»Vi har beordret denne midlertidige lukning af Al-Jazeeras bureau på grund af deres dækning af disse demonstrationer, som formodentligt provokerede banditter i det sydvestlige Iran.«
Sådan lød forklaringen, da de iranske myndigheder midlertidig lukkede den arabiske tv-station Al Jazeeras afdeling i Iran.
Seperatister eller banditter?
Al Jazeera havde nemlig bragt en historie om, at den London-baserede gruppe, »Popular Democratic Front of Ahvazi Arabs in Iran«, havde indkaldt til fredelige demonatrationer i det sydvestlige Iran, i provinsen Khuzestan.
Her bor en stor del af Irans etniske arabere, der ville demonstere mod »80 års iransk besættelse«. Desuden havde det vakt en del vrede, at der på flere hjemmesider havde cirkuleret et brev, der handlede om at deportere arabere fra Khuzestan-regionen. Ifølge repræsentanter for de iranske myndigheder er brevet et falsum.
Araberne i Khuzestan udgør tre procent af Irans befolkning, og de kræver uafhængighed for regionen. Styret i Teheran har konsekvent nægtet at diskutere uafhængighed, bl.a. fordi regionen er rig på olie og naturgas.
Demonstrationen fandt sted fredag den 16. april og endte med voldsomme kampe mellem demonstranter og iranske militærstyrker. Tre arabere blev dræbt og mere end 200 blev anholdt.
Al Jazeera beskrev det iranske militærs indgriben som »overraskende og unødvendig«.
Det fik generaldirektøren for det Kulturelle og Islamiske Vejledningsministerium til at reagere på forløbet i Khuzestan ved at beordre en undersøgelse af Al Jazeera sat i værk.
Generaldirektøren udtalte videre, at hvis Al Jazeera havde »provokeret oprørske elementer i forbindelse med de problemer, der fandt sted«, vil tv-stationen »blive straffet«.
Al Jazeera er de rigtige kriminelle
Beskyldningerne mod Al Jazeera bakkes op af den iranske minister for efterretning, Minister Ali Yunesi. Han siger til det iranske nyhedsbureau IRNA:
»Mange af de arresterede er unge, uskyldige mennesker. De rigtige kriminelle er dem, der provokerede dem.«
At udtalelsen er en slet skjult henvisning til Al Jazeera, underbygges af Ali Yunesi, der fortsætter:
»Vi har arresteret mange af bagmændene, og det er tydeligt, at de har forbindelser til anti-regerings tv-kanaler.«
Organisationen Reportere Uden Grænser har sendt en officiel klage over lukningen og beskyldningerne mod Al Jazeeras kontor. De skriver i en pressemeddelelse:
»Vi fordømmer beslutningen fra det Kulturelle og Islamiske Vejledningsministerium om at suspendere Al Jazeeras arbejde i Iran. Myndighederne kan ikke lukke en kanal, blot fordi den giver sendetid til oppositionen.«
Ifølge Reportere Uden Grænser er det ikke det første forsøg fra det iranske styres side på at lukke Al Jazeera, der efter mellemøstlige standarder er særdeles åbenmundet og kritisk.
»De (iranske myndigheder, red.) har haft den arabisk-sprogede nyhedskanal i kikkerten i mere end et år, og har kontinuerligt truet med at begrænse dens arbejde i landet«, slutter Reportere Uden Grænser deres protestskrivelse.
Der er nu roligt i Khuzestan-regionen igen, og det iranske nyhedsbureau skriver, at 155 af de 200 anholdte ved urolighederne atter er på fri fod.
Af Linda Hansen/Monsun
Læs protestskrivelsen fra Reportere Uden Grænser
Læs pressemeddelelse fra det officielle iranske pressebureau, IRNA
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96