedet, og da han forsøgte at forsvare sig, blev han slået i ansigtet og sparket i maven, før overfaldsmanden flygtede. Blødende blev Martín Barrios bragt til et Røde Kors center.

Den 29. december 2005 blev Martín Barrios fængslet og anklaget for pengeafpresning. Denne gang havde han støttet tekstilarbejderne i maquilas-virksomheden Calidad de Confecciones, der er en underleverandør til Tarrant Group, i deres kamp for bedre løn- og arbejdsvilkår.

Den 22. november var 163 arbejdere blevet fyret. De havde fået hjælp fra Martín Barrios og hans organisation til at klage over afskedigelserne.

Ejeren af Calidad de Confecciones anklagede i november 2005 Martín Barrios for at have forlangt penge for at afslutte den faglige aktion. Uden at undersøge sagen nærmere udstedte en dommer arrestordre mod Martín. Dommeren opretholdt fængslingskendelsen – på trods af mange vidneudsagn, som beviste at Martin ikke kunne have have befundet sig på det sted og på det tidspunkt, hvor pengeafpresningen skulle have fundet sted.

Martín Barrios risikerede op til 10 års fængsel.

Som følge af internationalt pres forsøgte Pueblas guvernør at forhandle med Martín Barrios, det nægtede han. I januar 2006 blev Martín Barrios imidlertid løsladt, da virksomhedens ejer »tilgav« ham.

I Mexico er det muligt at bilægge en strid ved at offeret tilgiver forbrydelsen. Det er jo et smukt princip, men det kan altså også bruges til at undgå at sagen bliver ordentligt belyst.

Den officielle holdning

På en officiel mexicansk hjemmeside hedder det bl.a.:

Her er der tilsyneladende ikke megen plads til den fattige indianske befolkning og dens rettigheder. Og man kunne derfor fristes til at drage den enkle konklusion, at her gælder den gamle sandhed, at kapitalen kun har til formål at øge profitten.

Men både virksomhederne og den mexicanske regering er naturligvis klar over, at omverdenen og forbrugerne i stigende grad ser på, under hvilke omstændigheder en vare er blevet produceret.

Den mexicanske regering vil derfor gerne vise, at den respekterer menneskerettighederne. Det var nok ikke nogen tilfældighed, at den omtrent samtidig med forhandlingerne om optagelse i NAFTA oprettede en institution, som kaldes Comisión Nacional de los Derechos Humanos (CNDH - Den Nationale Menneskerettighedskommission).

CNDH kaldes også Mexicos ombudsmandsinstitution, men selvom den gør et udmærket stykke arbejde med at undersøge klager over krænkelser af menneskerettighederne, undersøgelser der som regel munder ud i diverse anbefalinger til de relevante myndigheder, så har disse myndigheder ikke pligt til at følge anbefalingerne.

Dertil kommer, at CNDH ikke kan tage sig af klager over militærfolk, og militærfolk er meget ofte de ansvarlige for grove menneskerettighedskrænkelser. Mexicansk politi er kendt for at være korrupt, så militæret sættes ofte til at varetage, hvad vi ville betragte som politiopgaver.

Dermed er ikke bare korruptionen, men også militariseringen øget (jf. López-Montiel, Angel Gustavo: »The military, political power, and police relations in Mexico City« i: Latin American perspectives. – Vol. 27, no. 2, 2000. – Side 79-94).

Håb om forandring

Da den nuværende præsident Vicente Fox blev indsat i 2000, var der et vist håb om forandring, efter at det samme parti, PRI, havde haft magten i over 70 år.

Den tidligere Coca Cola-direktør udtalte ved sin tiltræden, at »Mexico vil ikke længere være et dårligt eksempel på menneskerettighedsområdet. Vi vil beskytte menneskerettighederne som aldrig tidligere, respektere dem som aldrig før og finde en kultur, som afviser al vold og straffer de skyldige« (jf. web.amnesty.org.

Selv det magtfulde militærs indflydelse troede mange ville blive stækket (jf. min artikel »Er Mexicos militær urørligt?« i: Udenrigs. – Årg. 25, nr. 2, 2004. – Side 67-75).

Uanset om præsidentens ord var ærligt ment eller ej, så er det en kendsgerning, at andre og stærkere interesser har forhindret, at menneskerettighederne har fået meget bedre vilkår i hans regeringstid. Det skyldes bl.a. en gammel »virksomhedskultur« hos politi og militær, der garanterer straffrihed for dem der gør sig skyldige i tortur, vilkårlige fængslinger og andre krænkelser.

Hvis såkaldte caciques, dvs lokale indflydelsesrige personer så som godsejere, narkobaroner og lignende, retter fiktive anklager mod folk, der kommer på tværs af deres økonomiske interesser, er ordensmagten ofte et villigt redskab for dem.

Og skulle det ikke være tilfældet, kan man altid betale nogle paramilitære grupper til at gøre det beskidte arbejde.

Kritik fra FN

FNs Højkommissariat for Menneskerettigheder er da heller ikke imponeret af de mexicanske bestræbelser for at beskytte menneskerettighederne, hvis de kommer i konflikt med større økonomiske interesser.

I en såkaldt diagnose fra 2003 hedder det bl.a.:

Konklusion

Politiske iagttagere er generelt enige om, at der er sket fremskridt for demokratiet i Mexico de senere år. Det nyligt overståede valg var det reneste nogen sinde i Mexicos historie. En særlig valgdomstol har »kun« modtaget ca. 350 klager over valgsvindel.

Økonomer vurderer gennemgående den økonomiske udviklingen i Mexico positivt, men disse overordnede iagttagelser har det med at bagatellisere korruptionen, straffriheden, menneskerettighedskrænkelserne og ikke mindst forholdene for landets allerfattigste.

Men i modsætning til sine forgængere har præsident Fox forsigtigt forsøgt at rejse spørgsmålet om de mexicanske indvandrere i USA med præsident Bush.

Alligevel – eller måske netop derfor - er det ikke blevet nemmere at kritisere forholdene. Hvis arbejderne i maquilas-virksomhederne ikke er tilfredse, truer virksomheden med at flytte produktionen til Asien, hvor arbejdskraften er endnu billigere.

Militæret har fået øget magt i forsøg på at komme korruptionen, narkoen og guerillaerne til livs. Det har resulteret i magtkampe mellem de forskellige korps og øget usikkerhed for civilbefolkningen. Soldater kan i højere grad end andre regne med straffrihed, hvis de begår overgreb, da klager over militærfolk behandles af det militære retssystem, der beskytter sine egne.

Så »problemer« med fattige indianere, kritiske miljøfolk og andre besværlige elementer, »klares« fortsat på den gamle, effektive og håndfaste måde.

I modsætning til økonomerne er menneskerettighedsorganisationer bekymrede over situationen i Mexico. Det er om muligt blevet endnu farligere at være menneskerettighedsaktivist i Mexico – men menneskerettighedsaktivisterne er mere nødvendige end nogen sinde, hvis ikke de fattige og marginaliserede befolkningsgrupper skal blive glemt.

Mette Hald Hundewadt er Mexico-koordinator i Amnesty International, dansk afdeling.