Eivind Koldings gyldne håndtryk er en hån mod os alle sammen

I dag har nu forhenværende direktør i Danske Bank Eivind Kolding modtaget en fyreseddel og et gyldent håndtryk på halvandet års løn, svarende til lidt over 20 millioner kr. Hvorvidt det er en god idé at fyre Kolding, kan være svært at sige. Hvad jeg dog ikke er et sekund i tvivl om er, at både det gyldne håndtryk og dets størrelse er helt absurd. Først og fremmest peger det på adskillige ømme punkter, hvad angår Danmarks håndtering af den finansielle krise og bankernes rolle i denne.

Da bankpakkerne blev vedtaget og kæmpe garantier stillet til rådighed for banksektoren, burde der også være stillet krav til eksempelvis størrelsen af gyldne håndtryk, løn og bonusser. Vi ved, at finanskrisens årsager bl.a. skal findes i bank og finanssektorens udbetaling af enorme bonusser. Bonusser som blev udbetalt på baggrund af incitamentsstrukturer, der står i direkte modsætning til almindelige borgeres interesser. At Danske Bank både kan modtage hjælp fra staten i form af garantier og samtidig fortsætte den stil, som i første omgang var med til at køre landet halvt i sænk, er derfor ærligt talt helt ubegribeligt.

Og så er det en stor hån mod alle de mennesker, som har betalt for finanskrisens omkostninger med deres job, med lønnedgang, med mindskelse af sociale ydelser eller forringelse af offentlig service.

Vi kan ikke forvente, at banksektoren selv begynder at opføre sig mere ansvarligt. Først og fremmest fordi hvad der er godt for bankens aktionærer, langt fra altid er det samme som er godt for almindelige bankkunder og borgere i Danmark generelt. Det bør derfor være politikernes opgave at lave regler, der skaber stabilitet og fremmer det brede flertals interesser. Koldings gyldne håndtryk viser, at man har forspildt en historisk chance for at få en del af bankvirksomheden på rette spor. Konkret med et loft over både bonusser, gyldne håndtryk og andre af den slags udbetalinger. Og dertil regler for hvor mange gange større en direktørs eller andre højtplacerede personers løn må være sammenlignet med medarbejdernes.

Når det er skatteborgernes penge, som skal redde bankerne, er det selvfølgelig helt rimeligt, at politikerne stiller krav til bankerne. Krav som fremmer skatteborgernes langsigtede interesser, modsat aktionærernes mere kortsigtede profitinteresser. Det handler først og fremmest om at undgå en lignende krise i fremtiden. 

Det store spørgsmål, man står tilbage med, er, hvorfor det ikke er sket? Havde det kun handlet om det konkrete spørgsmål om regulering af gyldne håndtryk, løn og bonusser kunne man have betragtet det som et enkeltstående tilfælde, hvor politikerne havde udvist manglende handlekraft. Problemet er, at det langt fra er sådan et billede der tegner sig.

Derimod er det kendetegnede for regeringen, at den har undladt at tage et opgør med banksektoren for dens rolle i den finansielle krise. Det hænger sammen med en generel udeblivende reaktion på krisen.  En krise der burde have været forfulgt af en række af tiltag, med formålet at undgå lignende kriser i fremtiden.

Denne her regerings manglende vilje til et opgør er dybt skuffende, men det er også mere grundlæggende problematisk. Finanskrisens efterdønninger har vist os et tydeligt billede af, hvem der har tjent fedt på tingenes tilstand og hvem der har måtte betale regningen og der kan ikke være nogen tvivl om, at det ikke har været Kolding og ligesindede som har stået forrest i køen her.