Kronik: Uddannet eller udannet

»Man skal ikke skue given hest i munden,« siger et af de mange ordsprog, som efterhånden er mindre hørt blandt den danske ungdom. Spørgsmålet er, om udtrykket ikke blot er forældet i brug, men også i betydning?

Højere niveau, mere målrettethed, og det på kortere tid og et mindre budget. Det lover forligspartierne med gymnasiereformen.

Og udspillet er da også et flot stykke planlægningsarbejde, men desværre ikke ét, som kan resultere i en mere oplyst befolkning.

Den moderne verden byder på et strålende udvalg af ‘gratis’ ting, som senere viser sig at have en alt for høj pris: Kontrakter med mikroskopisk tekst forneden, gratis smagsprøver på online- spillehaller - eksempler på Mefistofeles, som tilbyder én ting, men leverer noget helt andet.

Reformen er endnu et eksempel på dette: Det præsenteres som én ting, men kigger man det efter i sømmene, bliver det klart, at man i virkeligheden får noget helt andet.

Gymnasiereformen er den danske befolknings givne hest, men det ville være decideret uklogt af os ikke at kigge dens gebis godt og grundigt igennem.

Hvis man kigger overfladisk på gymnasiereformen, er der et punkt, der især springer i øjnene: Studieretninger.

Ikke et bjerg af studieretninger

Heri fremstilles en skræmmende misvisende virkelighed – en virkelighed, hvor det er tydeligt, at forligspartierne netop ikke er nået ned til rødderne af de problemer, de prøver at løse.

Man præsenteres for billedet af, at der, når man som ny, ung og lettere forvirret elev træder ind på gymnasiet, vælter et tonstungt bjerg af studieretninger i hovedet på en; et bjerg, der vil forfølge èn til enden af den gymnasiale uddannelse, og som man for enhver pris må undgå at bestige fra den forkerte side.

Men vil det så sige, at man tidligere kunne have mødt helt op til 398 forskellige sider at bestige bjerget fra for at nå huen på toppen? Nej, dette er ikke tilfældet.

Der findes 209 måder at bestige STX på, 102 for HHX, og 87 for HTX - hvis man vel at mærke ser på alle de mulige kombinationer, der blev lavet i skoleåret 2012/2013, altså under det nuværende system.

Men vil det så sige, at man kan møde helt op til 209 forskellige måder, afhængigt af, hvor man begynder, hvis der ikke var blevet vedtaget en reform på området? Nej, det kan det selvfølgelig ikke.

Hvis vi gør brug af den matematik, som forligspartierne så gerne vil have os til at kunne mere af, kan vi se, hvor lidt matematisk forståelse, udspillet egentlig udviser – eller måske hvor meget de forsøger at manipulere med matematikken.

Ser man på tallene med et andet fokus end forligspartiernes, får vi det signifikante tal: 90,2. Så mange procent af de STX-studerende havde mellem 4 og 12 mulige studieretninger at vælge imellem, og det maksimale antal valgmuligheder for én gymnasieelev var 17.

Hvis man kigger på tallene for HHX siger de 71,4% for samme interval, og igen 17 som det maksimale. For HTX er tallet 83,8%, dog med intervallet 3-10 og en maksimal mængde af studieretninger på 15.

Når vi kigger på denne fine mængde statistik, er det tydeligt, at den kan fordrejes til at tjene mange forskellige, ofte modsatrettede, politiske mål. Tallene giver imidlertid et klart billede, der bekræfter postulatet fremsat tidligere: Her har forligspartierne ikke formået at nå helt ned til rødderne – specielt når det kommer til studieretningerne.

Manipulation med tal

Fremstillingen af den umulige, uoverskuelige gymnasiestart er ikke blot et eksempel på, hvordan forligspartierne manipulerer tallene som argument i deres forslag, men også et bevis på, at tingene bestemt ikke er så uoverskuelige, som ellers beskrives af både politikere og medier.

I langt de fleste tilfælde er der tale om, at 'bjerget', der møder nye elever, ikke består af mere end 10 studieretninger.

Ydermere er de forskellige studieretninger inddelt i forskellige kategorier som sprog, naturvidenskab, økonomi og marked eller teknologi.

Der er altså ikke tale om næsten 400 fuldstændigt usorterede, komplekse, forskelligt sammensatte retninger, men under 10, der er opdelt alt efter hvilken gymnasial uddannelse, man er startet på, og hvilke hovedemner, man ønsker at beskæftige sig med.

Hvis vi kigger gebisset efter på reformen, er der altså her ingen tvivl om, at det må være en dumpekarakter til tandlægeprøven for forligspartierne i deres fremstilling af studieretningerne.

Mængden af studieretninger er ikke bare groft sorteret, men også finsorteret, og giver samtidig en god mulighed for at vælge forskellige retninger indenfor samme emne. Forligspartierne skal passe på ikke at undervurdere de nye elevers dømmekraft, men i stedet sætte fokus på at støtte og vejlede til at træffe de helt rigtige valg.

Frihed til at træffe egne valg?

Her kommer vi frem til en ægte kerneværdi indenfor liberalismen, en politisk ideologi, som ingen af denne teksts to forfattere ellers havde forventet at måtte forsvare i offentligheden. Ikke desto mindre er der ét liberalistisk grundprincip, som vi her er nødt til at tale for: Friheden til at træffe egne valg - for eleverne, men samtidig også for institutionerne.

Giv eleverne friheden, men også støtten og vejledningen, til selv at træffe egne beslutninger. Giv institutionerne friheden til selv at sammensætte udvalget af studieretninger, som de ønsker, efter deres muligheder og behov.

Det er statens opgave at sætte rammerne for undervisningssystemet, men det skal gøres på baggrund af de studerendes ønsker og samfundets behov - og hverken det ene eller det andet er reelt repræsenteret i dette udspil.

Dette er blot ét af de tiltag, som ikke tjener det formål, de er formuleret til. Af dette følger det, at disse tiltag må have visse konsekvenser, som ikke er forudset i reformen.

Reform skader almendannelsen

Hvad disse kan være, må tiden naturligvis vise, men vi stiller imidlertid gerne med hvad vi mener er et kvalificeret bud: Gymnasiereformen vil på længere sigt gøre decideret skade på den danske almendannelse.

Det virker måske, som om vi tager munden for fuld her, men alle de vigtigste indgreb, som foreslås i reformen, tjener på den ene eller den anden måde dette formål.

Almendannelse er noget, der - som navnet antyder - bør være alment. Gymnasiereformen indeholder imidlertid en række tiltag, som arbejder mod at gøre de gymnasiale uddannelse til en eliteinstitution: Det er allerede blevet diskuteret andre steder, hvordan reformen vil gøre HF ubrugelig for en stor del af de mennesker, som den i dag er rettet mod, idet man indfører karakterkrav og stiller krav om yderligere uddannelse efter HF, hvis man vil bruge det som adgangskort til universitetet.

Dette vil give gymnasiet status som den eneste praktiske vej til universitetet - om noget et elitært tiltag. Desuden vil man på drastisk vis forsøge at hæve niveauet i Matematik.

Ved siden af disse er det omdiskuterede karakterkrav rent faktisk et af de mindre skadelige tiltag, og dog et, som har stor symbolsk værdi.

Så meget for, at almendannelse skal være almen. Lad os kigge på, hvor dannende den bliver.

Har fire sprogfag samme værdi som matematik på højt niveau?

En række naturvidenskabelige fag gøres obligatoriske på C-niveau, men det mest markante indgreb på dette område er, at matematik nu skal gøres obligatorisk på B-niveau. Heldigvis er det en skæbne, man som matematisk svag gymnasieelev kan unddrage sig, hvis man er ‘sprogligt stærk’.

Uheldigvis mener forligspartierne ikke, at man falder ind i den kategori, hvis man har mindre end tre fremmedsprog på A-niveau. Taget i betragtning, at dansk A allerede er obligatorisk og ikke tæller i det regnskab, skal man altså have fire forskellige sprog på højt niveau for at unddrage sig matematik.

Det svarer altså at sige, at det at kunne fire sprog kun har samme faglige værdi som ét enkelt niveau i matematik - og hvor meget undertegnede end værdsætter matematik, og mener, at den til et vist punkt er absolut nødvendig for en forståelse af ethvert fag, er det altså ikke sandt.

Dertil kommer, at matematik gøres obligatorisk på A-niveau for alle naturvidenskabelige, bortset fra én linje, som er specielt tilpasset de naturvidenskabeligtorienterede, som mangler særligt anlæg for lige det fag.

Det lyder umiddelbart ganske tilforladeligt, men igen kan det betale sig at overveje konsekvenserne: Denne linje vil utvivlsomt blive til den ‘mindre seriøse’ linje, og det kommer på langt sigt til at begrænse mulighederne betydeligt for de NV’ere, som ikke har matematik som et af deres stærke fag. Sandheden er, at der kun findes ganske få gymnasiefag, det kræver Mat A- færdigheder for at kunne forstås: Fysik på højt niveau, og så naturligvis selve matematik A.

Formanden for matematiklærerforening for gymnasie- og HF- lærere, Morten Olesen, der om nogen burde være begejstret for mere matematik på skemaet, har været ude og kritisere disse planer.

Som han selv pointerer, vil effekten ikke være bedre almendannelse, men et unødvendigt højt fokus på matematikken på de gymnasiale uddannelser, der vil føre til, at man må sænke det faglige niveau for at sikre, at færre elever dumper deres eksamen i matematik.

Forligspartierne vil, som de har gjort i hele denne debat, fremhæve, at matematik er essentielt for mange forskellige videregående uddannelser, men hvor mange er ‘mange’ egentlig i denne kontekst? Løftet fra Mat C til Mat B giver kun adgang til 17% af videregående uddannelser. Er det nok til, at de resterende 83%, der aldrig vil få brug for Mat B-egenskaber, skal tvinges til at tilsidesætte andre fag for disse - for dem irrelevante - timer? Det virker nærmest absurd.

Når flere elever skal have faget på et højere niveau, vil det nødvendigvis medføre mindst én af to ting: Enten vil færre have evnerne til at klare sig gennem gymnasiet, eller også vil indholdet af pensum reduceres, så eleverne kan følge med; Begge disse scenarier ville være uheldige, både for den enkelte elev og for den danske almendannelse.

Derfor skal statens politiske overhoveder heller ikke bestemme, hvilket niveau der skal studeres matematik på i gymnasiet. Giv eleverne det frie valg, giv institutionerne det frie valg, for at sikre den bedst mulige uddannelse, og den bedst mulige fremtid for flest muligt studerende.

Demokratisk dannelse

Nå, ja, tænker I måske nu, så er det synd for almendannelsen. Men det har jo ingen rigtige ofre ud over de få akademikere, der sidder i deres elfenbenstårne og begræder tabet af den menneskelige kultur.

Den formodning er bare ikke sand, for almendannelsen er netop grundlaget for den største af den moderne politiks guddomme: Demokratiet. Folkets ret til at stemme er baseret på deres evne til at forstå, hvordan samfundet hænger sammen, og det er ikke en evne, man får uden at have kendskab til politisk historie, grundlæggende statistik, retorikkens regler, og en række andre af de ting, man netop kender som almen dannelse.

De tiltag, som gymnasiereformen indeholder, kan kun føre til et mere elitært sæt ungdomsuddannelser, og vil samtidig sænke det faglige niveau, enten indenfor de humanistiske fag, fordi fokus fremover skal være så kraftig på matematik og naturvidenskab - som trods alt stadig er vigtige! - eller i hele viften af fag, fordi presset kun blive større, både fagligt og psykisk, på eleverne.

Men hvad er så fremtiden for Danmarks gymnasiale uddannelser? Skal vi fuldstændigt fastholde det system, vi har nu, og ikke kigge på mulige fremtidige forbedringer? Eller skal vi alligevel til at kigge på en form for modernisering af de gymnasiale uddannelser?

Selvfølgelig skal vi det. Samfundet udvikler sig hele tiden, og bare siden den sidste reform blev vedtaget i 2004, har globaliseringen, de politiske forhold og den teknologiske udvikling ændret vores samfund radikalt.

Uddannelse er et våben til forandring

Selvfølgelig skal vores gymnasiale uddannelser følge med i den slags udvikling. En af metoderne til at sikre en fortsat udvikling kan være at kigge på de tilgængelige fag: Hvilke der mangler, hvilke der mangler fokus, og hvordan vi sikrer en fortsat almen dannelse i moderne gymnasiale uddannelser.

Vi skal have fag, der sætter fokus på de unges personlige udvikling, og som skaber en mere udbredt forståelse for den teknologi, der betyder så meget i dag, og som vi helt almindelige dødelige forstår så lidt af, for uden en dybere forståelse af disse emner vil det blive meget svært i fremtiden at begå sig i demokratiske samfund.

På denne måde sikrer vi demokratiets og samfundets rødder, den almene dannelse. Vi skal give mere frihed til udvikling for både elever og institutioner. Uden denne frihed til udvikling vil udviklingen i sin helhed gå i stå. Uden udvikling i vores uddannelse, vil samfundet, og dermed også demokratiet, der bærer vores samfund, gå i stå. Gymnasiereformen repræsenterer desværre ikke udvikling mod fremtiden, men blot devaluering af systemet.

Uddannelse er det mest kraftfulde våben til at forandre verden - derfor skal vi prioritere vores almene dannelse, for at sikre demokratiet, fremtiden og vores alles fælles samfund.

Gustav Johannessen og Martin Jørgensen har begge taget studentereksamen på Vordingborg Gymnasium og arbejder som lærervikarer.

Martin Jørgensen er folketingskandidat for Enhedslisten i Vordingborg Kommune.