Annonce

Indfødte på barrikaden
19. oktober 2012 - 16:18

Mexicansk vrede over Vestas-projekt

Fiskere protesterer over opførelsen af en vindmøllepark i det sydlige Mexico, som danske Vestas er leverandør til. Indfødte truer med at gribe til våben i protest mod projektet.

Lokale fra den sydlige mexicanske delstat Oaxaca demonstrerede onsdag den 17. oktober foran den danske ambassade i landets hovedstad Mexico City.

Demonstranterne er vrede over opførelsen af en stor vindmøllepark på landtangen Tehunatepec, da de frygter, at den vil skade fiskeriet i området og i sidste ende fjerne deres eksistensgrundlag,

Den danske vindmølleproducent Vestas står for leveringen af de 132 kæmpevindmøller til parken, der vil blive Latinamerikas største.

Læs artiklen »Indigenous Groups Protest Mexico’s Biggest Wind-Energy Project« hos Euroinvestor.

»Løgne og foragt«

Protesten i den mexicanske hovedstad er blot det seneste slag i konflikten mellem virksomhederne bag vindmølleprojektet og lokalbefolkningen.

I 2004 underskrev repræsentanter for lokalbefolkningen en 30-årig jordanvendelseskontrakt med firmaet bag vindmølleparken, Mareña Renovables.

San Dionisio kommune, der dengang indgik kontrakten, siger nu, at de blev vildledt og peger blandt andet på, at det planlagte antal vindmøller er steget fra 40 til nu 132.

– Dynamikken af udsættelser, misbrug, løgne og foragt for den indfødte befolkning fra firmaet Mareña Renovables’ side er blevet stadig tydeligere, siger en repræsentant fra kommunen ifølge internetmagasinet Recharge News.

Læs artiklen »Protesters block work at Latin America's biggest wind farm« på Rechargenews.com.

Udover at ødelægge deres muligheder for at leve af fiskeri, er de lokale bange for at mangroven på Tehunatepec–tangen vil lide under projektet.

Ifølge Vestas er dette dog en ubegrundet frygt.

– Vestas arbejder i et tæt samarbejde med kunden om at sikre, at Mareña-projektet bliver etableret på en ansvarlig og bæredygtig måde både socialt, miljømæssigt, økonomisk og teknologisk, skriver vindmøllekoncernen i en mail til Berlingske Nyhedsbureau.

Læs artiklen »Indianere demonstrerer mod Vestas i Mexico« hos Jydske Vestkysten.

Lokal militant modstand

Vestas overtog kontrakten om levering af vindmøllerne i marts 2012, da det spanske selskab Preneal solgte underselskabet Mareña Renovables og dermed også vindmølleprojektet til et konsortium bestående af japanske, hollandske og australske investorer.

Skiftet i ejerskab mildnede dog ikke protesterne.

Umiddelbart efter salget tvang lokale Iskoot-indianere, der har beboet Tehunatepec-tangen i over 3.000 år, borgmesteren i San Dionisio til at destruere en byggetilladelse, han havde udstedt i forbindelse med projektet.

De besatte herefter rådhuset i byen.

I en nærliggende by, San Mateo del Mar, udsendte en anden gruppe Iskoot-indianere samtidig en udtalelse, hvor de skrev, at de ville »gribe til våben«, hvis projektet fortsatte som planlagt.

Læs artiklen »Developers face escalating militant opposition in Oaxaca« hos Windpower Monthly.

Kultursammenstød

Konflikten mellem den indfødte Iskoot-befolkning og vindmølleprojektet er ikke den eneste af sin slags.

I efteråret 2011 protesterede lokalbefolkningen i regionen Unión Hidalgo, ligeledes på Tehunatepec-tangen i Oaxaca, imod et spanskledet vindmølleprojekt. 

Lokale aktivister blev i forbindelse med en protest den 28. oktober 2011 udsat for dødstrusler og voldelige overfald af en væbnet gruppe fra det nærliggende La Venta, der var for vindmølleparken.

Konflikten kulminerede, da en af de bevæbnede tilhængere af parken blev skudt og dræbt under uafklarede omstændigheder.

Læs dokumentet »Protesters at risk of unfair prosecution« hos Amnesty International.

En talsperson for den lokale befolkning i San Dionisio, der primært består af fattige bønder og fiskere, mener, at den verserende konflikt i bund og grund er et »kultursammenstød.«

Han forklarer, at de udefrakommende firmaer med deres »kapitalistiske model« ikke forstår de lokale indfødte samfunds »spirituelle og sociale« bånd til jorden.

– Hvis de bare ankommer og afskriver disse følelser med juridiske kontrakter, som mange af de indfødte, der er analfabeter, ikke forstår, vil der uundgåeligt opstå sammenstød, siger den anonyme talsperson til Windpower Monthly. 

Redaktion: 
Emneord: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce