Eufori og krig

I kølvandet på to-året for det skæbnesvangre og chokerende terrorangreb på USA den 11. september 2001 er det værd at erindre, at ikke »blot« terrorangrebet i sig selv, men i højeste grad også de efterfølgende tv-billeder af euforisk glæde blandt palæstinensere herhjemme og i de besatte områder i Israel, har præget diskussion om terrortruslen og den så udbredte modstilling af Vesten og islam.

Reaktionen fra de fleste iagttagere i Vesten er (og var) oplagt: Palæstinensere glædede sig over tragedien – hvad fortæller dét ikke om palæstinenseres, ja, om muslimers og islams grænseløse hjerteløshed?

En hel del mindre fyldte f.eks. den almene, vestlige opmærksomhed omkring den kendsgerning, at reaktionerne på terrorangrebet også i USA bestod af andet og mere end chok, sorg og fordømmelse. Pat Robertson, grundlæggeren af den indflydelsesrige Christian Coalition støttede således sin kollega, grundlæggeren af Moral Majority, tv-prædikanten Jerry Falwell i det synspunkt, at terrorangrebet var Guds straf, fordi USA havde affundet sig med »feminister, bøsser og lesbiske, libertarianere og visse forbundsdommere«.

Palæstinenseres spontane jubeludbrud var dog næppe umiddelbart hverken særlig ideologisk, kulturelt eller teologisk motiveret, men havde givetvis primært sine rødder i en kombination af personlig frustration og desperation. Jublen over terrorangrebet var udtryk for tilfredshed over at se nogle af USA’s symbolske ikoner kollapse, fordi de jublende ofte har følt sig selv ramt af en amerikansk verdensdominans og set både deres egne symboler og boliger knust under missiler og bulldozere. Hvad vi end mener om årsagerne til palæstinensernes situation, er dog det mest nærliggende, at det er denne opfattelse blandt frustrerede palæstinensere, der i sig selv er udgangspunkt for jubelscenerne, ikke glæde over andre menneskers personlige tragedie.

Men sådanne reaktioner på terrorangrebet har ramt USA med endnu et chok, ikke mindst den amerikanske præsident, for hvem det er uforståeligt, at almindelige mennesker kan se med mistro og had på USA.

Under en pressekonference den 11. oktober 2001 udtalte George W. Bush: »Hvordan reagerer jeg, når jeg erfarer, at der i nogle islamiske lande findes et ætsende had mod USA? Jeg skal sige jer, hvordan jeg reagerer: Jeg er forbløffet. Jeg er forbløffet over, at der kan eksistere sådanne misforståelser af, hvad vores land står for, at folk skulle kunne hade os. Jeg er … Som de fleste amerikanere kan jeg simpelthen ikke tro det, fordi jeg ved, hvor gode vi er.«

Det sidste er som bekendt ikke en oplevelse, der deles over hele verden – og i modsætning til, hvad Bush lader os forstå, er hadet heller ikke begrænset til »nogle islamiske lande« og er altså ikke noget, der specifikt karakteriserer muslimer. I byen Porto Alegre i Brasilien reagerede en fyldt koncertsal f.eks. i vrede, da en amerikansk musiker fra New York i sympati med ofrene ville spille »God Bless America«; publikum gav sig i stedet til at synge »Osama, Osama!«, og koncerten måtte aflyses. I Bolivia var der jubel på gaderne, og i Kina udtalte studerende deres glæde i interviews.

Nok så vigtigt er det, at jubelscenerne som dem, vi så den 11. september, er alt andet end enestående begivenheder, der er forbeholdt ikke-amerikanere. Da den amerikanske præsident, Harry S. Truman f.eks. annoncerede nyheden om, at atombomben netop var kastet over Hiroshima, og præsenterede de nærmeste officerer for resultatet som »en overvældende succes«, brød de ud i spontan jubel.

CNN viste billeder af jublende amerikanere på barer og andre offentlige steder under det amerikanske bombardement af Bagdad i 1991. Under den seneste Irak-krig var eufori da også en integreret del af krigsforberedelserne, som f.eks. da den amerikanske viceadmiral, Timothy Keating under en peptalk om bord på hangarskibet USS Constellation den 25. marts 2003 blev hyldet til de bragende højttalertoner af nummeret »We Will Rock You« fra rockbandet Queen, efter at han havde forsikret de jublende soldater om karakteren af deres forestående mission i Irak: »Tag ikke fejl, når præsidenten siger, at tiden er inde – it’s hammer time!«

Tanks og bomber påmales ofte sarkastiske og nedsættende beskeder; f.eks. vakte følgende graffiti opsigt på et laserguidet missil under Operation Desert Fox, da amerikanske og britiske styrker søsatte luftbombardementet mod Irak i december 1998: »Here’s a Ramadan present from Chad Rickenberg« (her kommer en ramadan-gave fra Chad Rickenberg).

Pentagon tog afstand fra graffitien, men den er blot ét blandt mange eksempler.

»Highjack This, Fags« (frit oversat: Prøv at kapre denne her, bøsserøve) var beskeden på en bombe, der skulle kastes over Afghanistan ifølge Associated Press den 11. oktober 2001 (stavefejlen er autentisk: »Highjack« i stedet for »hijack«). Graffiti som f.eks. »Apocalypse« på kanonløbet af en amerikansk tank, eller »Die, You Magets« (dø, I mider) og »This is Gunna Hurt« (dette kommer til at gøre ondt), der ligeledes komplet med stavefejl er påmalet bomber, bliver af indlysende grunde ikke set af andre end afsenderne (medmindre journalister opdager dem, som i disse tilfælde), men de giver dog et illustrativt indtryk af afsendernes (mis)forhold til krigens alvor.

Man må således spørge sig selv, om euforien over et forestående luftbombardement, der karakteriseres som hammer time, eller amerikanske officerers spontane jubel over atombomben over Hiroshima (velvidende at et meget stort antal mennesker ville blive dræbt og lemlæstet af sprængkraften) samt hånlige beskeder på tonstunge bomber dybest set er så meget mindre forkasteligt end palæstinenseres jubel over terrorangrebet den 11. september?

Det korte af det lange er vel, at det ene i det mindste ikke er mere »passende« end det andet. Euforien over krigs- eller krigslignende katastrofer, der rammer et fjendebillede, er et ubehageligt, men alment fænomen under krise, konflikt og krig. Det gør det ikke på nogen måde mere betryggende, når man betænker den dehumaniserende abstraktion, en sådan reaktion forudsætter, og svælget imellem jublen og de konkrete, tragiske omkostninger for dem, der er mål for angrebet. Men at se palæstinensernes jubel som en enestående, hjerteløs kynisme, er i det mindste både at lukke øjnene for deres historie, såvel som talrige lignende reaktioner i andre krige og konflikter, også blandt amerikanerne selv.

Jubelscenerne efter 11. september 2001 var trods alt også mere sporadiske, end de endeløse tv-gentagelser lod ane. I Danmark forårsagede en lille håndfuld palæstinensiske gadedrenge, der tankeløst fejrede terrorangrebet, nærmest større forargelse end angrebet i sig selv.

Et klarere billede af muslimers generelle holdning til terrorangrebet hævdes ofte at komme til udtryk i forskellige meningsundersøgelser.

En hemmelig meningsundersøgelse viste f.eks. i 2001 ifølge New York Times, at 95 % af de saudiarabiske mænd mellem 25 og 41 år sympatiserede med Osama bin Ladens kritik af Saudi-Arabiens afhængighed af USA, om end ikke med hans terror. En international Gallup-undersøgelse i ni islamiske lande, der blev gennemført i december 2001 og januar 2002, viste, at selv om to tredjedele af de adspurgte fordømte terrorangrebet den 11. september, benægtede de fleste, at det var al Qaeda eller andre arabere, som havde udført det.

Dette signalerer indiskutabelt en fundamental modstand mod USA’s ageren på den verdenspolitiske scene, men om det også signalerer en omfattende parathed til at kaste sig ud i terroraktioner imod USA, er langt mere tvivlsomt. At et stort flertal af arabere overhovedet kunne betvivle, at al Qaeda stod bag terrorangrebet, må i sig selv forekomme de fleste i Vesten overordentlig besynderligt, men mistilliden til USA er så stor, at man åbenbart let lader sig overbevise om bevidst manipulation med videobånd, hvor Osama bin Laden synes at tage ansvaret. Sammenholdt med flertallets fordømmelse af terrorangrebet fortæller det dog også, at det netop er opbakningen bag kritikken af USA, der er det helt centrale, ikke til terroren, som man tværtimod ikke bryder sig om at associeres med.

Men den ensidige fokus på muslimers frustration over USA, især når den giver sig udslag i jubel over amerikanske fjendebilleders undergang, er én blandt mange tvivlsomme faktorer, der har været med til at fortegne billedet af islam som en homogen, vestlig modpol – der tilmed er særlig befordrende for en diabolsk folkekarakter blandt muslimer. Som det fremgår af min bog, Terrormyten og det amerikanske imperium, er denne forenklede fremstilling helt uholdbar.

Der er gået to år efter terrorangrebet på USA, som med rette rystede verden. I dag må tiden dog rigeligt være inde til at kigge nøgternt på tragedien og ikke fastholde misvisende myter, som angrebet desværre også blev misbrugt til i konfliktiscenesættelsen af islam og Vesten som den ny tids modpoler.