Politikerne misforstår krisen

Regeringen har en vækstplan, og oppositionen bakker op om den. Planen har til formål at overvinde den økonomiske krise. Der sker ved at dreje lidt på de økonomiske håndtag som skatter, afgifter og sociale ydelser.

Mere er der ifølge politikerne ikke behov for, idet de har tiltro til, at krisen forsvinder af sig selv. Opsvinget er lige om hjørnet, og herefter vil den økonomiske vækst være høj nok til at skabe masser af job og få pengene til at rulle ind i statskassen.

Politikerne tager fejl. Den økonomiske krise dækker over en omfattende politisk krise. Det viser et tilbageblik på de to store kriser i det 20. århundrede.

Kriser og løsninger

Hvad kendetegner overhovedet en krise? Først og fremmest kan en økonomisk krise identificeres ved, at der er lav eller negativ vækst i bruttonationalproduktet (BNP). Skillelinjen ligger omkring 2 pct. om året i rige lande. Hvis væksten ligger væsentligt under 2 pct., indikerer det, at der er tale om en krise. Desuden er kriser forbundet med stigende arbejdsløshed og underskud i statskassen.

Kriseperioder er også forbundet med bredere sociale og politiske karaktertræk, som social usikkerhed, politisk uro og pessimisme. Det er også under kriser, at samfundskritik er mest omfattende og har en bredere genklang. Men måske mest af alt er der normalt tale om, at kriser defineres negativt, som fravær af fremgang, konsensus og stabilitet.

Den primære indikator er vækst. Både fordi vækst i sig selv er essentielt, men også fordi andre kriseindikatorer er tæt forbundne med væksten. Det hænger sammen med, at vores samfund er kapitalistisk - og kapitalens og virksomheders mål er at vokse. Og der er ingen grænser for denne væksttrang.

Vækst i BNP over 2 pct. om året indikerer gode penge at tjene og et godt erhvervsklima, mens en vækst under dette niveau omvendt betyder, at det generelle billede er ringe vilkår for kapitalakkumulation og indtjeningsproblemer for virksomhederne. 

Et enkelt år med lav eller negativ vækst er ikke en katastrofe i sig selv, men hvis væksten udebliver i længere tid, og der samtidig er usikkerhed omkring de fremtidige vækstmuligheder, så begynder et krisebillede at manifestere sig. En langstrakt periode uden tilstrækkelig vækst indebærer også, at andre krisetegn hober sig op.

Arbejdsløsheden vokser og bider sig fast, statsfinanserne bliver præget af røde tal, den sociale usikkerhed vokser, den politiske uro breder sig, og samfundskritikken får luft under vingerne. Så hvis man er interesseret i kriser og ønsker en kort sammenfatning, så må rådet være: Se på perioder, hvor væksten er svag eller decideret negativ.

Når kriser typisk ses som en kontrast til mere normale perioder, så indebærer det også, at de kan afgrænses; de har en begyndelse og en afslutning. Kriser er overgangsperioder, der følger efter en mere stabil periode og baner vejen for den næste. Det indebærer, at kriser ikke kun har at gøre med nedgang og problemer, men i lige så høj grad med nyskabelser og løsninger.

Denne positive side af kriser, der peger mod ny fremgang, er i lige så høj grad præget af, at vækst er den primære indikator. Kriseløsninger indebærer nemlig en vedvarende genopretning med en længere årrække, hvor væksten er på over 2 pct. om året. Sådan en stabilisering af vækstbilledet betyder samtidig, at arbejdsløsheden falder systematisk, og statsunderskuddene forsvinder.

Hvis vi ser på sociale og politiske forhold, så indebærer kriseløsninger, at den fremherskende samfundskritik imødekommes, og der sker systemforandringer, så der bredt set genetableres en ny situation med social balance og politisk optimisme.

Vejen til velfærdsstaten

Den moderne krisedynamik prægede det 20. århundrede dybt. Det store aktiekrak på Wall Street i USA i 1929 blev startskuddet til en massiv økonomisk krise og skelsættende politiske omvæltninger.

Første halvdel af 1930’erne bød på vedholdende lav eller decideret negativ vækst, og denne udvikling gik hånd i hånd med kraftige stigninger i arbejdsløsheden og udbredt absolut fattigdom.

Denne udvikling var medvirkende til en styrkelse af arbejderbevægelsen, der havde opbygget en betydelig magtbase gennem de foregående årtier, men med krisen fik en mere essentiel rolle. Arbejderbevægelsen oplevede en stor tilstrømning af mennesker og en markant udbredelse af dens politiske holdninger.

Kritik af kapitalismen var i kombination med socialistiske værdier væsentlige drivkræfter i kriseudviklingen.    

Det var først efter anden verdenskrig, at en decideret kriseløsning manifesterede sig i form af velfærdsstaten i Danmark. Efterkrigstidens velfærdsstat byggede på en bred og relativt stabil politisk konsensus i form af socialdemokratismen, der igen byggede på en tæt praktisk alliance mellem arbejderbevægelse og masseparti, med nationalstaten som det politiske centrum.

Socialdemokratiet havde en monopollignende politisk position og et ret fast vælgergrundlag i arbejderbevægelsens medlemmer. Vælgertilslutningen var meget stabil, og de nåede i perioder op i nærheden af 50 pct. af stemmerne. Det skabte mulighed for et politisk projekt og en langsigtet vision med velfærdsstaten som den centrale akse.

Socialdemokraterne stod for en parlamentarisk vej til socialismen. Man kan sige, at velfærdsstaten og det liberale demokrati i efterkrigstiden var et kompromis mellem kapitalismen og socialismen. Arbejderbevægelsen blev en del af systemet, men samtidig blev systemet forandret.

Efterkrigstiden var præget af en historisk stabil og høj vækst på omkring 5 pct. om året. Den offentlige sektor voksede hurtigere end den private sektor. Frem til 1980 voksede det offentlige forbrug dobbelt så hurtigt som det private forbrug. Det offentlige forbrug voksede fra 14 pct. af BNP i 1960 til 27 pct. af BNP i 1980, og den offentlige beskæftigelse voksede tilsvarende fra 222.000 i 1960 til 691.000 i 1980.

Det var i denne periode, at de grundlæggende universelle velfærdsordninger blev cementeret og udbygget. Retten til folkepension, bistandshjælp og senere efterløn. Folkeskoler, folkebiblioteker og offentligt sundhedsvæsen. Fri uddannelse og SU. Indkomstoverførsler voksede fra 6 % af BNP i 1960 til 17 % af BNP i 1980.

Arbejdsløshed var nærmest helt fraværende i 1960’erne. Lønkvoten og ligheden voksede markant.

Dagpenge og bistandshjælp betød, at man kunne stå uden lønnet beskæftigelse uden at lide store materielle afsavn. Samtidig blev arbejdstiden sat ned flere gange og retten til ferie med løn udvidet. Udviklingen af andelsbevægelsen og kooperativ produktion spillede også en vigtig rolle i forhold til at skabe konkrete alternativer til den kapitalistiske samfundsudvikling.

Desuden var den hastigt voksende offentlige sektor også et mere demokratisk og kollektivt rum, der supplerede den individualistiske og markedsorienterede private sektor. Dette kom til udtryk i processen omkring det liberale demokrati, men også i konkrete politikker til fremme af kunst, kultur, folkeoplysning og videnskab for offentlige midler. Men med krisen i 1970’erne vendte billedet.

Nyt på de politiske fløje

1970’erne bød på lavere vækst, voksende arbejdsløshed og statsunderskud. De politiske partier og arbejderbevægelsen kunne samtidig ikke længere rumme den politiske energi og blev genstand for udbredt kritik og mange kulturelle alternativer. Ungdomsoprøret og nye sociale bevægelser satte emner som køn, miljø, etnicitet, fred og seksualitet på den politiske dagsorden og udviklede nye protest- og organiseringsformer.

Mange i den unge generation brød også med deres forældres faste syn på et liv med lønarbejde, kernefamilie og storforbrug. Den økonomiske vækst kunne ikke længere mønstre generel opbakning, og den nye miljøbevægelse satte fokus på det knappe naturgrundlag for den kapitalistiske ekspansion. Disse nye værdier havde bred opbakning i befolkningen, selvom det kun var en lille del, der var aktivt involverede i deciderede opgør mod kapitalismen og praktiserede alternative livsformer.

Socialdemokratiet mistede sin politiske særstatus, og arbejderbevægelsen mistede sin særstatus som progressiv social bevægelse. I 1970’erne var det nye venstre politisk toneangivende. Dette indebar ikke kun en ny opblomstring af marxistisk inspireret kapitalismekritik, men også venstreorienteret kritik af velfærdsstaten, der i det nye venstres optik var en forhindring for radikalt demokrati, autonomi og mangfoldighed.

Men velfærdsstatens krise betød også vind i sejlene for højreorienteret kritik af velfærdsstaten. Det nye højres velfærdsstatskritik kredsede om behovet for mere marked og større individuel valgfrihed. Kritikken af velfærdsstaten og de politiske alternativer kom altså fra modstående sider af det politiske spektrum, men var fælles om et opgør med hierarkier og centralisme. Og både det nye venstre og det nye højre var afgørende elementer i den kriseløsning, der voksede frem i 1980’erne og blev konsolideret i 1990’erne: Nyliberalismen.

Den nyliberale kriseløsning indebar en genopretning af væksten. I Danmark var der i midten af 1980’erne fem år med vækst på over 3 pct. i gennemsnit, men omvendt var der nulvækst eller negativ vækst i årtiets resterende fem år. Det var først i 1990’erne, at væksten for alvor bed sig fast igen med kun et år med decideret lavvækst og en ubrudt række år med vækst omkring 3 pct. fra 1994.

Det indebar, at den massearbejdsløshed, som tyve års krise havde bygget op, blev nedbragt hastigt og vedvarende. I det hele taget var der stor økonomisk optimisme, for kurverne pegede stejlt opad, ikke mindst på aktie- og boligmarkederne. Generelt blev der i 1990’erne talt meget og begejstret om en ’ny økonomi’ med konstant progression, helt uden tilbagegang og kriser.

Desuden medvirkede Sovjetunionens fald og nye teknologier som internettet, computere og mobiltelefoner til, at perioden også var præget af social og politisk optimisme. Det var i vidt omfang herigennem, at værdier fra det nye venstre prægede samfundsudviklingen.

Politisk syntese

Nyliberalismen havde afgørende konsekvenser for både økonomisk styring og politiske institutioner. Man kan se nyliberalismen som en slags syntese mellem klassisk liberalisme fra århundredets første tredjedel og socialdemokratisme fra århundredets anden tredjedel, idet væsentlige elementer fra begge ideologier indgår i nyliberalismen, som dog samtidig er noget helt nyt.

Den klassiske liberalisme var forbundet med minimalstaten. Det handlede i så vidt omfang som muligt om at sætte markedet fri og begrænse statsmagten. Socialdemokratismen handlede i modsætning hertil om at opbygge en stærk stat, der kunne stå som modvægt og alternativ til markedet.

Nyliberalisme handlede mere om statens indhold end om dens omfang – det handlede primært om aktivt at reformere og omordne staten, ved at adfærd fra markedet og organisering fra den private sektor, vandt stigende indpas. Nyliberalismen nedbrød i vidt omfang de overleverede skel mellem stat og marked, og kan ses som en samfundsudvikling, hvor markedsrelationer og økonomisk rationalitet fik stigende indflydelse i hele samfundet, samtidig med at en stærk stat var en afgørende aktør.

Uligheden er steget markant under nyliberalismen, og vækst er sideløbende blevet den altoverskyggende politiske målsætning. Der er sket målrettede nedskæringer og radikale reformer i den offentlige sektor, såsom overgangen til aktiv arbejdsmarkedspolitik og topstyring på universiteterne.

Der var en omfattende tendens til øget markedsstyring i staten, ligesom der også skete omfattende privatiseringer og udliciteringer. Ved udgangen af det 20. århundrede var nyliberalismen lige så veletableret og dominerende, som velfærdsstaten var i 1960’erne. Det handlede om radikal markedsgørelse gennem en stor stat.

Mellem fortid og fremtid

Det 20. århundrede dannede altså ramme om store omvæltninger, og kriserne i 1930’erne og 1970’erne var omdrejningspunkterne. Desuden var dynamikken i kriserne identiske på væsentlige punkter. Indholdet var radikalt forskelligt, men formen havde essentielle fællestræk.

Begge kriser varede i årtier, før løsningerne bundfældede sig. Drivkræfterne i vejene ud af kriserne var i begge tilfælde kritik og modstand - og på denne måde skabte kriserne plads til nye visioner. Der blev i forlængelse heraf skabt store politiske og økonomiske omstillinger under kriserne.

Begge kriser blev også løst i den forstand, at de blev efterfulgt af perioder med vedvarende høj vækst, konsensus og optimisme. Men løsningerne var midlertidige. Væksten blev kun genoprettet et stykke tid, før nye problemer og samfundskritik meldte sig.

Der var en klar tendens til, at vækstperioder førte til udbredt overmod og arrogance. Mod slutningen af det 20. århundrede så det eksempelvis for mange ud som om, at kriser for evigt hørte fortiden til, men i dag kan vi se, at dette var en katastrofal misforståelse.

Nu er nyliberalismen præget af en dyb krise. Den fremherskende politik er fortsat nyliberal, men det er ikke et tegn på livskraft, men et klart udtryk for den ildevarslende fatalitet, der kendetegner den aktuelle politiske udvikling.

Set i et historisk lys tegner den aktuelle krise sig først og fremmest som en politisk krise. Den politiske udvikling er nemlig i dag kendetegnet ved, at der hverken eksisterer nye politiske visioner med dyb klangbund eller brede sociale bevægelser, der kan skabe grundlæggende systemforandringer.

Denne politiske krise kommer økonomisk til udtryk ved, at det langsigtede vækstniveau ligger langt under kapitalismens smertegrænse, hvilket indikerer en ny situation i det 21. århundrede: en permanent krise for det kapitalistiske system.

Basalt set består krisen altså paradoksalt nok i mangel på bred kritik, visionær opposition og innovativ modstand. Alle de regeringsbærende politiske partier fra SF til Venstre er dybt viklet ind i den eksisterende samfundsmodel, og de ønsker ikke grundlæggende forandringer. Fagbevægelsen og diverse nyere sociale bevægelser er ligeledes blevet systemkonforme. De ønsker alle mere af det samme.

De politiske yderfløje, som gennem Enhedslisten og Liberal Alliance har oplevet en vis opblomstring under krisen, er ligefrem tilbageskuende, da de drømmer om enten klassisk liberalisme eller traditionel socialisme. Disse politiske projekter har slet ingen fremtid i det 21. århundrede.

Regeringens vækstplan og de aktuelle politiske begivenheder fremstår betydningsløse i forhold til den underliggende krisedynamik, hvor der i stigende hastighed ophobes økonomiske ubalancer og politiske problemer uden løsninger.

Peter Nielsen er lektor i politisk økonomi på RUC og medforfatter til bogen ’Den økonomiske teoris historie’ (2. udgave, Jurist- og Økonomforbundets Forlag, 2013)