Ingenmandsland ved grænsen mellem Serbien og Kroatien

Eftermiddagssolen skinner på vejen, der går gennem markerne i den lille serbiske landsby Berkasovo, få hundrede meter fra grænsen til Kroatien. Med jævne mellemrum ankommer busser med migranter.

På hver side af vejen har Røde Kors, UNHCR, andre humanitære organisationer, samt lokale og internationale frivillige, sat boder op med vand, bananer, kiks og brød til de nyankomne. Nogle busser kommer direkte fra grænsen mellem Serbien og Makedonien, andre fra Beograd. Efter at være stået af busserne, går folk videre uden at have fået informationer om, hvad der nu skal ske.

Vejen fortsætter ned gennem markerne. I vejkanten står to tomme, forladte grænseposter. En metalbom forhindrer biler i at fortsætte. På den anden side af bommen starter 'ingenmandsland’ mellem Serbien og Kroatien.

Hvis du har et pas, kan du ikke passere

I dette 'ingenmandsland', en mark med en forladt skurvogn, som engang udgjorde en grænsepost, tilbageholdes tusinder af migranter hver dag. Ved denne officielt lukkede grænsepost er de almindelige regler vendt rundt: Hvis du har et pas, kan du ikke passere.

Grupper af flygtninge venter i 'ingenmandsland' ved den serbisk-kroatiske grænse.

Grænsen er nemlig åbnet for migranter som del af Balkanlandenes samarbejde ‘den humanitære korridor’ til Europa. Fra politisk hånd lukkes og åbnes grænseovergangene hele tiden. Den ene dag udgør den åbne grænseovergang ved Sid og Tovarnik et knudepunkt, hvor tusinder af flygtninge tilbageholdes. Den næste dag kører busserne til den lille markvej 10 km derfra.

Den undtagelsesvist åbnede grænsepost Bapska.

Ved grænseposten Bapska ankommer grupper af migranter dag og nat.

Om dagen er der et flow af humanitære organisationer, forsyninger og fotografer. Efter at have mad og drikke med sig skynder folk sig videre ned ad vejen. Børn, voksne, unge og ældre løber med poser med forsyninger ned mod grænseovergangen uden at vide, hvad der skal ske de næste dage.

Usikkerhed og mangel på information.

På marken ved Bapska har nogle lagt sig til at sove. Mange har været tilbageholdt i 10-15 timer uden information. Hverken politiet, frivillige eller nødhjælpsorganisationer informerer migranterne om, hvad de kan forvente forude på deres vej. 

»Det skaber unødig panik, hvis de ved, at de skal indlogeres i en lukket flygtningelejr«, siger en international frivillig.

Mørke og usikkerhed

En mur af mørke og uvished møder de mange grupper af migranter, som stadigt kommer i busser gennem hele natten.

Ingen ved, at foran dem venter en 17 km lang vandring til den lukkede detentionslejr Opatovice.

Hele natten venter folk på, hvad der skal ske.

Mange internationale frivillige er rejst hertil, for at hjælpe og støtte de migranter, som samfundet og de etablerede nødhjælpsorganisationer ikke er i stand til at hjælpe. Kun få frivillige er fra lokalområdet. De fleste er unge fra Tyskland, Tjekkiet, Sverige og Belgien.

De serbiske og kroatiske myndigheder ændrer hele tiden migranternes rute. Nødhjælpsorganisationer og frivillige er derfor altid bagud i arbejdet med at sætte ind med forsyninger og lægehjælp.

Læs Modkraft-artiklen »Flygtningegruppe protesterer med sit-down imod at politiet løber fra løfte« 

Læs Modkraft-artiklen »Politiet opgiver (igen) at registrere gruppe af flygtninge«

 ‘Let us go’!

 I nærheden af Bapska, i det serbisk-kroatiske grænseområde, tilbageholdes tusinder migranter om natten på en mark. På hver side står kroatisk politi.

Ud over markerne lyder et kor af stemmer: »Let us go«.

Frygten for adskillelse.

En gang imellem lader politiet grupper af migranter gå op ad landevejen. Ikke langt fra grænsen samler folk sig igen på en ny mark omgivet af politi.

Læs Modkraft-artiklen »Privatchauffør for flygtninge i nat: Jo flere biler der kom, jo mere opgav politiet«

Menneskene på marken bliver fyldt på busser, der ankommer en efter en. Politiet vælger, hvem der skal ombord. Ingen har informeret migranterne om, hvad der kommer til at ske, så frygt for adskillelse spreder sig.

Når familier bliver adskilt, råber de politiet an og forsøger at holde sig samlet. Politibetjente prøver at få de protesterende familiemedlemmer med.

Tvunget til at gå.

Pludseligt beslutter myndighederne sig for at ændre praksis, så folk ikke længere bliver hentet i busser. Nu skal alle gå 17 km i nattens mulm og mørke i stedet for at blive kørt med busser.

Destinationen - Opatovice-lejren - er den samme.

Ved indgangen til Opatovice detentionslejren i Kroatien.

Detentionslejren Opatovice

Opatovice-detentionslejren er en lukket lejr, der fungerer som transitpunkt mellem den serbisk-kroatiske grænse 17 km væk. Myndighederne driver migranter ind og ud af centret i uregelmæssige bølger: Først var der 7000 personer, da kapaciteten var 2000. Så bliver centret tømt, for at gøre plads til nye, og den officielle kapacitet udvides til 4000.  

Inde bag det første hegn i den lukkede lejr Opatovice venter en familie på de resterende familiemedlemmer, som holdes tilbage bag hegnet.

I lejren venter folk.

Folk venter mellem 1-5 dage, inden de transporteres videre til grænsen til Ungarn.

Se Modkrafts billedserie »Flygtninge i Rødby Havn«

Ved udgangen fortæller flere om, hvordan de er blevet banket af politiet og har været udsat for tåregas under deres tid i Opatovice.

Politi i Opatovice.

Politiet ved et af hegnene inde i Opatovice.

Tåregas og drømmen om en sikker fremtid.

En politimand med tåregas kontrollerer en gruppe af flygtninge, der venter på en lang række på at komme i busser og videre til den Ungarske grænse. Efter at have gået over den Ungarske grænse køres folk videre til grænsen mellem Ungarn og Østrig, hvor de igen skal gå til Østrig. Her slutter den stats-koordinerede transport.

Se videoindslaget »De værste lande at rejse gennem var Ungarn og Danmark«

Tekst og Foto:
Beata Hemer, Frederik Johannisson, Kirstine Mose, Lise Olivarius, Nanna Hansen og Paula Bulling
/The Bridge Radio