Annonce

22. april 2005 - 13:01

Ytringsfriheden under angreb

Fra og med den 1. august i år får portostøtten endnu et skud fra boven med yderligere besparelser på 18 millioner kroner. Da VK-regeringen med støtte fra Dansk Folkeparti sidste år svingede sparekniven, og fjernede portostøtten til fagblade og tidsskrifter, kostede det fag- og organisationsblade 300 millioner kroner. 500 fagblade måtte lukke, og mindst 500 mennesker mistede deres arbejdsplads.

Med de nye besparelser fjernes portostøtten til uge- og månedsblade, så den fra 1. august kun gives til dagbladene. Det kommer blandt mange andre til at gå ud over udgivelser som Weekendavisen, Computerworld og Berlingskes Nyhedsmagasin. Kun nyhedsmedier, der udkommer på tryk fem gange om ugen, skal fremover kunne få støtte.

Det er angiveligt frygt for EU-retssager, der har ført til de seneste nedskæringer. Ifølge den konservative transport- og energiminister, Flemming Hansen, er der klaget til EU over den forskelsbehandling, som tilskuddene medfører mellem de uge- og månedsblade, der henholdsvis får og ikke får del i støtten.

Krænkning af Grundlovens ånd

Men i en særdeles skarp udtalelse fra Dansk Journalistforbund (DJ), stilet direkte til statsminister Anders Fogh Rasmussen, advares der kraftigt mod yderligere nedskæringer på området.

»Den er et uanstændigt angreb på mediernes mangfoldighed, et angreb som krænker ånden i Grundlovens bestemmelser om ytringsfrihed«, lyder det blandt andet i udtalelsen fra den 19. april.

Ifølge DJ bliver dansk mediepolitik endnu engang »styret af Trafikministeriet og konkurrencepolitiske hensyn«. Forbundet finder det »stærkt kritisabelt«, at det bliver konkurrenceregler, der styrer den danske mediepolitik, fordi der i et samfund styret af markeds- og konkurrenceforhold, netop er brug for en mangfoldig presse til at sikre den demokratiske debat.

Medier på markedsbetingelser

At de største danske medier til en vis grad i forvejen styres af kommercielle interesser, fremgik tydeligt på en konference om mediernes valgkamp den 3. marts. Et panel af politikere, journalister og medieforskere diskuterede blandt andet, hvordan politikere, partier, borgere, eksperter og ikke mindst journalister optrådte under valgkampen.

En del af debatten drejede sig her om den øgede kommercialisering af medierne, som blandt andet kom til udtryk i den såkaldte »præsidentvalgkamp« mellem statsministerkandidaterne Lykketoft og Fogh.

Her forsvarede TV 2s politiske kommentator Kaare R. Skou tv-kanalernes stort opsatte »topmøder« mellem de to kandidater med, at den slags giver seere og ikke mindst annoncer.

– Så længe vi lever i et liberalistisk kapitalistisk samfund, fungerer medierne på markedsbetingelserne, lød det budskabet fra Skou.

Lektor i statskundskab, Lars Bille, advarede til gengæld mod det demokratisk ukorrekte i at lade kommercielle medier bestemme, hvad politikerne skal tale om, hvilket gav Kaare R. Skou anledning til at fastslå, at pengene ikke bestemmer, hvad kanalen bringer, men under hvilken form.

Mediepolitik eller industripolitik?

Dansk Journalistforbund opfordrer nu regeringen til dels at bevare og udbygge portostøtten, dels at gennemføre en sammenhængende mediepolitik, der kan sikre et variet medieudbud, »der har demokratiets udvikling og kulturpolitikken som omdrejningspunkt«.

Ifølge DJ vil det være et vigtigt signal, hvis alle mediepolitiske opgaver blev samlet undet det samme ministerium i enten Kultur- eller Statsministeriet.

DJs formand, Mogens Blicher Bjerregård kritiserer i en kommentar på forbundets hjemmeside regeringen for at tage mediepolitiske beslutninger, der tilsyneladende ikke bunder i noget perspektiv om mediernes betydning for den folkelige debat.

»Regeringens mediepolitik minder mere og mere om industripolitik, hvor konkurrencehensyn vinder over hensynet til alsidighed og mangfoldighed. Vi taler jo ikke om småkagefabrikker, men om uundværlige bidrag til den offentlige debat og samfundets demokratiske processer«, skriver Mogens Blicher Bjerregård.

Af Martin Lindblom/Monsun

Læs DJ’s udtalelse til statsministeren (pdf)

Læs rapport om Mediernes Valgkamp (pdf)

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce