Kim til socialisme: Kardemommeloven og spejderlejr

I forbindelse med vedtagelsen af et nyt principprogram for Enhedslisten blev det ivrigt diskuteret, hvad socialisme er og om vi  i dag kan se nogle steder, hvor der er en kim til socialisme.

Hvad er det vi taler om, når vi snakker om et socialistisk samfund? Og er socialismen en utopi - en utopi, der strider imod menneskets natur?

Når jeg forestiller mig et socialistisk samfund, forestiller jeg mig et samfund, der i høj grad er styret af Kardemommeloven: “man skal ikke plage andre eller sætte livet til - og for øvrigt kan man gøre, hvad man vil.”

Det lyder måske nok nærmere som noget, man ville kunne få de rablende ultraliberalister i Liberal alliance til at skrive under på, end som grundlaget for en socialistisk vision. Men for mig er friheden vigtig i socialismen - ja, faktisk helt afgørende. Men i modsætning til LA m.fl. handler det for mig ikke blot om friheden fra noget - men i endnu højere grad om friheden til noget; friheden til at udfolde og udvikle sig,

Og det kræver, at man har et materielt grundlag at gøre det på. Hvis man hele tiden skal kæmpe for den basale overlevelse eller leve i frygt for f.eks. at miste hele sit eksistensgrundlag i tilfælde af sygdom eller arbejdsløshed - så er man ikke fri. Hvis man ikke har muligheden for at deltage i sociale sammenhænge, få en uddannelse eller lignende - så er man ikke fri. Derfor forudsætter frihed, at vi i fællesskab sikrer at friheden ikke blot er formel, men i høj grad også reel. Som Marx skrev: det handler om at skabe et samfund, hvor det er  “muligt for mig at gøre dette i dag, noget andet i morgen, at gå på jagt om morgenen, fiske om eftermiddagen, beskæftige mig med kvægavl om aftenen, kritisere oven på middagen, netop hvad jeg har lyst til”.

Imidlertid mødes man ofte med et argument om, at socialisme strider imod menneskets natur. Der lader til at være en meget bred konsensus om, at mennesket af natur er egoistisk og dovent. Ingen ønsker at lave mere end allerhøjest nødvendigt og vi vil belønnes - materielt. Mantraet “det skal kunne betale sig at arbejde” står som en uimodsagt sandhed, med dets implikation af, at hvis det ikke kan betale sig at arbejde, vil ingen lave noget.

I sommeren 2012 deltog jeg i en fælles korpslejr for knap 40.000 spejdere i Holstebro. Her oplevede jeg, at det sagtens kan lade sig gøre at få børn og unge til at lave en masse uden at det “kan betale sig”.

Når der skal laves mad hjælpes man ad - hver skræller de gulerødder, man kan og når der så skal spises får hver det, man har brug for - også selvom man måske kun nåede at skrælle en enkelt gulerod. Med andre ord: “yd efter evne - nyd efter behov” i praksis.

Og det var ikke kun i f.t. “pligtopgaverne”, at alle gav deres bidrag. Kreativiteten og hitte-på-somheden (innovation og iværksætterånd i management-sprog) blomstrede. Allerede dagen efter lejrens start kunne man se diverse konstruktioner rejse sig fra den bare mark: Storebæltsbroen, Aalborgtårnet, Frederiksborg Slot blev bygget op af rafter, mens andre lejre blev udstyret med alkover i flere lag og andre fantasifulde kreationer, udover naturligvis spiseborde, opvaskeborde etc.

Samtidig var lejren hele ugen igennem ren. Hvis nogen var kommet til at smide et stykke slikpapir, gik der ikke lang tid før en forbipasserende bøjede sig ned og samlede det op og smed det i en skraldespand - uden overvejelser om, at “det er ikke mit skrald” eller “hvad får jeg for det?”.

Disse børn og unge havde endnu ikke opdaget, at deres “natur” er at være egoistiske, dovne og grådige.

Så måske er det ikke nødvendigvis den menneskelige natur, der gør at vi forsøger at skrabe mest muligt til os og kun gør noget, hvis vi bliver betalt for det. Måske er det i højere grad et spørgsmål om kultur/socialisering.

Her finder vi kimen til socialisme!