Annonce

KontradoxaBaggrund, analyse og kronikker
kommentar
13. juli 2012 - 13:56

Man kan stjæle et land

Det er meget svært at være mexicaner disse dage, når magthaverne bruger demokratiets flag til at angribe deres egen befolkning – og fratage dem deres demokratiske ret og dermed deres land.

 

Forrige søndag havde Mexico præsidentvalg, et valg præget af store uoverensstemmelser og af proceduremæssige uregelmæssigheder og tilmed vold.

Nu, snart to uger efter valget, vokser utilfredsheden mere og mere. Bl.a. i form af demonstrationer og protester. Protester, som ikke repræsenterer noget parti, men kun folket og dets frie ret til demokrati og valg af ledere.

Imens opfører kandidaten Peña Nieto sig som den folkevalgte præsident, mens han ignorerer alle protester og beretninger om valgsnyd. På den anden side fortætter venstrefløjens kandidat López Obrador med at præsentere beviser for Nietos manipulation og arbejde for en kun retmæssig annullering af valgresultatet.

Under valget var tre partier på bedding. Det ene er PRI (partiet, som regerede med et forklædt men veritabelt diktatur og masser af korruption i mere end 70 år fra 1929 til 2000) ledt af Enrique Peña Nieto. I det andet hjørne havde vi PRD, en koalition af venstre-partier repræsenteret af Andrés Manuel López Obrador. Og i det sidste hjørne PAN, som har haft magten den sidste periode.

Rundt om denne trekant har studenter og borgere skabt bevægelsen #YOSOY132, som bl.a. protesterer mod den overpromovering, som PRIs kandidat har nydt i medierne.

Har der været plads til demokrati og soberhed i det mexicanske valg?

Nej! Ikke, når PRI tilbyder folk falske gavekort til en værdi af 500 pesos (200kr) mod at stemme i partiets favør. Ikke når de mexicanske medier i den grad og konstant har favoriseret PRI og Peña Nieto under valgkampen. Dette kan dog i sidste ende ikke overraske, da han jo er gift med en af Mexicos mest berømte skuespillerinder, som tilfældigvis er i hus hos mediemastodonten TELEVISTA.

Men det er ikke kun køb af stemmer og alliancer med medierne, PRI og Nieto kan beskyldes for.

Tusindvis af uregelmæssigheder er blevet rapporteret fra landets valgsteder: væbnet røveri af valgurner, brænding af stemmesedler, bestikkelse udenfor valgstedet, borgere der ikke fik lov at stemme under påskuddet om, at der ikke var flere stemmesedler tilbage!

Uregelmæssigheder, som resulterede i en fordobling af stemmetallet til PRI i den officielle optælling, mens stemmerne til de andre to partier (PDR og PAN) blev reduceret til halvdelen.

Det kan aldrig kaldes soberhed. Og der er heller ikke soberhed i et valg, hvor kandidaten Peña Nieto proklamerer sig som vinder på nationalt tv, alt imens borgere stadig venter i kø ved stemmeurnerne (nogle steder i mere end 9 timer). Der er ikke soberhed, når Peña Nieto lykønskes som valgets vinder af den siddende præsident på et tidspunkt, hvor blot 2% af stemmerne er optalt!

Det er ikke kun Obrador (repræsentanten fra venstre-koalitionen PRD), der mistror Peña Nieto, som det fremstår i Politiken 6. Juli "Omtælling ændrer intet: Nieto er Mexicos nye præsident".

Det er millioner af borgere, som føler sig ført bag lyset, skuffede. Og utilfredsheden manifesterer sig overalt i Mexico; på gaderne og i de sociale medier, hvor flere og flere oplysninger om bedraget kommer frem.

Skuffede er også vi, der langt hjemmefra må se på, hvordan vores land bliver fortæret af nogle få. Hvordan vores land kvæles, mens disse få udnævner sig selv til forsvarere for demokratiet, alt imens de uophørligt tramper på det.

Således skal Mexico ledes af en mand, der hævder at have vundet 18 millioner af stemmerne, mens mere end 30 millioner har stemt imod ham. Således skal Mexico, der i forvejen gennemgår hårde og svære tider med vold, død og usikkerhed, lide endnu et slag, hvor den institutionaliserede korruption virkelig kommer til udtryk og viser, at denne valgproces, der har kostet millioner af dollars, er én stor joke!

På trods af dette observerer resten af verdens lande hændelsen med, hvad der ligner, ligegyldighed.

Ingen af vores ledere, diplomater eller institutioner mærker nogen konsekvens. Men Mexico er nu blevet et af de lande, der har bug for det internationale samfunds opmærksomhed. At man retter pegefingeren mod vores ledere og får dem til at føle et pres, der ikke kun kommer fra det mexicanske folk, men fra hele verden.

Nu kan vi fra Mexico, som fra Danmark, hvor disse forhold heldigvis er umulige at forestille sig, med sorg og skuffelse se, hvordan vores folk bliver frarøvet den fundamentale rettighed til frit at vælge sin regering. Hvordan vores stemme bogstaveligt talt ikke regnes for noget, hvordan de nye ledere fester, mens de sociale medier er plastret til med fotos og videoer, der dokumenterer magtmisbruget.

Således bliver dette land, som jeg kalder mit, stjålet fra mig. Stjålet fra det mexicanske folk.

Læs artiklen »Nej til valgsvindel« hos Modkraft.

Læs artiklen »Mexicanerne holder vejret« hos Modkraft.

Læs artiklen »Peña Nieto er tilbage - det er studenterne også« hos Modkraft.


Javier Orozco er MA in Cognition and Communication, Københavns Universitet, bosiddende i Danmark.

Dunia Cárcamo er designer, bosiddende i Guadalajara, Mexico.

Artiklen er oversat og redigeret af: Marie Holt Richter, cand. mag i filosofi og kultur- og sprogmødestudier, Roskilde Universitet.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce