Integrationsminister Inger Støjberg har lige erklæret, at hun forlænger sagsbehandlingstiden for familiesammenføring for unge flygtninge fra Syrien med 10 måneder.
Det betyder, at de må leve i angst for deres familiers skæbne i det krigshærgede Syrien i endnu længere tid end hidtil.
Det er simpelthen umenneskeligt og stemmer ikke overens med de universelle menneskerettigheder, der er vedtaget af FN.
Jeg ved desværre personligt, hvordan det føles at flygte uden forældre til et ukendt land for at overleve.
Jeg var 14 år, da jeg i 1939 kom med en børnetransport til England. Jeg nægtede at rejse uden mine forældre, men de overtalte mig til at rejse fra Nazityskland uden dem og brugte argumentet, at jeg kunne hjælpe dem med også at komme til England gennem familiesammenføring.
Men så brød Anden Verdenskrig ud, og jeg kunne kun en gang om måneden gennem Røde Kors sende 25 ord til mine forældre og omvendt.
Men siden 1943 har jeg ikke hørt noget fra mine forældre. De blev da transporteret til Auschwitz, hvor de omkom.
Derfor føler jeg så dybt med flygtningene fra Syrien, som er bange for deres kære i det krigshærgede land.
Sagsbehandlingstid for familiesammenføring må ikke forlænges. Et flertal i Folketinget bør tvinge Inger Støjberg til en mere menneskelig beslutning.