Drone-krig, aflads-får og ting, man kan tænke sig til

En af ting, der virker til fremme af tidens journalistiske elendighed, er den forståelse af begreberne subjektivitet og objektivitet, der gennemsyrer mange journalisters faglige selvforståelse, og som viser sig i mange af de kulturprodukter, der er lavet af journalister.

Man kan ikke være fri for sig selv. Dét uomgængelige subjektive udgangspunkt bliver en undskyldning for at lade sig optage af sig selv og sin egne oplevelser, snarere end at rapportere kendsgerninger og tro på mediekonsumenternes fornuft og moralske dømmekraft.

Kravet om objektivitet, om tilstræbt objektivitet, bliver på den anden side udlagt som en intention, et aldrig færdigt projekt, og en tilstræbelighed der indløses ved at høre begge sider, uanset om den ene åbenlyst har ret og den anden uret.

Konsekvensen er, at alting bliver til meninger, og at kritik bare bliver til noget, der er begrundet i følelser, i en subjektiv opfattelse, bare en holdning

Heldigvis er der blandt nogle journalister, og film-dokumentarister, nogle, der har fundet ud af, at objektivitet ikke står i modsætning til kritik. Den kritiske brod behøver ikke journalistens eller dokumentaristens fortolkning eller føleri for at være der.

Kill or capture

Et særligt fornemt, skønt ikke klokkeklart, eksempel på en sådan objektiv kritik finder man i Rick Rowleys dokumentarfilm Dirty Wars.

Filmen, der kan ses på amerikansk Netflix, hvis man er på de kanter (eller med en dansk Netflix konto med et gratisprogram: Hola Unblocker), handler om det strategiske skifte, der har fundet sted i den »krig mod terror«, som George Bush erklærede efter terrorangrebet den 11. september 2001.

Skiftet handler om, at USA under præsident Obama i stigende grad fokuserer på »Kill or Capture«-operationer, altså på tilfangetagelse af og fokuserede drab på mistænkte terrorister.

At det mere er kill end capture, og at begreberne om fokuseret, mistænkt og terrorist er parodisk rummelige, handler Rowleys film om.

Se »Dirty Wars Official Trailer« på Youtube:

Beskidte krige

I Dirty Wars følger vi journalisten Jeremy Scahill, der skriver for The Nation, er kendt for sin bog om lejesoldaterne fra firmaet Blackwater og har skåret sine tænder til på TV stationen Democracy Now.

Han besøger mennesker, der har haft fornøjelsen af angreb med krydsermissiler og droner, og med besøg fra specialstyrker af den slags, der vandt respekt og benovelse efter aktionen, der tog livet af Osama Bin Laden, og befriede mange amerikanerne for deres onde drømme.

Men nogen skal jo have mareridt. Og det første stop på Scahills rejse er hos en afghansk familie, der, som dens gamle patriark udtrykker det, havde haft besøg af det »amerikanske Taleban«.  

Han henviser til de lange skæg, der åbenbart gør sig i specialstyrkekredse.

Hans henviste formentlig også til deres Talebanagtighed med hensyn til metoder og optræden. De brasede ind i huset, skød den gamle mands søn Daoud, der endda var politiofficer og uddannet af amerikanerne, og tre kvindelige medlemmer af familien.

To af de tre kvinder var gravide.

De tog Daouds overlevende bror med sig i helikopteren. Da han kom tilbage var det til en nyhed om, at de skæggede mænd havde skåret kuglerne af de døde, engang gravide, kroppe for at skjule forbrydelsen, for at give en slags troværdighed til påstande om, at kvinderne havde været ofre for æresdrab.

Senere trak amerikanerne den påstand, og familien blev tilbudt et får som afladsgave.

Daouds far fortæller, at han ikke ville bytte sin søn for det »amerikanske kongerige«, og broderen fortæller at han var parat til at blive selvmordsterrorist.

Men at han ikke måtte for sin far...

Al -Majalah

I al-Majalah i Yemen besøger Scahill overlevende fra et lille samfund, der havde haft en anden slags besøg. I 2009 blev det ramt af et krydsermissil, der tog livet af 41 mennesker. Blandt dem var 21 børn og 14 kvinder.

Som ved specialstyrkeangrebet i Afghanistan blev der fra begyndelsen løjet om gerningsmenneskenes identitet. Det var, hævdede præsident Salah, hans hær, der havde affyret missilet.

Den udlægning blev pillet fra hinanden af en lokal journalist, der i ruinerne i al-Majalah fandt rester af missilet, der viste, at det var amerikansk og af en slags, der ikke lige lå på hylden hos Yemens diktator.

Det skulle han, journalisten, aldrig have gjort, for han blev fængslet og torteret. Da præsident Saleh ville bøje sig for det folkelige pres og løslade ham, blev han ringet op at verdens mægtigste mand (Obama hedder han), der ønskede fængslingen opretholdt.

Rejsen til krigen mod terrors skuepladser går også forbi Somalia, hvor en af de krigsherrer, der engang torterede det allerede ødelagte land og var udpeget som Amerikas fjende, i dag bekæmper islamistiske terrorister og andre, som han af den ene eller anden grund ikke kan lide.

Al-Awlaki, Anwar

Filmen bringer os tilbage til Yemen og historien om en amerikansk statsborger, Anwar al-Awlaki, der fra at være en af den amerikanske regerings favorit-muslimer -»the go to imam«, kalder Scahill ham - er endt på Obamas liste over mennesker, som han gerne ser aflivet.

Man hører om, hvordan Anwars far, uden held, forsøger at få den amerikanske regering og dødsliste-føreren in chief til at huske på amerikanske statsborgeres forfatningsmæssige ret til at blive præsenteret for en sigtelse og retten til en fair rettergang, til »due proces«.

Obama-regeringen har aldrig ført offentligt bevis for, at Anwar al-Awlaki har spillet en operativ rolle i de terrorplaner og -angreb, som regeringen lod sig nøje med at antyde, at han var meddelagtig i.

Læs »Nyt drone-drab vækker skarp debat i USA« på Modkraft

Awlaki, Abdul Rahman

Anwar kom af dage 30 september 2011. You can't run, and you can't hide from the drones. Det kunne Anwars søn Abdel Rahman heller ikke. Den 16 år unge dreng blev offer for et nyt droneangreb kun to uger efter det, der dræbte hans far

Hvorfor, han skulle have løbet eller gemt sig, er vist stadig et mysterium. Der er ingen forklaring andet end den, der altid står forrest, når colatteral damage skal forklares eller bortforklares: Han var på det gale sted, på det gale tidspunkt.

Efter at dronen ramte,, var han ingen steder, hverken det forkerte eller rigtige. Det eneste, der tillod en identifikation var et stykke kranium med noget af det beatleshår, som den 16 årige havde ladet gro på sit hoved.

En vred film - og sentimental

Som det fremgår, er Dirty Wars en vred film, eller som det ganske sikkert også fremgår, en film som man bliver vred og foruroliget over at se. Ikke på grund at Scahills kommentarer, der af og til skærer i pap, hvad man selv kan tænke sig til.

Og ikke på grund af den strygermusik, der akkompagneres af billeder af kønne børn med bange øjne. Sentimentalitet er de hårdhjertedes alibi, og man skal være ualmindeligt hårdhjertet for ikke at lade sig følelsesmæssigt påvirke af det, som Rowley og Scahill lader deres informanter berette.

Jeg føler mig talt ned til, og gjort hårdhjertet, når film forsøger at lægge tårer i mine øjne, eller når filmens æstetik piver for mig.   

Som et minimum må man, hvis man bebor normale menneskers moralske univers, erkende, at den udbredte ide om krigen mod terror kan føres smart med specialstyrker, krydsermissiler, droner og brutale krigsherrer på Afrikas Horn, har sin bagside.

Den evige krig og dens konsekvenser

Men man selvfølgelig stadig fastholde, at det bedste er det godes værste fjende, og at det trods alt er en god ting, at de onde mennesker, der plotter mod os, kan sætte ud af spillet, uden at vi behøver at okkupere de lande, som de bor i. Det er den humanitære interventionismes logik.

Det er en idé, der nyder stor udbredelse, og som selvfølgelig har noget for sig ud fra bestemte forudsætninger. Den vigtigste er forestillingen om, at det er terrorismens ideologi, der er hovedfjenden. Og at vejen frem derfor er at eliminere dens ideologer, eller de folk, der har ladet sig inspirere.

Men en af de ting, som Dirty Wars dokumenterer, og det helt uden hjælp fra Scahill og Rowleys subjektive føleri på tilskuernes vegne, er den kontraproduktive mekanik i de smarte krige og den ideologi og det spin, der belægger dem med et skær af humanitet. 

Spørgsmålet om, hvad der skaber terrorens håbløse håb, bliver pludselig skræmmende nemt at svare på. Og ideen om, at folk i al-Majalah eller i Daouds hus, skulle tilgive os, fordi hensigten var den bedste, forekommer latterlig ud over alle grænser.

Alternativt kan man anlægge den betragtning, at den smarte krig er vejen frem, og at radikaliseringen af dens overlevende ofre er noget vi må tage med, når det ikke lykkes skæggede patriarker i Afghanistan at tale deres sønner fra at blive selvmordsbombemænd.

Og man kan mene, at der ikke er andet at gøre end at fortsætte krigen mod terror, og at leve med dens collateral damage.

Men det inkluderer jo ikke bare (sic!) lemlæstede mennesker i Centralasien, i Afrika og på den arabiske halvø, men også det åbne samfund i Vesten, der i stigende lukkes af politikere, der henviser til den sikkert permanente undtagelsestilstand, der netop motiveres af krigen mod terror.       

Det behøver man ikke føle noget særligt for at synes. Eller for at vide, at kendsgerninger eller ukontroversielle betragtninger om menneskelig psykologi taler for det. Slet ikke hvis man husker på, hvad der sker i vores samfund, når bomber i efterladte rygsække eller i bælter om livet på vrede unge mænd river kroppe og liv i stykker.   

Lars Ploug er cand.mag. og lejlighedsvis skribent på Modkraft.

Se »Dirty Wars: Jeremy Scahill and Rick Rowley’s New Film Exposes Hidden Truths of Covert U.S. Warfare« på tv-stationen Democracy Now

Besøg Dirty Wars hjemmeside