Nørrebro står sammen mod de kriminelle bander. Det er budskabet bag en støtteaktion torsdag aften til fordel for en bar-ejer, som nægter at betale beskyttelsespenge til lokale rødder.
Ejeren af bodegaen Cáfe Viking, der ligger på hjørnet af Mimersgade og Ægirsgade på Nørrebro, Jane Birgitte Pedersen, nægtede mandag i denne uge at betale beskyttelsespenge til en gruppe kriminelle unge, som mener, at hun driver sin forretning i »deres distrikt«.
Tirsdag aften svarede de unge igen ved at kaste tre brosten ind af bodegaens ruder, og torsdag står hun frem i dagbladet Politiken og fortæller sin historie.
– Jeg har aldrig været udsat for det her før. Jeg har tre muligheder: Enten kan jeg sælge lortet, jeg kan give dem penge, eller også kan jeg kæmpe. Og jeg har tænkt mig at gøre det sidste, siger bodega-ejeren til politiken.dk.
Læs artiklen »Bodegaejer går til kamp mod krav om beskyttelsespenge« hos Politiken.
Sagen får nu folketingskandidat for SF, Nørrebro-borger og Modkraft-blogger Leif Donbæk Thomsen til at opfordre til solidaritet med den udsatte bodega-ejer.
– Det er vigtigt, at vi viser, at vi står sammen på Nørrebro mod de kriminelle bander. Det er vanvittig flot og modigt, at hun står frem. Vi må vise, at hun ikke står alene, og at det er uacceptabelt, hvad der foregår her, siger Leif Donbæk Thomsen til Modkraft.
Han har nu taget initiativ til et fælles værtshusbesøg torsdag aften fra klokken 21 for at give borgerne på Nørrebro en mulighed for at vise sin støtte til Cáfe Viking.
– Der er lagt op til en stille og rolig aften, hvor folk kan komme forbi og drikke en øl for at vise støtte. Og hvis man ikke har mulighed torsdag aften, så kan man jo kigge forbi en anden dag, lyder det fra Leif Donbæk Thomsen.
Læs om initiativet »Støt op om cáfe Viking« på Facebook.
Café Viking får også opbakning fra en gruppe stamgæster, der har oprettet en gruppe på Facebook med navnet »Støt Mor-Jane og Café Viking - NEJ til Bøller JA til Øller«.
Her skriver initiativtagerne blandt andet:
»Hendes lille Café (er) lidt af en overset perle. Mor Jane er et sandt mandfolk, og hun fortjener vores opbakning og støtte. Sig fra overfor bøller: Mød op på Café Viking og drik en støtteøller.«
Besøg også Facebook-gruppen »Støt Mor-Jane og Café Viking - NEJ til Bøller JA til Øller« her.
På siden gør de opmærksom på, at Jane Birgitte Pedersen er kendt i lokalmiljøet for, at hun hver vinter inviterer hjemløse ind til mad og lidt varme.
Se indslaget »Hjemløse på Café Viking«.
En episode nær ved Café Viking tyder på, at der kan blive brug for støtten.
Samme dag, som Jane Birgitte Pedersen blev forsøgt afpresset og fik sten igennem vinduerne, affyrede ukendte gerningsmænd skud mod et andet værtshus i nærheden.
Ifølge TV2 News er stedet – Café Heimdal i Heimdalsgade – tidligere blevet afkrævet beskyttelsespenge.
Læs artiklen »Skud affyret ved værtshus på Nørrebro« hos Berlingske.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96