Analyse af konkurrencestaten og dens samfundsnedbrydende virkninger

Mens der alt i alt bliver snakket rigtig meget om konkurrencestat og velfærdsdebat, tror jeg der er mange der ikke er inde i, hvad det egentlig vil sige og hvilket felt vi bevæger os ind i. Derfor vil jeg bidrage til debatten, med en analyse af konkurrencestaten, dens ideologiske og historiske baggrund og socialisering, samt regeringens politik heromkring.

Velfærden i Danmark

Konkurrencestaten står i bred kontrast til den velfærdstat vi normalt referere til, når vi taler om velfærd i Danmark.

Det klassiske Danske velfærdssystem stammer fra tiden efter 2. verdenskrig. I tiden efter krigen var Europa en slagmark, både i fysisk forstand men også ideologisk. Mange, normalt modstridende, ideologier fandt sammen, om at videre-tænke en samfundsmodel der kunne sikre, at lignende tilstande ikke kunne gentage sig. Indenfor pædagogikken, særligt repræsenteret i samfundets institutioner såsom dagtilbud og skoler, har det betydet en markant bevægelse væk fra den pædagogiske tanke/menneskesyn bag Den Sorte Skole, og hen mod et reform-pædagogisk tankesæt, hvor den enkeltes udfoldelse, selvrealisering og identitetsskabelse har været centrum for samværet med børn og unge. Dannelses – og autonomibegreber indtager betydelige pladser i vores måde at tænke samfunds-borgeren på. Demokrati, medborgerskab og åndsfrihed bliver senere bærende elementer for socialiseringen af borgeren.

Politisk skulle civilsamfundet sikres og stabiliseres. Her har velfærdsstaten haft en gennemgribende betydelig rolle for modelleringen af samfund i Europa efter krigen. Herhjemme har det taget sig til udtryk i en universel model med staten som bærende aktør, i omfordeling af samfundets goder. Gennem progressiv beskatning (indtægt følger beskatningen; høj indtægt – høj skat) blev Danmarks universelle velfærdssystem etableret, med høj omfordeling af goder og bred tilgang til ydelser og service (fx: kontanthjælp, dagpenge, folkepension, gratis læge etc.)

Økonomisk set blev dette ført ud i livet, baseret på en Keynesiansk tilgang (stammer fra økonomen Maynard Keynes.) Det vil sige at man lærte fra fejltagelsen fra 1. verdenskrig. I stedet for at ”straffe” Tyskland, ved at stille dem økonomisk ansvarlig for genopbygningen af Europa, lænede man sig op ad den Keynesianske tanke om, at økonomien kun er bæredygtig hvis man tilser, at sine ”naboer” har økonomisk sikkerhed og råderum (det er Marshall-hjælpen bl.a. et eksempel på.) Det samme gør sig gældende med velfærdsmodellen, (den universelle, som nogle steder også kaldes den Skandinaviske model) som blev indsat i Danmark.

Der var andre ideologiske – og økonomiske bevægelse, der gerne ville påvirke retningen efter 2. verdenskrig, som dog ikke fik større indflydelse på daværende tidspunkt. Herunder neoliberalismen.

Historisk set stammer velfærdsstaten fra arbejderbevægelsen. Allerede i 1889 laver Bismarck obligatoriske socialforsikringer i Tyskland. Danmark vil, måske pga. af tyskerlede, ikke efterligne den tyske model og indfører i 1891 alderdomsforsørgelse baseret på skatterfinansiering. (Daværende Venstre fandt senere ud af, at de hellere havde set en forsikringsmodel sat i spil.)

Disse tiltag blev iværksat pga. en arbejderbevægelse, der krævede rettigheder og socialsikring. Arbejderbevægelsen var urolig over det meste af Europa og dette tog toppen af oprørstrangen. Derfor ser man også, at lande der ikke har haft en stærk tradition for arbejderkamp, i dag ikke har lige så omfattende velfærd, som lande der har haft stærke arbejderbevægelser (fx: USA. Arbejderbevægelsen fik aldrig rigtig fodfæste og det sammen med en universel velfærdsmodel) Generelt er velfærden bredere i lande med megen vækst. Dette har muliggjort at imødekomme arbejderbevægelsens krav og forventninger (fx: Saudi-Arabien. De har ikke historie for organiseret arbejderkamp men tilgengæld megen vækst, hvilket har resulteret i en residual velfærdsmodel i landet. Residual-modellen er velfærd til de yderst trængende.)

I 70'erne rammer Danmarks velfærdssystem en mur. Det bliver evident at systemet ikke er økonomisk bæredygtigt. Det koster simpelthen for meget, i forhold til arbejdsstyrken. Her får neoliberalismen nye ører at tale for og kritikken af den universelle velfærdsmodel, får ideologisk og politisk udbredelse.

Nyt ideal for velfærd

Det argumenteres at konkurrencestaten har været undervejs siden 70'erne. Men det er først i 90'erne at man virkelig kan begynde at tale om en udvikling hen mod konkurrencestatens overtagelse af velfærdsstaten. Her introduceres bl.a. Flexicurity af Nyrup-regeringen med en aktiv arbejdsmarkedspolitik som et af de bærende elementer. Dette lyder jo som sådan ikke som noget umiddelbart truende for velfærden. Tværtimod ville man argumentere. I bund og grund betyder det blot, at man vil skabe incitament for den enkelte, til at være på arbejdsmarkedet. Men det omhandler også en stramnings-politik, hvor man strammer adgangen til velfærdsydelser, så det ikke bliver en potentiel ”sovepude.” Også opkvalificerings-strategien iværksættes overfor ledige (det kender vi i dag i tiltaget omfang i form af jobkurser, coaching etc.) Samlet set har det ofte været omtalt som gulerods-politik.

Dette omtales også ofte som ”workfare” i modsætning til ”welfare.” I incitaments-begrebet ligger også det som kaldes push/pull-strategi. Det bygger på om man presser borgeren ud på arbejdsmarkedet (ved at skabe rammer der indirekte eller direkte tvinger folk til at tage arbejde, uanset omstændigheder) eller om man skaber incitamenter, der trækker borgeren ud på arbejdsmarkedet (dette bliver ofte refereret til om kvinders tilgang til arbejdsmarkedet, dog uden megen eller nogen feministisk anskuelse).

Neoliberalismens kritik af velfærden som passiviserende og klientsliggørende, begynder at tage sig til udtryk i lovgivning. Det samme skete der i slutningen af 90'erne, da den genvalgte Nyrup-regering, på trods af valgløfter om ikke at gøre det, pillede ved efterlønnen.

Velfærdsstat eller velfærdssamfund

Mange bruger velfærdsstat og velfærdssamfund i flæng. Men der ligger en interessant og vigtig differentiering, som i snakken om konkurrencestaten er værd at pege på.

I velfærdsstaten er staten forpligtiget til at bære ansvaret for omfordelingen af goderne; sikringen af velfærdsydelserne. Ansvaret i velfærdssamfundet er langt mere diffust. Det kan være placeret hos private virksomheder, NGO'er, frivillig-organisationer eller hos borgerene selv.

Det ses tydeligt i velfærdsdebatten, med al den snak om frivillighed; ældre skal have frivillige besøgsvenner, så ansatte ikke skal tilse social velfærd. Børnefamilier der ikke kan skrue hverdagen sammen, skal have arbejdsfrie/arbejdsløse til frivilligt at hente børn, som en del af aktiveringen (opkvalificerings-strategi). I hvilket omfang kan frivillige hjælpe på hospitaler og hospicer? Osv. Dette har været kritiseret for, at skabe det nogen kalder et hattedamesamfund, hvor sammenhængskraften (socialt) afhænger af frivillige, der ikke er aktive på arbejdsmarkedet eller juridisk forpligtigede til at varetage opgaverne (som staten er i velfærdsstaten).

Vi skelner mellem velfærdsstat og velfærdssamfund men kan man på samme måde skelne mellem konkurrencestat og konkurrencesamfund? Min vurdering er et klart nej. For den mentalitet, som jeg vil komme mere ind på, som konkurrencestaten socialisere (bl.a. gennem samfundets institutioner) skaber per definition et konkurrencesamfund, hvor solidaritet er skiftet ud med den enkeltes konkurrenceevne.

Oversigt over velfærdsmodeller

Man operere typisk med tre overordnede velfærdsmodeller:

Den universelle: Den er baseret på beskatning hvilket vil sige at den er dækkende for dem, der opfattes som statsborger. Omfordelingen af goder er stor og ansvaret er placeret hos staten. Den bygger på en bred dækning til alle. Vi kender den bedst herhjemmefra.

Den kontinentale: Den er baseret på forsikring og kaldes også forsikringsmodellen. Omfordelingen af goder er lille og man er i nogen omfang selv ansvarlig. Forsikringerne kan være obligatoriske eller selvvalgte. Herhjemme kender vi denne model i a-kassesystemet og indenfor pensionsordninger. Lande med denne model har ofte også ordninger indenfor den residuale model, for at have et minimum af sikkerhedsnet for de mest trængende. I det ansvaret i denne model er så uklart placeret, vil der ofte, i lande med denne model, være mange hjælpeorganisationer, der tager sig af velfærd. Eksempelvis kirkerne, humanistiske organisationer eller mafiaen. Denne model skaber også ofte problemer omkring retsager i spørgsmålet om forsikringsdækning. (fx: Tyskland og USA)

Den residuale: Den er baseret på skatter men optræder som velfærd for de aller mest trængende. Omfordelingen er middel til lille. Lande der har denne model har ofte en stor middel/overklasse der har lave skatter (og dermed kan forsikre sig selv) og en underklasse, der har svært ved at rykke sig fra sin samfundspositionen. Modellen kritiseres for at være velfærd til de fattige og holde de fattige i denne position, fordi denne form for velfærd er stigmatiserende, marginaliserende og mangler opkvalificerings-muligheder. ”Welfare for the poor is poor welfare”

Definition af konkurrencestaten

Der er nogle helt afgørende ting, som adskiller konkurrencestaten og velfærdsstaten. Disse er bl.a.:

Konkurrencestaten søger at få borgere og virksomheder til at deltage i den globale konkurrence, hvor velfærdsstaten forsøgte at beskytte de samme mod konjunkturændringer. (Keynesiansk)

Konkurrencestaten er en stat der søger at gøre den enkelte ansvarlig for eget liv. Fællesskabet er i arbejdet. Frihed til at realisere egne behov. Velfærdsstaten havde demokrati og moralsk dannelse som centrum for fællesskabet. Friheden var demokratisk deltagelse.

Konkurrencestaten søger dynamik, hvor velfærdsstaten søgte stabilitet.

Konkurrencestaten er en stat der påvirker og tilpasser internationale omgivelser. Som vil skabe plads for Danmarks interesser i bl.a. EU. Den har et globalt fokus og grundlag. Den mobilisere og reformere for at varetage nationale interesser.

Borgeren i velfærdssamfundet er enkeltstående og individuel. Borgeren i konkurrencestaten er defineret ved rationalitet og søgen efter at realisere egen lykke.

Under velfærdsstaten var markedet nationens. Under konkurrencestaten er markedet globalt.

Konkurrencestaten prioritere aktivering før ydelser. (jobtræning i stedet for/i forbindelse med kontanthjælp. Eksempelvis Bjarne Corydons udtalelse i politikken d. 23/8 2013: Vi skal fokusere på uddannelse i stedet for sociale ydelser.)

Konkurrencestaten sikrer primært virksomhedernes konkurrenceevne, frem for at sikre beskæftigelsen.

Den demokratiske borger bliver forbruger af den offentlige sektor i konkurrencestaten.

Nyere politiske eksempel herpå:

- Afkortning af dagpengeperioden.

- Afvikling af efterløn.

- Senere pensionslader.

- Snak om reformer for sygedagpenge, førtidspension og fleksjobs.

- Plan for nedbringelse af kontanthjælpsmodtagere.

- Man læner sig mere op ad undersøgelser, der kan sige noget om fremgang og konkurrenceevne. (eksempelvis PISA, KRAM-indikationer, kost-rygning-alkohol-motion, SFI)

- Snak om flere penge til forskning.

- Ny Nordisk Skole.

Rational-choice og neoliberalismen

Indenfor neoliberalismen, som konkurrencestaten ideologisk set langt hen ad vejen bygger på, findes der to økonomiske hovedretninger. Den ene er som nævnt Keynesiansk eller Post-Keynesianistisk og den anden lægger sig op ad økonomen Hayak. Har man læst om anarko-kapitalisme er man nok faldet over Hayak før.

Hos Hayak fødes mennesker med en rationale, der vil stræbe efter profit eller nærmere stræbe efter at maksimere sin egen lykke – eller mindske sin egen ulykke. Dette kaldes Rational-choice. Indenfor denne teori vil det i denne sammenhæng være profitabelt – både økonomisk men også menneskeligt-socialt, at danne mennesker til at tilstræbe sin egen lykke (vi kender det i klassisk forstand i USA's ”American dream”.) Dette gøres ret konkret ved at tilse sin egen konkurrenceevne. Man er altså i konkurrence med andre borgere i sin omverden. Ud med solidaritet, sammenhold og fællesskab og ind med konkurrence og stræben mod egen lykke.

I denne teori er samfundets institutioner endogene, hvilket vil sige at de er en del af markedet. Dette ses tydeligt i sammenlægningen af kommuner og skoler. De organiseres nu, pga. deres størrelse, som store firmaer og må agere konkurrerende. Det gør sig også gældende, med henblik på borgeren som forbruger af velfærdsydelser – og service.

Politisk bygger denne teori økonomisk, modsat en efterspørgselspolitik, på udbudspolitik hvor man skal være til rådighed (det kender vi i særdeleshed fra jobcentre).

Inden for Post-Keynesianismen er institutionaliseringen vigtigt, for at gøre mennesket rationelt. Det er her ikke medfødt men skal tillæres. Markedet ligger udenfor institutionerne og man skal klargøres til at konkurrere. Dette ses i Ny Nordisk Skole, hvor fokus på dannelse i overvejende grad lægger sig ind under erhvervelsen af kundskaber og færdigheder. Dvs. Dannelsen kommer sig naturligt af, at man kan regne, skrive, stave og læse, hvorigennem man bliver konkurrencedygtig. Her kommer også fokus på PISA og lignende ind.

Regeringens konkurrencestats-fokus bygger overvejende på en Keynesiansk tilgang men der er tegn på inspiration hos begge fløje.

Disse umiddelbare økonomiske tilgange og teorier, bør ikke kun betragtes som økonomiske. Det oparbejder en samfundsstruktur - og kultur, der påvirker den enkelte ind i adfærden. Konkurrencestaten bygger på Noget-for-noget principper, regulering, rammestyring og aktivering og gennem dette, er det statens opgave, at regulere og tilpasse borgerens adfærd. Især på arbejdsmarkedet. Dette kan også ses gennem fikseret fokus på folkesundhed, der ikke er rettet mod den enkeltes sundhed og velfærd men rettet mod konkurrenceevnen. For mange sygedage er ikke godt for profitten. I denne optik kan man tale om Danmark som en social konkurrencestat (Tim Knudsen, 2007)

For at opsummere vil jeg citere M. Thatcher: ”Økonomisk teori er midlet. Målet er at trænge ind i sjælene.”

Opsummeret kritik af konkurrencestaten

- Udvisker den demokratiske medborger, ved at dannelsesidealet bygger på konkurrenceevne.

- Velfærd som en service-ydelse fjerner fællesskabsfølelsen og borger-solidariteten.

- Alle tvinges i uddannelse og ud på arbejdsmarkedet. Det skaber triste arbejdere, for dem der tvinges til at tage job udenfor deres fag og triste arbejdsløse, for dem der gerne ville være i deres sted.

- Skaber self-management kultur i forhold til, at borgeren reguleres til at være en god og rask borger, der kan yde.

- De svageste i samfundet taber i konkurrence-ræset.

- Velfærden risikere at blive ”welfare for the poor.” (welfare for the poor is poor welfare)

- Firmaer i konkurrence tager ikke marginaliserede grupper i arbejde.

- Mennesker agere ikke nødvendigvis ifølge ”rational choice” tankegangen. Og lykke for den enkelte kan ikke nødvendigvis, eller bør ikke nødvendigvis, måles som velstand.

- Markedet er ikke nødvendigvis efficient (selvregulerende). Dvs. Hayaks tilgang til, at lade falde hvad ikke kan stå, kan være fatalt for et demokrati og chanceulighed/klasseskel og lignende ignoreres.

- Workfare (aktivering, opgradering, jobtræning etc.) er ikke nødvendigvis opkvalificerings-orienteret men lige så meget en stramning eller ”pisk”, som incitaments-nedskæringer på fx dagpenge.

- Push-tilgangen til at få flere ud på arbejdsmarkedet, skaber ikke nødvendigvis glade arbejdere eller gode arbejdsmiljøer.

Afsluttende

Sociologisk set, vil der være mange anskuelser at tage i betragtning. For der er noget om, at velfærdssystemet kan agere ”sovepude” og skabe klienter i stedet for at skabe mere ressourcestærke borgere (som eksempelvis Habermas har argumenteret). Det er også rigtigt at velfærdssystemet var/er forældet i en globaliseret verden (som Giddens er inde på). Men at løsningerne på disse dilemmaer/problematikker, skulle være at fjerne solidariteten, som var den der gav os velfærd til at starte med, og bytte den ud med gennemgribende konkurrence er ikke og må ikke blive løsningen. Den øger uligheden og mindsker chancerne for at skabe lighed. Den flytter os mod en blanding af residual og forsikringsbaseret velfærd, som vil skabe større klasseskel. Konkurrencens fokus på kundskaber og færdigheder taber elever på gulvet, hvis styrker ligger i andre ”kapitaler”/i andre egenskaber og skaber flere platforme for chanceulighed (som Bourdieu omtaler).

Marginaliserede grupper/minoriteter vil få hårdere vilkår og blive fastlåste i deres ”klasse” eller ”gruppe”. Dette øger skellet mellem ”os” og ”dem” - ligesom konkurrencen skaber splittelse mellem ”mig” og ”os”. Dette skaber ikke alene platforme for chanceulighed men for fremmedhad, diskrimination og undertrykkelse. Som socialist er konkurrencestaten fjenden, selvom den pakkes pænt i ”røde” klæder i velfærdsdebatten.

Hvis du klarede dig igennem hele indlægget; så tillykke. Håber du fik noget ud af det.

Skulle man være interesseret i at tjekke kilder eller læse mere, vil jeg anbefale at finde bogen ”Konkurrencestaten” af Ove Kaj pedersen (2011). Kilder er desuden fra: ”Pædagogik i sociologisk perspektiv” af Søren Gytz og andre. ”Politik og samfund i forandring” Bind 1 og 2 af Jørgen Goul Andersen. ”Dansk politik i internationalt perspektiv” af Gregers Friisberg.

Yderligere links:

http://www.arbejderen.dk/blog-indl%C3%A6g/karen-helveg-petersen/konkurrencestat-eller-sk%C3%B8dehund

http://www.arbejderen.dk/blog-indl%C3%A6g/henning-hyllested/til-helvede-med-konkurrencestaten

http://raeson.dk/2013/hvaderkonkurrencestaten/

http://politiken.dk/indland/politik/ECE2056921/corydon-konkurrencestat-er-ny-velfaerdsstat/

http://politiken.dk/debat/ECE2056720/corydon-jeg-tror-paa-konkurrencestaten/

http://www.b.dk/kronikker/konkurrencestaten-et-taberprojekt