En lille floskel om det at være et politisk menneske

Nu er det efterhånden mange år siden jeg, som nysgerrig deltager, sad til et opstartsmøde for Dyrenes Alliance, og tænkte på politisk forbrug. Jeg rasede, måske lidt for ureflekteret, mod forkvindens fortsatte vane med at spise kød. Hvorfor vil man lave dyrerettighedsaktivisme, mens man med sine finansielle ressourcer, i sit eget hjem, støtter netop den industri og den kultur som mishandler og driver rovdrift på dyr?

For mig virkede det ikke alene selvudslettende. I mit følelsesregister og i min virkelighedsopfattelse, var det en fysisk og mental umulighed at kombinere sådan to faktorer. Jeg tænkte at man da ikke ville kunne mærke det rigtigt (det der, som river og brænder indeni når man handler, samtaler, reflekterer efter sin politiske/etiske overbevisning), hvis man samtidig kunne konsumere ondskaben helt frivilligt.

Én slutning eller konklusion leder til en anden, og en anden, og en anden...

Tøj jeg bærer er produceret i kummerlighed. Det samme gælder ting jeg forbruger. Min mad ødelægger klimaet. Det samme gør mit skrald. Jeg køber medicin mens mennesker andre steder i verden dør. Jeg er fri mens andre er fængslet...

Jeg kan ikke leve, uden næsten religiøst at pine mig selv i enerum, for mine menneskelige fejl og utilstrækkeligheder. Eller jeg må acceptere min kognitive dissonans og drage nye konklusioner.

I dag sidder jeg frygtig for virkeligheden og nægter at læse min avis. Hvilket fik mine tanker hen på mødet i Dyrenes Alliance.

Mærker jeg det helt oprigtigt indeni, når jeg bevidst vælger at fjerne billeder fra min nethinde af druknede børn og umenneskelige forhold for overlevede flygtninge, så jeg kan gå ud af min hoveddør og opholde mig ”fornuftigt” i samfundet?

Tænk hvad der kunne købes af mad, tæpper, tøj for de penge mit abonnement hos Information har kostet gennem årene.

En vaskeægte Catch 22 situation; kan ikke leve med, kan ikke leve uden. Læser jeg den avis, er det et problem. Læser jeg den ikke, er det også et problem.

Jeg forestiller mig min vest-jyske faders respons på et sådant dilemma: Hwa ska'et da ow vær' godt for?

Hvad skal det være godt for, at tynge sig selv ned i sorte huller, ved gentagende at svælge i verdens horrible kendsgerninger? Jeg tror ikke længere at det er det der skal til, for at holde mig (eller andre) i nogen offensiv. Det virker nærmere til at holde mig passiviseret i en depressiv og opgivende sindstilstand. For jeg ved godt at verden er grim. Jeg ved godt at der findes uomgåelig ondskab.

Hvad jeg mere har brug for at gen-og igen-opdage, er at verden også er smuk. At der findes solidaritet, sammenhold, ømhed og omsorg. At der er mennesker der vil deres omgivelser det godt, med alt hvad de har. Jeg har brug for at vide og mærke, at netop det også er det der skal brænde og rive indeni.

Havde jeg bare været le Petit Prince, men det er jeg ikke. Jeg er et lille menneske, på en stor planet. Jeg har ikke magten eller evnerne til at ændre de store omstændigheder, der kan gøre mig tynget af skyld. Jeg redder ikke noget eller nogen ved at leve i askese, af frygt for at bidrage med ondt i verden.

Det er en gammel traver. Den er dog evig relevant:

"Giv mig styrke til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre, mod til at ændre de ting jeg kan og visdom til at se forskellen."

Når jeg går ud af min hoveddør, vil jeg gerne være fornuftig. Men jeg vil endnu mere gerne være oprigtig, omsorgsfuld, forstående, ærlig, retfærdig, hjælpende, kritisk og optimistisk.