Københavns Byret har kendt politiets masseanholdelse under en demonstration 18. maj sidste år for uberettiget. En god anledning til at afskaffe Lømmelpakken, mener en af de 33 anholdte, som nu får erstatning.
Der var ikke grundlag for at masseanholde deltagerne i en venstreradikal demonstration mod politivold på Dronning Louises Bro på Nørrebro i København den 18. maj 2011.
Det har Københavns Byret afgjort onsdag den 19. december.
Afgørelsen skaber glæde blandt de anholdte og deres advokater.
Ikke kun fordi de anholdte er blevet tilkendt erstatning på mellem 2.400 og 3.500 kroner.
Det vigtigste er, at dommen – endnu en gang – underkender politiets brug af præventive anholdelser af demonstranter, som ikke udgør en konkret fare for den offentlige ro og orden.
– Det er super cool og meget positivt for demonstrationsfriheden i Danmark. Dommen er en sejr over Lømmelpakken og et vigtigt skridt i retning af dens afskaffelse, fortæller en af de anholdte, som ønsker at være anonym, til Modkraft.
Læs artiklen »Nørrebro-demonstranter får erstatning af politiet« hos Berlingske.
Hun bakkes op af Marc Jørgensen fra Advokaterne Foldschack & Forchhammer, som har repræsenteret nogle af de 33 personer som har klaget over politiet.
– Nu må politiet fremover stoppe med at bruge masseanholdelser med hjemmel i politiloven, herunder Lømmelpakken, lyder opfordringen fra Marc Jørgensen.
Lømmelpakken blev indført i forbindelse med klimatopmødet COP15 i 2009 i København, og giver politiet øgede beføjelser til at sætte oræventivt ind overfor demonstranter.
Læs artiklen »Politiets anholdelse af demonstranter var ulovlig« hos Politiken.
Sagen handler om en demonstration sidste år, hvor omkring 150 mennesker ønskede, at markere årsdagen for politiets nedskydning af demonstranter den 18. maj 1993 i forbindelse med protester mod en EU-folkeafstemning.
Læs artiklen »Venstreradikale indkalder til mindedemo 18. maj« hos Modkraft.
Demonstrationen forløb roligt indtil de sortklædte og for nogles vedkommende maskede demonstranter ville bevæges sig mod Indre By.
Politiet blokerede Dronning Louises bro med pansrede mandskabsvogne og krævede, at alle de tilstedeværende skulle lade sig visitere.
Situationen udviklede sig da civilklædte betjente blev sendt ind i demonstrationen og begyndte at anholde enkeltpersoner.
Flere blev bidt af politiets hunde, mange blev slået med knipler og 65 blev anholdt.
Læs artiklen »18. maj demonstration angrebet af politiet« hos Modkraft.
Efterfølgende besluttede 33 af de anholdte at kræve erstatning for uberettiget anholdelse.
Læs artiklen »18.maj-anholdte vil klage over politiet« hos Modkraft.
Klagesagen kom efter, at Landsretten tidligere har kendt politiets masseanholdelser under klimatopmødet COP15 i København for ulovlige og i strid med menneskerettighederne.
Politiet reagerede – i begge sager – ved at indsamle oplysninger om klagerne på facebook og andre steder på internettet, for bagudrettet at sandsynliggøre, at de anholdte tilhørte det, som politiet kalder »den sorte blok« – en slags hård kerne af voldelige demonstranter.
Både i sagen omkring klimatopmødet og 18. maj-demonstrationen afviste retten dog, at denne type beviser er relevante.
Læs artiklen »Politi sætter igen Facebook-spioner ind mod klagere« hos Modkraft.
Læs artiklen »Facebook må ikke bruges mod 18. maj-aktivister« hos Modkraft.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96